Facebook – et must eller lavstatus

Kan I huske da Facebook var et social must, som man ikke kom udenom? Det var den virituelle-online verdens nye ”sorte”.

Jeg var længe om, at overgive mig til Facebook, som jeg hurtig besluttede mig for at kalde FB – selv om mange omtalte Facebook som ”Fjæsen”, det appellerede bare ikke rigtig til mig.

I starten var det ret sporadisk at jeg var online, men hurtigt blev det en fast rutine hver aften lige at logge på for, at se hvad der var sket i løbet af dagen.

Med tiden opdagede jeg, at jeg kunne bruge FB til at blogge på. Jeg kunne ”brande” mig selv på min væg. Se det var jo fantastiske muligheder, der fulgte med FB.

Det der især fængede mig, var muligheden for at tale med, eller blot følge med i mine venners liv online. Bekendte, gamle kollegaer, skolekammerater og min første kæreste fandt vej til min væg. Denne fantastiske online verden, skabte mulighed for at kommunikere med mennesker ens virkelige liv ikke tillod, fordi tiden, i den virkelige verden, var for knap til så mange berøringsflader.

Pludselig havde jeg ikke dårlige samvittighed over, at jeg ikke nåede at se venindens datters første pottebesøg, for det lå jo på FB med en henvisning til youtube.com. Ferie og familiebilleder blev lagt online, så jeg ikke missede et øjeblik af opvæksten, til trods for mit begrænsede fysiske nærvær.

Jeg kunne bruge min væg til at delagtiggøre mine venner om stor og små i mit eget liv. Alt blev pludselig et ”Facebook-moment” : Mine børn, børnebørn, mine holdninger – alt hvad jeg fandt vigtigt, kunne formidles ved hjælp af diverse links. Det jeg slog op på min væg, kunne så opnå et ”like”, eller blive ignoreret, ja sågar blive blokeret, hvis man syntes.

FB bruges og misbruges. En person kan via FB hurtig lægges for had. Informationer flyder i en lind strøm fra bruger til bruger. Som en anden steppebrand, deles information fra kendte til ukendte brugere. Vi trykker ”del” til informationer, som vi ikke kan tjekke ægteheden af. Vi tagges på billeder, fra privat sammenkomster og som venners venners venner kan studere og videregive. Vi har ingen kontrol over, hvilke statusopdateringer og tags, der videregives hvor og hvornår.

FB er blevet det moderne vaskehus – steder hvor man satte opslag op og fik den sidste nye sladder. Da jeg var barn, måtte kvinderne nøjes med vaskehuset.  FB er det sted, hvor vi får afløb for vores glæder og frustrationer. Stedet, hvor vi pludselig ser at to gode venner ikke er ”i forhold til” hinanden længere. Stedet hvor man kan skælde og smælde over en eksmand eller kone og få en masse likes og øjeblikkelig feedback. Stedet, hvor vi mere eller mindre kan opføre os som vi lyster, indtil vi bliver blokeret eller anmeldt for spam. Stedet, hvor vi bombarderes med invitationer til spil, konkurrancer og endeløse reklamespots.

Facebook er for mange blevet en uundværlig del af deres hverdag. Med en Iphone kan man være online konstant. Mange har flere hundrede venner, for på FB er kriteriet ikke at man kender hinanden, men blot kender nogen, der kender nogen, eller slet ikke kende nogen. Man forslås venner og får venneanmodninger i en lind strøm. Kendte for ind- og udland kan figurere på ens venneliste. Vi kan via. vores smartphones og Iphones “checke-in” og få opdateret til vores FB, hvor vi er. Om det er på hovedvej E45, en trendy cafe, eller blot hjemme i sofaen. Vi kan følge med i, hvem der er i nærheden i lige dette øjeblik.

Fejlagtig troede jeg, at min FB.-væg var min, og at kun jeg bestemte, hvad der skulle på min væg og i hvilken mængde. Der tog jeg så fejl! En dag lå der en notifikation fra Facebook administratoren. En FB.-ven havde anmeldt mig for spam. Jeg havde lagt for mange links på min væg og frem for, at sige det til mig personligt eller slet og ret blokere mig, ja så havde min FB.-ven i al anonymitet, klaget over mig til Facebook administrationen. Hvem af mine “venner”, havde valgt at sende en klage over mig, frem for at sige det direkte eller via en besked? Jeg følte mig personligt angrebet og var rasende over at en “ven”, ovenikøbet uden at give sig til kende, blandede sig i hvad der stod på min væg. En væg jeg betragtede som mit private virtuelle rum. Denne skuffelse medførte, at jeg lavede lister, således at kun nære venner og familie kan se alt hvad jeg skriver, og “vennerne” kun kan se nøje udvalgte udpluk.

Facebook er også stedet med grupper, hvor alt mellem himmel og jord debatteres. Jeg troede igen fejlagtigt, at det der forgik i disse grupper, var for dem der deltog i debatten. Først for nylig var der en, der fortalte, at når jeg har skrevet et indlæg i en gruppe, delagtiggøres samtlige af ens FB-venner, om det skrevne. Ens Facebook skriblerier kan sågar Googles, så ikke kun venner men alle kan læse, hvad jeg mener om dette og hint. Stor var min forbavselse, da jeg med navnsnævnelse, i en avis blev citeret for en udtalelse, som jeg var fremkommet med på Facebook. Journalisten havde ikke engang kontaktet mig over Facebook, og spurgt om det var i orden. Når jeg havde trykket “send” var al brug af mine ord, overladt til andre at bruge eller misbruge, uden etiske eller lovmæssige restriktioner.

Facebook er kommet for at blive. Selvom vi skal gøre op med os selv, hvor privat vi vil være derinde med tanke på, at ens opdateringer og links kan blive delt af andre, ja, så må jeg altså indrømme, at jeg er vild med FB. Trendsættere mener, at fra at være et must, anses det nu for at være lavstatus, hvis man er FB.-bruger.

Pyt – jeg tager mit sociale der-ut med ophøjet pande! Jeg affinder mig med, at jeg er gået fra highclass til redneck på få år. Skulle mit sociale statustab fra at være in til yt, blive helt ubærligt, så er der heldigvis hjælp at hente hos internetpsykologen Anders Colding-Jørgensen. Som åbent indrømmer, at han selv er hooked og kræver sit daglige fix af Facebook. Hvem ved, måske kan han og jeg oprette vores helt egen NAFA (Non Anonymous Facebook Addicted) gruppe inde på Facebook. Flere tusind venner. Det vil jeg Like!