Dine og mine børn.

Kan man elske samleverens børn, som var de ens egne?

Sikken et spørgsmål at blive stillet, nu når ens mand har tre af slagsen, som man ikke selv er mor til.

Hvad svarer man til det, især nu når begge vores familier ved hvem der gemmer sig bag pseudonymet Hattedamen Von Klummen?

Hattedamen Von Klummen, som i mit indre univers er en statslig lidt ældre altomfavnende kærlig kone iført mamelukker, brun uld nederdel og en fin rosa silkeskjorte over sin moderligt fyldige barm, vil kigge hen over kanten af de runde guldindfattet briller, som vipper ude på næsetippen, imens hun breder sine arme ud i et stor alt omfavnende kram og sige: “Ja selvfølgelig!”.

Hvad svarer jeg på sådan et spørgsmål, når nu jeg i virkelighedens verden, ikke lever op til mit selvskabte billede af Hattedamen Von Klummen?

Jeg kunne selvfølgelig snige mig til ikke at have set spørgsmålet. Jeg har før fået mails om emner, læsere ønsker at jeg tager op i min Klumme, og som jeg ikke er kommet rundt om endnu. Omvendt kan jeg også være ærlig og svare på mailen om det med at flytte sammen og om man kan elske sin samlevers børn, som var de ens egne, selv om emnet er lidt tabubelagt.

Føler lidt, at jeg står på en 30 meters vippe og gør mig klar til et fritfald. Mærker nervøsiteten -for rammer jeg vandet med fødderne først eller tager mig en gevaldig maveplasker. Ok – dyb indånding, lukker øjnene og tager et mentalt hop ud i tabuland.

Jeg er virkelig splittet i det spørgsmål. For en del af mig vil gerne svare: “Ja selvfølgelig kan man det!” og en anden del af mig husker en fortælling om et hypotetisk dilemma der opstilles: “Du sidder i en robåd som kæntre. I båden er dit eget barn og din mands barn. Du kan kun redde det ene. Hvem vælger du?” Et dilemma, vi helst ikke vil besvare og som vi håber, vi aldrig i den virkelig verden vil befinde os i. Inderst inde er jeg dog ikke i tvivl om, hvem jeg vil vælge.

Graden af ens følelser for en kærestes eller samlevers børn, tror jeg meget afhænger af, hvor længe disse børn har været en del af ens liv. Hvor gamle de var, da man selv kom ind i deres liv, om man har boet sammen med dem og en hel masse andre faktorer.

Lad mig omformulere spørgsmålet, så det bliver nemmere for mig at svare på. Elsker jeg min mands børn, som var de mine egne? Nej – det gør jeg ikke. Jeg holder meget af dem, men de
har ikke den plads i mit hjerte, som mine egne to piger har.

Nu er de to af min mands børn voksne og den tredje er teenager. Jeg har ikke taget del i deres barndom, og for de to ældste heller ikke i størstedelen af deres ungdom. Jeg har ikke delt sorger og glæder med dem på samme måde, som jeg har med mine egne børn. Der er ikke en fortid eller en længere forhistorie, der har knyttet os følelsesmæssigt sammen, som den fortid og forhistorie der knytter mig til mine egne børn. Jeg har ikke været med til at forme disse piger.

Jeg ser ingen afspejling af mig selv, når jeg ser på dem. De afspejler en fremmed kvinde og den mand jeg elsker. Det er de to, der sammen og hver for sig, har givet de tre piger, de værdier de besidder og der er ingen af mine normer, livsanskuelser eller traditioner der har præget disse piger. De udgør for mig et landkort, hvor størstedelen er uopdaget land.

Det at min mands børn er så gamle, som de er, og var da jeg kom ind i deres liv, gør, at jeg ikke skal udfylde en “forældre-rolle” overfor dem. Jeg er slet og ret deres fars kone og en neutral trejdepart i deres liv.

Denne neutralitet gør, at der kan vendes ting med mig, som er svære at vende med forældrene, fordi der er følelser og loyalitets hensyn involveret. Der er naturligvis ting, som jeg som “udeforstående” kan lytte til, men der er også ting som jeg er nødt til at sige, at det skal de betro sig til deres forældre om.

Er det unaturligt, at man ikke kan elske ens samlevers børn, lige så højt som ens egne? Det mener jeg ikke, for vi er fra naturens side “programmeret” til at elske vores eget afkom, højere end andres.

