Femininitet og mangel på samme
Som jeg har nævnt, i en anden klumme, så var min mor i 80’erne, Danmarks svar på Alexis Carrington Colby fra Dollars og som serien skred frem Alexis Carrington Colby Dexter Rowan. Altså, min mor var ikke en man-eater, men stilmæssigt var min mor gået fra hippiemoden til overklasse-moden.
Det, der var mest generende ved min mor var, at hun ikke bare lignede en ”Dame” i sine spadseredragter, med matchende handsker, hat og taske, næ min mor var også indbegrebet af en ”Dame”. Hun talte pænt, hun trippede pænt af sted, på sine fine sko og hun forstod kunsten, at sætte sig graciøst ned på en stol, med benene pænt samlet og let bøjet ud til den ene side, og hænderne hvilende på nederdelens stof.
Jeg var jo stadig den rebelske venstresocialistiske teenager, i militærjakke overfyldt med badges og slagord som ”At slås for fred – er som at bolle for at blive jomfru igen”, ”Make love not war” osv. Jeg kom altid sjokkende af sted og jeg dumpede nærmest ned i en stol. Så må erkende, til min mors store gru, var der ikke meget femininitet over mig.
Selv mit lange hår røg sig en tur i 1980. Hvis ikke først Sinead O’Conner slog igennem 10 år senere, ville jeg havde svoret at det var hende der var mit forbillede, for jeg var da lige så skaldet. Det var heldigvis længe før skinheads blev en realitet. Jeg havde haft en vane med at lave et kast med hovedet, når mit lange hår gled ned foran mit ansigt. En vane jeg havde lang tid efter, selv om der intet hår var at smide bagover. Folk måtte have troet, at jeg havde ufrivillige tics. Havde det været i dag, var jeg blevet stemplet som Tourette-barn.
Kønt var mit hår, eller mangel på samme, ikke og jeg må tilstå, det fremmede heller ikke det feminine look hos mig.Men jeg nød min rebelskhed i lige så høj grad som mine forældre afskyede den og mit skaldede hoved var et udtryk for ”min selvstændighed!”. Jeg var megastolt af det.….nå ja, de første par dage indtil jeg indså, at det ville tage mig år, rigtigt mange år, inden mit hår nåede ned midt på min ryg igen. Efter den omgang, udviklede jeg nærmest en Samson-agtig holdning til mit hår!
Jeg var og blev en tomboy, i hele min barndom og ungdom, men en tomboy på høje stiletter. Ved ikke, hvorfor jeg havde en forkærlighed for sko med 10-12 cm hæle, men det skyldtes sikker min ringe højde. Tomboyen til trods, formåede jeg både at løbe og hoppe i den slags sko. Underlig nok, fik jeg øjeblikkelig højdeskræk og krampe i læggene, da jeg iførte mig nogle stiletter på 12 cm hæle i lørdags.
Min første kjole var min konfirmationskjole. Ikke fordi jeg ønskede mig en kjole, næ det skyldes udelukkende at den lokale præst nægtede at konfirmere mig og en anden pige hvis vi kom iført bukser. Altså bare fordi præsten havde hang til at gå i kjole, skulle jeg vel ikke påduttes denne beklædningsgenstand? Det skulle jeg så åbenbart. Hvis jeg ville konfirmeres, så skulle jeg pines og lide, som Jesus var blevet det på korset.
Min mor tiggede og bad om, hun ikke nok måtte købe en fin kjole til mig, men ikke om jeg ville i kjole. Præsten gav sig ikke og i protest købte jeg brugt kjole som en veninde havde brugt året før – køn var den sgutte – ja undskyld til min daværende veninde – hun så rigtig sød ud i den, men for hutten da et mareridt, af en todelt rædsel. Jeg lignede en mellemting mellem en autonom skindheads og tjenestepigen Line fra Emil fra Lønneberg. Det mindes jeg stadig, som mit livs første store ydmygelse! Kjolen – ja den røg direkte i skraldespanden da vi kom hjem fra kirken, og jeg kunne, iført mine jeans, nyde den dag alle hævdede var min dag – men altså ikke min dag at bestemme tøj i!
Jeg blev, heldigvis, mindre markant i min tøjstil med årene, men man var ikke i tvivl om, at jeg var ”flipper”. Som man kaldte den stil jeg åbenbart havde – så stilløs var jeg altså ikke, til trods for hvad min mor mente. Min far tog det ikke så nøje det med min tøjstil. Han mente blot det var en fase jeg skulle igennem, når jeg arrigt proklamerede, at det var min ret at udtrykke min individualitet via mit tøj. Jeg forsøgte også at hævde overfor min dansklærer, at jeg havde ”kunstnerisk frihed til ikke at sætte kommaer i mine stile!”.Sjovt, som min kunstneriske individualitet blev underkendt af autoriteterne i de år.
Jeg bestod forunderligt nok eksamen med gode resultater og kom på gymnasiet. Her var jeg ligeledes meget politisk aktiv og kontrær. Jeg havde valgt HF, idet jeg var imod at: ”Samfundet forsøgte at selektere blandt eleverne vha. karaktergivning!”. Jeg har aldrig været autonom, men jeg må afgjort havde være antagonist.
