Med eller uden papir

Den verdensomspændende krise forsætter. I Danmark kæmper regeringen med at finde reformer og forslag der kan afhjælpe den økonomiske krise. Pengeinstitutterne er blevet bevilges kunstig åndedræt via bankpakker. I morgen fremkommer en reformpakke hvor der bebudes skattelettelser til industrien, idet der foreslås at selskabsskatterne sænkes med 3%.

Krisen kradser og vi mærker den alle.

Den regering som et flertal i Danmark stemte ind på Tinget, er i modvind. Selv deres egne vælgere slår sig i tøjret og skælder og smælder. De er svært for mange danskere at acceptere at regeringen, som ovenikøbet overvejende er socialistisk, ikke giver den kriseramte dansker en økonomisk håndsrækning. Tværtimod må danskerne “spænde livremmen ind” og for flere arbejdsgrupper har det betydet en økonomisk lønstagnering og i nogle tilfælde en decideret lønnedgang. Regeringen varsler med nedgang i SU’en for de unge og sidste udspil er at regeringen nu vil udvide den gensidige forsørgerpligt til at omfatte par der er samboende.

Mange dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere har åbenlyst bekendtgjort at de bevidst har kalkuleret med den nuværende lovgivning. Flere af de personer som i januar i år faldt for 2 års reglen for modtagelse af dagpenge, har på landsdækkende TV gjort det klart at de så sig nødsaget til at blive skilt, når den ene part overgik til kontanthjælps-systemet. Hvorvidt folk vil lade sig skille eller ej er en privat beslutning, men også en beslutning der koster samfundet dyrt med den nuværende lovgivning. Det er dette hul som den nye reform forsøger at lukke.

Med dette reformforslag forventer regeringen at der frigives op mod 300 millioner kr. som kan anvendes på andre områder og sikre en vækst til gavn for landet og dermed os alle som borgere i dette land.

Der vil lyde et ramaskrig ud over det ganske land, hvis dette forslag i reformpakken bliver vedtaget, men jeg kan ikke lade være med at juble, selv om den lovgivning også risikerer at ramme mig og min papirløse mand i en ikke så fjern fremtid.

I en tid med økonomisk krise og usikkerhed, er det svært at se ud over sin egen private situation, men hvis nu vi prøver at se bort fra vores egen privatøkonomi og ser på reformforslaget i et moralsk koncept; er det så ikke kun ret og rimeligt at par der lever sammen med eller uden papir sidestilles i spørgsmålet om gensidig forsørgelsespligt?

Det mener jeg det er af flere grunde.

Det har altid været mig en gåde at vi lever i et moderne samfund, hvor borgerne kæmper for at der skal være ligestilling og samme muligheder for den enkelte, kan hylde regler og love som skaber en skævvridning i befolkningen. For det er i mine øjne en skævvridning at par der lever sammen økonomisk stilles forskelligt, afhængig af om de har papir på deres samliv eller ej.

Når man vælger at bo sammen, vælger man jo hinanden til på godt og ondt. Det er vel ikke en vielsesattest der afgør at det er i modgang og medgang man vil hinanden, men den kærlighed der er imellem de to, der har valgt at leve sammen, der er det afgørende?

Hvis det forholder sig sådan, så burde det vel også være moralsk forpligtende at man forsørger hinanden, uanset om der foreligger en vielsesattest eller ej.

Jeg er stolt af at leve i et land, hvor der er et økonomisk sikkerhedsnet, når folk kommer i en situation, hvor de ikke er i stand til at forsørge sig selv. Jeg finder det dog besynderligt, at vi som samfund anser det for mere naturligt at det offentlige forsørger en person end denne persons samlever, blot fordi dette samliv er papirløst.

Jeg har hørt mange hævde, at gensidig forsørgerpligt er gammeldags og banker kvinden tilbage til forrige århundrede, hvor kvinden var økonomisk afhængig af manden. Dette argument synes jeg er lidt søgt, idet forsørgerpligten ikke er kønsbestemt. En kvinde vil jo også skulle forsørge sin mand, såfremt det er hende der er i arbejde. Gensidig forsørgerpligt er heller ikke med til at fastholde hverken manden eller kvinden i et samliv, som det gjorde for vores bedsteforældres generation.

Vi har i Danmark kæmpet for at utraditionelle samlivsformer skal sidestilles med ægteskab indgået i kirken eller på rådhuset. Homoseksuelle fik arveret efter hinanden, på lige fod med heteroseksuelle ægtefolk, længe før de fik mulighed for registreret partnerskab. Homoseksuelle kan i dag indgå ægteskab, men trods dette anses papirløse ægteskab stadig ikke som værende på lige fod med disse andre samlivsformer, når det kommer til forsørgelsespligten.

Er det ikke på tide vi slipper den forældede forestilling om ægteskabets hellige bånd og sidestiller alle former for samliv, også når det rammer os ugifte på forsørgerpligten?

Som kvinde, som feminist og som ugift samlevende mener jeg regeringens udspil er en kærkommen og “long over due” reform, som tager samlivet ind i det 21århundrede, hvor alle de der har valgt at dele et livet sammen, sidestilles uagtet et stykke papir.