Gult og rødt hold

Konflikten mellem fagforeningen 3F og Restaurant Vejlegården forsætter og debatten raser.

Banen er kridtet op -spillerne er fordel på det røde og det gule hold. Indimellem er det dog svært lige at se hvem der er hvem, for de røde-spillere har gule veste på.

Ordkrigen er begyndt og Facebook er slagmarken – intet er for højttravende og intet er under lavmål, i den ideologiske “kamp for de svage” eller er det den ideologiske “kamp imod overmagten”?

Meningerne er delte eller er de? Kæmper både de røde og de gule ikke for de svage og imod overmagten? Det er vel bare definitionen af hvem, der er den svage part og hvem der er overmagten, der er forskellig på de to hold.

Det fyr i luften med beskyldninger og postulater. Hel og halvfabrikerede sandheder lægges på nettet som små teasere….reaktionerne udebliver ikke; som glubske hunde kaster rødt og gult hold sig over godbidderne. Nogle sluger stykkerne råt, uden overhovedet at forholde sig til stykkerne, de glider bare ned. Andre smager på dem for at danne sig en mening om smagen. Det eneste fællestræk er, at alle knurrer, snerrer, skubber og puffer.

Opfindsomheden ud i fornærmelser er store i debatten. Hovedpersonen Amin Skov Badrbeigi omtales som Perkeren . Da jeg ændrede mit profilbillede blev jeg pludselig en “hattedame”. ”Jimmy Jørgensen” har fået sine 15 minutters fame. Hvem han er i det virkelige liv, er der vist ingen der rigtig ved. Et uskarpt profilbillede af et mandeansigt med store mørke briller er det man ser – man foranledes til at tro, at han er ”Godfather”-fan for hans standardkommentar til alles indlæg er: ”Så kommer jeg og smider dig i havnen!”. Jeg er glad for, at jeg ikke kan læse hans beskæftigelse, for indrømmer, at jeg vil blive noget utryg, hvis der stod cementarbejder.

Kan man ikke ramme folk på deres udseende, så rammer man dem på deres meninger, deres evner ud i at formulere sig eller manglende staveegenskaber.Niveauet for ”lavmålthed” er højt.

Alle er bevæbnet og skyder med skarpt. Nogle skyder med spredehagl, som i bund og grund er harmløst. De forfejler ofte målet og rammes der plet – ja så er skaden minimal. Der er så også de mere raffinerede skytter, som lader deres håndvåben med dum-dum-kugler. Disse kugler er designet til at udrette størst mulig personskade. Indgangshullet er undseligt lille, men udgangshullet er katastrofalt stort.

De direkte og rås budskab tager man ikke fejl af: ”Hvad fanden har det med sagen at gøre? Du er sgu da dum at høre på din skide nar”. Andre indlæg er mere sublimt: ”Jeg har svært ved at se relevansen, måske skyldes det den kontekst du fremstiller sagen i. Det kan også skyldes, at jeg har en aversion imod dine latrinære gloser og generelle infantil måde at udtrykke dig på.”. Slam man fornemmer dum-dum-kuglen borer sig gennem det menneskelige kød for at eksplodere og anrette max skade. Nogen indser sent, eller slet ikke, hvad der har ramt dem. Andre igen ved øjeblikkeligt, at de har fået en verbal sviner af værste skuffe.

Som debattør syntes jeg faktisk, at jeg formår at holde en sober tone i debatterne, også der hvor bolden returneres øjeblikkeligt, og med stor kraft bag slaget, suser forbi mit øre. Sport har aldrig sagt mig noget, så jeg forstår ikke den feber der kan gribe folk og forvandle selv den blideste person til et råbende og hujende roligans eller hooligans.
Til min store forbavselse – og gru må jeg tilstå – fornemmer jeg en indre hooligans der kæmper for at komme ud. Åh ve og rædsel jeg gled som Bambi på glat is – fingrene strøg hen over tastaturet og jeg trykkede send. Heldigvis var der en fortrydelsesknap for hidsigproppe som jeg. Mine fingre der før havde levet sit eget hurtige liv på tastaturet, nægte nu at bevæge sig. Mit frådende arrige indre gjorde oprør, imod mit mere sobre ydre. For sent gik det op for mig, at jeg lige havde fodret trolden!

Så længe 3F og Vejlegården kæmper, vil der være folk der debattere om sagen, men hvor ville jeg ønske at folk ville glemme kampens hede og farven på deres trøjer, i en sober tone og uden at deres indlæg måtte kommenteres på, stod frem og fortalte:

Hvorfor er det de er villige til at stille op til øretæver på FB for den sag de tror på?

Er der plads til både de gule og røde fagbevægelser i Danmark?

Bør den danske model bevare,helt fjernes, eller blot moderniseres?

Hvem ved, måske begge hold indser, at vi faktisk alle kæmper den samme kamp; nemlig “Kampen for det vi tror på!”

Jeg og en af mine ”modstandere”i debatten, er opvokset i samme by. En by hvor begrebet “fairplay” herskede. Måske er det derfor, at vi har lært at gå efter bolden og ikke efter hinanden og formår at pjatte sammen uden for banen. Jeg ved, at jeg aldrig kan overtale hende til at spille i gul trøje og rød – ja rød er bare ikke min farve!