I 20’erne begyndte jeg, at iføre mig et feminint outfit, når jeg skulle i byen med veninderne. Nemlig korte nederdele og brede elastikbælter og korte toppe. Outfittet gjorde nu ikke, at jeg følte mig speciel feminin, ej heller var jeg særlig feminin. Hvor har jeg mange gange været lige ved at tage den på næsen, fordi jeg glemte alt om, at jeg var iført nederdel og af gammel vane tog et langt skridt fremefter. Var nederdelen derimod lavet af stof der kunne give sig, ja så smuttede den op over lårene og blottede alt, hvad man havde syd for navlen, når man tog et alt for stor skridt. Selv om jeg dengang, havde balder jeg kunne være bekendt at fremvise, ja så må jeg tilstå, at jeg ikke lige havde den exhibitionistiske tilbøjelighed, som gjorde at jeg nød at stå midt i Jomfru Anegade og flashe min blonde g-streng. Den tendens har jeg, så åbenbart udviklet senere, men den er vist knyttet til en parafilli omkring rullegardiner, men det er en helt anden historie.
Det der feminine islæt, havde jeg åbenbart ikke i mig, så jeg overkompencerede ved at falde for helt ekstreme maskuline mænd, udfra devicen at jo mindre feminin jeg var, jo mere maskulin mand krævede det. En god mandlig ven fortalte mig så en aften, at jeg faktisk var ”ekstem feminin” jeg vidste det bare ikke selv.
Den følelse, hans bemærkning havde udløst, tog jeg med mig, da jeg næste gang var i byen ”all dressed up and lots of places to go”, hvilket jeg dog ikke udnyttede idet jeg altid tog hjem alene. Da veninden og jeg kom ned til taxaholdepladsen, stod vi pænt i kø og efter en times tid, blev det så vores tur til at få en taxa. Ind fra højre og helt “out of the blue”, kom den her megahøje fyr og rev døren til taxaen op. Heldigvis kræve det noget af så høj en fyr, at krølle sig samme og sætte sig ind i en taxa, så jeg skældte ham huden fuld over at han forsøgte at stjæle vores taxa. Den her 4 meter høje gut, kigger ned på mig og snøvler: ”Du sju en sur dame… jeg så daj sgu da ikk på de der små rokokoben…..” Hallo….. HALLO! Hvad bildte det tårnhøjehelvede sig ind? Mine ben var sgi da noget af det flotteste og det fik jeg han så fortalt i meget sure opstød. Han svejede faretruende hen imod os og svarede: ”Desadagodt vær de er flotte, men de er stadig rokokoben!”. Han slog et kast med hovedet som for at sige ”Ha!” men kom ud af balance. Imens han genfandt balancen skyndte vi os ind i taxaen, idet andre var begyndt at sige, at skulle vi ikke med den taxa, ja så skulle de. Min veninde og jeg hylede af grin hele vejen hjem. Aldrig siden har jeg hørt mine ben blive omtalt så respektløst, men desværre heller aldrig så humoristisk.
Da jeg var i 30’erne, mødte jeg så en mand som i 1968, havde været 16-17 år. Han havde oplevet noget mere af den frigjorte bølge, end jeg havde. Lad mig bare være blasfemisk, men jeg kan altså ikke se at min generation har ret meget, at takke kvindefrigørelsen for. Jeg mener – hallo hvor svært kan det ha’ været for den ene fladbrystet kvinde efter den andet, at smide BH’en og de fire ruller toiletpapir, de havde brugt som fyld? Ja jeg spørger bare!
Nå men….. Den her mand, som altså syntes al den der naturlighed var NATURLIGT!!! Åh ve og rædsel og mig der, som du jo ved, har en symbiose med min ladyshaver. Nope! Det duede bare slet, slet ikke! Altså, han drømte om Pippi fletninger i armhulerne og knæhøj karse, så at sige. Det var bare ikke nok Yin og Yan i det forhold. Det var et dybt foruroligende forhold, for jeg var begyndte at tage mig selv i, at spytte samtidig med, at jeg kløede mig i skidtet i al offentlighed.
Den berømte dråbe, kom en dag hvor han råbte…”Du forstår mig ikke. Du er ligeglad, du respekterer ikke mine følelser “, alt imens han vred et viskestykke rundt mellem hænderne. Han forsatte: “Jeg betyder intet for dig. Jeg er ikke andet end en rengøringsassistent for dig!” Indrømmet, jeg var bestemt ikke stolt af mig selv, og jeg skammer mig endnu, ved at indrømme det, men ja, jeg råbte altså tilbage: ”Hold da kæft noget bavl at lukke ud!” imens jeg kiggede vrissent på ham. Ja hvad skal jeg sige….hans smed viskestykket, vendte sig om og smækkede med døren. Jeg gik rundt i det tomme hus og en ros skulle han have – han var fantastisk til at gøre rent!
Nu er jeg i 40´erne og har affundet mig med, at helt feminin bliver jeg aldrig. Omvendt, så har jeg lært at acceptere mine små rokkoben – og ja når jeg tager en lårkort på i dag, så smutter den ingen steder. For der er intet, og jeg mener vitterlig intet, der kan smutte nord på ad sig selv mere. Det sørger maven for. Problemet i dette årti er derimod nylonstrømpebukserne. Uanset hvor meget, jeg hiver dem op over maven, ja så glider de som et par selvsiddende af slagsen, konstant ned midt på lårene. Hvor det før var nederdelen, der var ved at få en til at snuppe en tur på næsen, ja så er det nu nylonstrømpebukserne. Måske er det alligevel positivt, for det, at de sidder nede midt på lårene, tvinger mig til at trippe af sted med små skridt. Hvem ved, måske er der stadig håb for, at jeg kan tilegne mig det feminine look. Jeg kan da næsten ikke vente til, jeg en dag helt automatisk grundet min alder, er nødt til at sætte mig stille og roligt ned i en stol. Problemet blive nok at komme op igen, men den tid den sorg. For så vil jeg sidde der i stolen og trone i al min femininitet.