Nogen tænker måske: “Jamen man hører jo at adoptivforældre, som også har biologiske børn, siger at de elsker de adopterede børn lige så højt som de biologiske. Det tror jeg gerne på, for indgår vi i børnenes liv som forælder, så elsker vi også som forældre. Det er ikke sådan, at jeg ikke tror på, at man kan nære dyb kærlighed til andres børn. Det handler udelukket om relationen og tætheden af denne.

Min ældste datter har verdens bedste bonusmor. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg spurgte hende om hun elsker min datter, vil hun svare ja. Jeg er heller ikke i tvivl om at spurgte jeg, om hun har de samme følelser for min datter, som hun har for sine egne børn, altså min datters søskende, vil svaret være nej.  Dette til trods for at denne kvinde har taget del i min datters liv, fra hun var to år gammel. Min datters bonusmor har været med til at præge min datter gennem hendes opvækst og voksenliv. Hun har taget del i min datters glæder og sorger. De har en fælles fortid og en fælles historie. Min datters bonusmor har haft et medansvar for min datter, som jeg ikke har til min mands tre børn, i kraft af den alder de havde, da jeg kom ind i billedet.

Jeg ved at min mand holder meget af mine døtre, min svigersøn og mine børnebørn, men jeg tror heller ikke han vil bruge ordet “elsker”, om de følelser han har for min familie.

Jeg er ofte blivet spurgt, om jeg synes folk skal vente til børnene er flyttet fra “reden”, med at bo sammen. Det er naturligvis et spørgsmål jeg ikke kan besvare, for det er op til hver enkelt at afgøre, hvad der er det rigtige for lige netop dem og deres familier.

Jeg skriver bevidst familier, for det er to familier der flytter sammen. To familier med hver deres  familiestruktur og mønstre. Selv om de voksne ønsker at indgå i en familie sammen, så tror jeg det er vigtigt at huske på, at vores børn ikke nødvendigvis får familiære følelser overfor hinanden, blot fordi vi voksne ønsker at være en familie.

I mit tilfælde, takkede jeg nej til at bo hos sammen med min kæreste, imens hans ældste datter og hendes kæreste boede i huset. Jeg tilstår, at jeg ikke havde lyst til at vi skulle være fem mennesker den ene uge og syv mennesker hver anden uge, som skulle prøve at få tingene til at gå op i en højere enhed. Det handlede ikke om, at jeg ikke kunne lide de unge mennesker, men mere et realistisk syn på, at syv mennesker der skulle indordne sig under hinanden, vil byde på alt for store udfordringer. Dermed ikke sagt, at det ikke har været en udfordring, blot at være tre og fire hveranden uge, for det har været en stor omvæltning for os alle.

Selv om de store var flyttet hjemmefra, da min datter og jeg rykkede ind, var det svært for dem at se at deres barndomshjem ændrede form. Nye ting kom ind og de vante rammer blev ændret.

Min mand og jeg var blevet enige om, at vi sammen indrettede hjemmet, således at det ikke var hans hjem, jeg flyttede ind i. Men også at jeg ikke indrettede hjemmet alene, således at han ikke følte at det var hans hjem længere. Vi inddragede de to mindste piger, idet det var dem der skulle dele hjemmet med os. Det vi ikke lige havde tænkt over, var at vi dermed tilsidesatte de ældste følelse at komme “hjem”, når de kom på besøg og ikke kunne finde tingene på deres vante pladser.

Jeg havde ikke forudset, at de piger der var flyttet hjemmefra vil føle sig såret over, at tingene flyttede plads. Det kan jeg se i bagspejlet, at jeg naturligvis burde havde forudset. Jeg husker udmærket den følelse jeg stod med, da min egen forældre inddrog mit værelse til noget andet, efter jeg var flyttet hjemmefra. Og endnu værre var det efter min fars død, hvor min mor meddelte at hun ville flytte fra mit barndomshjem til noget mindre. Uanset hvor gamle vi er, og selv om vi er flyttet hjemmefra, så er vores “hjem” helligt. Der skal helst ikke ske nogle forandringer i vores tryghedsbase, som vores barndomshjem udgør, uanset hvor gamle vi er.

Jeg havde en aften en snak med den ældste af min mands børn, som fortalte, at hun ikke var forberedt på, hvor svært det ville være at vi flyttede ind. Selv om hun rent faktisk ikke boede i huset længere. Min mand og jeg havde talt meget om, hvor svært det ville være, at få to familier med hver deres normer og regler til at fungere sammen, så vi var forberedt på at der vil opstå gnidninger. Vi havde blot ikke taget snakken med vores børn om det. Vi havde naturligvis forhørt os, om de var med på ideen at flytte sammen. For havde de ikke været indstillet på det, havde vi aldrig haft en chance for at få det til at fungere. Vores børn, havde dog ikke den erfaring vi som voksne har, og havde ikke erfaring til at forestille sig, hvor svært det ville være.

