Min indre Moder Jord og min amazonekriger.

Som barn, havde jeg ikke en usynlig ven. Ej heller en indre forstilling om at jeg i virkeligheden var en forbyttet prinsesse eller en indianersquaw – ok indrømmet jeg var altså mere til cowboy og indianere end til riddere og prinsesser. Jeg fik først min usynlige ven da jeg var i tyverne, og min indre forestilling om hvem jeg i virkeligheden er, tog form langt senere.

Jeg læste i 90´erne NLP, og her skulle jeg lære at ankre for at blive bedre til at håndtere svære situationer i mit liv og hjælpe eventuelle klienter ved hjælp af denne metode.

Den eneste situation, jeg kunne genkalde mig dengang, var fødslen af min datter. Aldrig har jeg følt mig så stærk og i fuldkommen kontrol. Opgaven gik, kort fortalt, ud på, at jeg skulle genkalde mig situationen ned til mindste detalje, således at min krop huskede præcist, hvordan det føltes,  da jeg kunne klare alt både fysisk og mentalt. Når jeg så igen befandt mig i denne tilstand, skulle jeg røre et bestemt sted på min krop. Jeg besluttede at mit fysiske ankring skulle være min langefinger, der blev presset imod min tommelfinger. Teorien bag dette var, at jeg fremover ville blive i stand til at genkalde mig den følelse og den styrke, jeg havde under fødslen, blot ved at lave denne lille markering med mine fingre.

Jeg stod dengang ude midt på et gulv og skulle genkalde mig minderne fra min datters fødsel. Indrømmet jeg kunne ikke tage sceancen særlig seriøst den første gang, så det blev til lidt indre fnis og til sidst et kæmpe latterudbrud, til underviserens tydelige irritation.

Jeg forsøgte dog igen, for jeg var der jo af egen fri vilje, og jeg betalte faktisk en pæn sum penge for at erhverve mig denne her uddannelse. Da jeg endelig åbnede mit sind for processen, genkaldte jeg mig fødslen af min datter ned til mindste detalje.

Min første datters fødsel trak ud over et døgn, jeg havde fem forskellige jordmødre og tiggede og bad om, at de ville bruge tang, sug, ja sågar kejsersnit, for jeg var helt udmattet af veerne og de forgæves forsøg på at presse mit barn ud, som stod uhjælpsom fast. Pludselig var fødestuen fuld af mennesker, som talte om dårlig hjerterytme både hos mig og mit barn og at der jo var en risiko for, at vi kunne dø. En læge bøjede sig ned over mig og sagde, at jeg havde 10 minutter til at føde i, ellers var de nødt til at skride ind. Jeg ved ikke, hvad der skete inden i mig, men jeg følte en enorm vrede. Nu havde jeg i flere timer grædende forklaret dem, at jeg ikke kunne mere. Tigget og bedt dem om at hjælpe mig, og alligevel havde de trukket fødslen så langt, at mit ufødte barn og jeg pludselig befandt os i fare for at dø.

Jeg aner stadig ikke den dag i dag, hvor jeg fik kræfterne fra, eller hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, men jeg husker stadig, at jeg gik ind i min helt egen lille boble og lod mine urinstinkter tage over. Jeg blev et med min krop og med smerten. Jeg tænkte ikke længere, men lod min krop handle.

Vi havde fået lov til at filme under min fødsel, så jeg har efterfølgende set, hvorledes jeg trods trætheden og smerterne nægter at modtage smertestillende medicin. Jeg kan også på videoen se den forandring, der pludselig sker med mig. Jeg kan se, hvordan jeg går fra at være den her unge fødende kvinde, der gør som hun får besked på af de forskellige jordmødre, til at være en kvinde, der opfører sig uhæmmet og primitivt, men også som en kvinde, der vidste, hvordan hun skulle bringe et barn til verden.

Jeg smed tøjet, lagde mig på alle fire, svajede fra side til side, imens jeg udstødte uartikulerede lyde og høje kraftbrøl – som bedst kan beskrives som det brøl vægtløfter udstøder, når de løfter flere hundrede kilo. Det store øjeblik har vi dog ikke på video, da den ansvarlige læge bad om at få kameraet fjernet fra stuen, da de begyndte at køre maskiner ind, men fødslen endte med, at jeg i løbet af 30 minutter, selv om jeg kun fik 10, fødte min datter helt uden hjælp af nogen art. Hun lignede dog en Conehead, men jeg syntes jo, hun var verdens smukkeste baby. Jeg blev dog noget forskrækket, da jeg dagen efter så mig i spejlet og opdagede, at jeg havde store lilla plamager a’la sugemærker hen over kæberne og ned over hals og brystkasse. Det var resultatet af, at jeg havde presset så kraftigt, at mine blodkar var sprunget.

