Den bedrevidende bedsteforældre-generation

“Det skaber udfordringer, fordi det tager vores tid fra familien. Efter middag, hvor der tidligere blev læst godnathistorie, sidder man og tjekker sin Facebook, mens børnene ser TV. Vi mister noget af nærheden og næstekærligheden, hvis vi er på hele tiden,” hævder familierådgiver Lola Jensen.

“Hvilken nærhed og næstekærlighed, er det vi har mistet?” tillader jeg mig at spørge om.

Jeg er vokset op i en tid hvor forældre og børn ikke brugte nær så megen tid på deres indbyrdes samvær, som forældre og børn gør i dag. Da jeg voksede op var der en voksenkultur og en børnekultur. Den relation der var mellem os og vores forældre havde en belærende/opdragende funktion.

Jeg mindes ikke at hverken mine forældre eller de andre forældre i mit nærmiljø tog sig tid til at være sammen med os børn i hverdagen. Nærvær, det var noget der var henlagt til specielle lejligheder, weekender og ferier.

Min generation af forældre var anderledes. Vi inddrog vores børn mere i vores hverdagssysler og jeg vil hævde, at min generation også legede mere med vores børn, end vores forældre havde leget med os.

Når jeg kigger mig omkring i dag, ser jeg forældre der engagerer sig i deres børn, som lytter og inddrager børnene meget mere end tidligere generationer har gjort.

Nærværet mellem forældre og børn er blevet større i kraft af, at forældre har fået mere tid til at være sammen med deres børn. Teknologien har taget et kvantespring, så det forældre og børn er sammen om er et andet medie, end det jeg var sammen med mine børn om. Mobiler, iPads, computere  har afløst legoklodserne og billedbøgerne. Men nærværet er intakt og efter min bedste overbevisning sågar forbedret i kraft af den ændring, der er sket med børnesynet. Børn betragtes ikke længere som små væsner, der skal formes og belæres af deres forældre. Der er kommet en hel anden respekt og anerkendelse af børn, end der var i tidligere generationer.

Næstekærlighed – jeg vil hævde, at netop de sociale medier har højnet begrebet næstekærlighed. Vi bliver via de sociale medier mere opmærksomme på verden omkring os. Vi tager stilling og agerer hurtigere på grund af de sociale medier, end vi tidligere har formået at gøre. Se blot på sagen fra Nordjylland om Im og hendes mor der blev sendt tilbage til Thailand, fordi moderens mand døde. Takket være de sociale medier og folks engagement blev de ansvarlige politikere råbt op og lovgivningen blev lavet om. Facebook og andre sociale medier har masser af  grupper, der støtter og hjælper udsatte mennesker og dyr de ikke kender. Intet kunne være mere forkert end at hævde, at vi mister næstekærligheden ved at være “på hele tiden”.

Problemet er ikke, at vi mister nærhed og næstekærlighed. Problemet er, at de eksperter der spørges til råds, er “gamle i gårde” og taler udfra nogle værdier og samværsformer, der ikke længere er i spil. Blot fordi vi ikke kan genkende os selv i vores børns handlinger, er det ikke ensbetydende med at de ikke besidder og udlever disse værdier. Jeg forventer ikke at min eller tidligere generationer skal forstå den måde, vores børn lever deres liv og interagerer med deres børn og omgangskreds på. Vores forældre forstod næppe vores, så måske er det blot en naturlov, at generationerne ikke forstår hinanden.

Dog forventer jeg, at vi udvikler os, at generationerne bliver bedre og bedre til at mestre livet. Den udvikling ser jeg hos vores børn. De mestrer forælderrollen og de øvrige roller, samfundet tildeler dem. Måske er det på tide, at min generation følger med udviklingen og anerkender deres indsats, istedet for ukritisk at indtage den samme rolle, som vores forældre indtog, da vi blev voksne: rollen som den bedrevidende og moraliserende bedsteforældregeneration.