For det er svært!

Det har været svært på mange områder. Svært for min datter og mig, at flytte ind i et hus som tilhørte min mand og hans børn. Svært for hans børn, at der er kommet to mennesker ind på deres enemærker, som gør tingene på en anden måde, end de er vant til, som har en anden familiestruktur og måde at være på, end de er vant til.

Den familie som min mand og hans børn, samt den familie som min datter og jeg tilhørte ophørte med at eksistere, og der blev skabt en ny familie-konstellation. Det er kun naturligt at det vil skabe et savn efter den familie som “har været”.

Det at min mand og jeg billigt talt, står udenfor og kigger ind, gør også at vi hos hinandens børn observere adfærd og egenskaber, som vi som forældrene ikke lægger mærke til, eller som vi som forældre “ser gennem fingrene” med. Det er umiddelbart her jeg mener, den største udfordring ved, at flytte sammen med “dine og mine børn” ligger.

Mange sammenbragte familier vil være bedre rustet, hvis de bruger tid på at diskutere forskellige fiktive scenarier, inden de går i gang med at stable en ny hverdag på benene. Det er min erfaring at mange par i deres lykkerus, glemmer at diskutere hvordan reglerne i det fælles hjem fremover skal være. Hvem tager sig af hvad? Er man fælles om beslutningerne for de sammenbragte børn, og hvis ikke, hvordan griber man det så an? Må man være med-opdrager på ens samlevers børn? Må man stille de samme krav til dem, som til ens egne? Eks. mht. daglige pligter. Er det i orden, at forskelsbehandle børnene, især hvis det ene barn ikke bor fast i huset?

Selv om man måske har gjort sig disse tanker og har taget snakken, så er det ikke sikkert at de aftaler man har indgået, bliver ført ud i livet i praksis. For vi må ikke glemme, at vi som forældre er enormt sårbare, når det kommer til vores børn.

Det er ligeledes vigtigt at inddrage børnene i disse snakke, så de ikke føler, at de nye normer og regler bliver trukket ned over hovederne på dem. De skal vide, hvor de har reel indflydelse og hvor det er en voksenbeslutning, som ikke kan diskuteres. Der er ikke noget værre end at indgyde børn en følelse af at have medbestemmelse, hvis de reelt ikke har det.

I nogle familier, byder det at et par vælger at flytte sammen, på uventet modstand fra eks-partneren – børnenes biologiske forældre. Nogle eks-partnere føler sig truet på deres forældrerolle, når der kommer en ny voksen ind i deres børns liv. Her er det vigtigt, for børnenes skyld, at de voksne taler sammen, uden om børnene, om hvordan de hver især har det. Børnene bør forskånes for at stå i en loyalitetskonflikt mellem deres forældre, når deres forældre får nye samlevere.

Aftal eksempelvis om man kan være sammen om forskellige arrangementer i børnene liv, det være sig i børnehave/skoleregi eller familieregi. For nogen er det naturligt at man er sammen, også med nye partner og for andre skaber det unødige konflikter. Konflikter mellem forældre og/eller deres nye partnere, bør ingen børn, uanset hvor gamle de er, inddrages i.

For min mand og jeg har det været forbavsende gnidningsløst at flytte sammen. Vi nyder begge at bo under samme tag og dele vores hverdag med hinanden.

Jeg vil dog ikke lyve og påstå at det har været gnidningsfrit, at flytte sammen med hinandens børn. For det har det ikke. Vi har heldigvis ikke haft de store problemstillinger, men der har naturligvis været en vis tilvænning og det er der stadig. Det kan ikke være anderledes, når mennesker, der ikke kender hinandens grænser og normer fuldt ud, flytter sammen. Det er her respekten for forskelligheder virkelig skal stå sin prøve. Hvor viljen til at få det til at fungere er alt afgørende. Respekten og viljen har vores børn og vi voksne heldigvis.

Spørgsmålet lød på om man kan elske sin samlevers børn, som var de ens egne. Det tror jeg godt, at man kan, hvis man har fungeret som forælder for disse børn.  For det er ikke DNA der skaber kærligheden, men derimod relationen.

Dog sidder der en lille nagende tvivl i mig….Ville vi ikke alle vælge vores eget kød og blod frem for en andens, hvis det virkelig kom dertil, at vi skulle vælge?