Gik jeg over stregen
Hvor er det dejligt at erfare, at Aalborg kommune i disse krisetider, formår at bevare arbejdspladser, og at man selv har en lille bitte andel i det. Jeg ved godt at kommunerne ikke har et godt ry rundt om i landet, men Aalborg kommune skal altså have ros for deres evne til at bibeholde de arbejdspladser der er.
Aalborg er jo kendt som en arbejder-by, hvor ofte har jeg ikke, når jeg har nævnt Aalborg ude omkring i ind-og udland, hørt folk svare bekræftende, jo, jo de kender skam godt til Rød Aalborg og ser helt salige ud. Det at være en arbejder by betyder også fagforeninger og arbejdsregler og se, dem kom jeg vist lidt på kant med her til morgen.
Jeg har nemlig ikke fået tømt min dagrenovation – jeg tilstår at den var fyldt lige til øllet, eller rettere havde øllet været der, ja så havde jeg jo ikke siddet og skrevet denne her note, for så var mit skrald jo blevet fjernet og dagens emne havde været noget helt andet.
Nå, men jeg ringer til Aalborg kommunes omstilling – se her er endnu et tegn på Aalborg kommunes driftighed i at skabe arbejdspladser. Fremfor at folk ringer direkte til den afdeling, de vil tale med, så beskæftiger man faktisk en del damer, ved at have en omstilling. Jeg kan huske, engang jeg læste en stillingsannonce for et job i”omstillingen” på Aalborg kommune. Et af kravene var at man havde ”smil i stemmen”. Det kan godt være, at dem i omstillingen engang havde smil i stemmen, men det er vist længe siden. Måske er der rent faktisk slet ikke noget at smile af. For hver gang de tager telefonen, så er det slet ikke for at tale med dem, at folk ringer men derimod for at tale med alle mulige andre. Man kan sikkert let komme til at føle sig som et ubemærket bindeled mellem to vigtige aktører.
Når man ringer til omstillingen, er det sjovt nok altid en damestemme man får i øret. Ligestillingen er ikke rigtig slået an i omstillingen. Nå men, røret bliver taget i den anden ende og man høre en damestemme sige: ”Aalborg kommunes omstilling”. ”Hej du taler med Hattedamen Von Klummen – jeg vil gerne tale med renovationsvæsnet!”. Jeg havde besluttet mig for, at sige et par søde ord til damen, men jeg når ikke engang at sige tak. Der er er ikke megen smil i stemmen, eller megen stemme overhovedet. Det eneste jeg hører er telefonens dutten. Ikke noget med at sige”Jeg stiller dig lige om” eller så meget som et lille ”Vær’god”. Næ nej, man bliver bare hastigt ekspederet videre i systemet. Føler mig pludselig ikke så vigtigt. Jeg er bare en af mange i løbet af dagen, i hendes liv..
En mand tager røret i den anden ende– jeg studser slet ikke over at det er en mand, for kvinder og håndteringen af skrald, passer ligesom ikke rigtigt sammen i mit hoved.
Jeg har altid lagt stor vægt på at være ærlig, også når det at være ærlig, måske ikke er det smarteste valg. Så jeg indrømmer at mit skrald var lige til stregen – hverken over eller under, men lige til stregen. Heldigvis var jeg ærlig omkring hvortil mit skrald gik, for gutten jeg taler med siger, at han ikke kan gøre noget før i eftermiddag, hvor han får billederne ind. Billederne? Spørger jeg forundret.”Ja vi tager jo billeder af skraldet”. Wow jeg føler mig et kort øjeblik som en celebrity ….Pludselig slår en febrilsk tanken ned i mig: Den tomme æske fra Sexshoppen.dk røg den i papirsækken eller i papirscontaineren? Hvad f….. nytter det at de reklamerer med ”diskret forsendelse” når selve emballagen ikke er det?….når jeg lige at rase, inden den søde mand river mig ud af mine febrilske tanker….……”I næste uge.” når jeg at høre og må bede ham gentage….”Jeg sagde, at du skal tage toppen af den du har fyldt for meget, og så de tager så begge sække med i næste uge”. ”Jamen hvad skal jeg gøre indtil næste uge?” – Jeg ser allerede rotterne holde fest i min garage, hvis jeg stiller den derind. Jeg forklarer manden, at jeg altså bor på landet og vi har rotter herude og derfor kan jeg ikke stille mit skrald ind i garagen. Manden i den anden ende af røret griner og siger: ” Jo da for er du heldig, så spiser rotterne halvdelen af skralden og så har du jo ikke for meget næste gang!” – ”Ha-ha” hvis det ikke var fordi jeg hader det kryb, ja altså rotterne – ikke renovationsmanden – så havde det sikkert været en rigtig sjov bemærkning.
Jeg forhører mig om, hvor jeg evt. selv kan aflevere skidtet – øh jeg mener skraldet. Nu er det så jeg igen bliver mindet om, at der altså er helt klare arbejdsregler og regler i det hele taget. Manden forklarer mig meget alvorligt, at jeg skam slet slet ikke må håndtere skraldet. ”Næ nej håndtering af skrald kræver skam bestemte kurser og……” forsætter han nu meget bekymret ”Du må slet ikke køre på de offentlige vej med skrald. Det kræver skam en specielkonstrueret bil, ja faktisk sådan en renovationsbil, som dem vi kører i”. Så tak spids! Ja så kan jeg jo godt se, at jeg er nødt til at stille sækken ind i garagen og så er vi tilbage til udgangspunktet.
Se det er jo en win-win situation for Aalborg Kommune, at vi borger går over stregen – for dermed skaber vi jo arbejdet til både renovationsvæsnet og til rottefængeren. Hvis så rotterne bliver helt vilde med at bo i min garage, ja så er der jo ikke kun arbejde til renovationsvæsnet og rottefængeren, men også til en murer som skal tætne mureværket, så rotterne får svære ved at komme ind og tja, afhængig af hvorledes træværket derude har klaret rotteinvasionen, ja så er der måske også lidt tømmerarbejd. For pokker det er da genialt med alle de arbejdspladser min lille matrikel og mit skrald kan genere og så har vi ikke engang taget forbrændingsprocessen med. Se det er sgi da genialt!