Den dag i 90´erne, hvor jeg stod og genkaldte mig denne urkraft, der var kommet over mig, var det ikke kun følelsen fra min datters fødsel, der fyldte mig. For mit indre blik tonede nemlig en fantastisk smuk og muskuløs amazonekvinde frem. Hun udstrålede en fantastisk styrke og mod – både mentalt og fysisk. Hendes blik var intenst, vagtsomt, men roligt og behersket. Hun stod med hænderne nede langs siden, de muskuløse ben lettere adskilt. Hun var afventende, jeg kunne se konturerne af hendes muskler, men de var ikke spændte. Hun var ikke truende, men årvågen og på vagt.

Jeg mindes ikke, om jeg dengang ubevidst indtog den samme stilling, som jeg så for mig amazonekvinden stå i, men jeg husker, at da jeg virkelig fornemmede denne kriger og havde hele følelsen af hendes styrke og mod i mig, placerede jeg min langefinger imod min tommelfinger, som jeg havde fået forklaret, at jeg skulle. Pludselig ændrede billedet sig, og i stedet for at se amazonekvinden for mig, så jeg nu ud gennem amazonekvindens øjne. Lige siden har jeg kunnet fremmane denne skønne kvinde for mit indre, hver gang jeg er i en situation, hvor jeg har brug for at udvise styrke og mod.

Her i weekenden var jeg på et NLP-seminar, hvor jeg skulle tænke på en episode, hvor jeg havde oplevet noget, der på en eller anden måde havde været meget pinligt for mig. Da jeg så gik fra denne tilstand over i min styrketilstand, fik jeg fortalt, at min ansigtskulør på et splitsekund havde ændret sig fra højrød til helt bleg. Min vejrtrækning gik fra at være hurtig til dyb og regelmæssig, min kropsholdning havde ændret sig – jeg havde stillet mig med adskilte ben, ranket min krop, armene jeg holdt ned langs kroppen gled lidt ud, ikke truende, men beredte. På begge mine hænder samledes mine langefingre med mine tommelfingre.

Det forunderlige var, at jeg jo ikke var under hypnose, men alligevel var de, der så det, ikke i tvivl om, at da mine indre ankringer eller stimuli blev aktiveret, overtog min indre amazonekriger pladsen.

Normalt går jeg jo ikke så dybt ind i min ankring, når jeg bruger den, så selv for mig var det underligt at høre, at det visuelt er så tydeligt, når jeg er i kontakt med min ankring. Jeg var heller ikke bevidst om, at jeg bruger begge mine hænder, når jeg udløser min ankring.

Jeg har endnu en kvinde i mit system, og hun er min identitet. Det er hende, jeg ser for mit indre blik, når jeg skal beskrive, hvem jeg er som person, eller hvordan jeg helst vil være. Denne person er en stor frodig kvinde, en af moder jords døtre, og går rundt nøgen under en florlet, løshængende hvid kjole. Hun er altomfavnende. Hun udståler indre balance og oceaner af kærlighed.  Hun indgyder håb og tryghed. Hun er rummelig, lyttende, forstående og tolerant.

Denne skønne frodige kvinde er hende, min identitet er stærkt forankret i – hende jeg udlever i min rolle som mor og mormor, og forhåbentlig også som kone, veninde og som menneske.

Min indre kvinde så jeg pludselig en dag på et maleri – Jeg forsøgte at få fingre i dette maleri, men det lykkedes ikke. Det gjorde mig på en eller anden måde bedrøvet, for jeg følte at denne, for mig ukendte, kunstner uden at vide det havde malet mit indre “jeg”.

Jeg vil gerne dele mit indre billede med jer, så jeg har fået lov til af kunstneren, Rikke Schmidt Sort ,at bruge hendes billede i min Klumme.

Nogen vil sikkert ryste på hovedet, rigtig mange vil sikkert trække på smilebåndet. Men næste gang I ser et barn med en usynlig ven eller en hemmelig identitet, så læg mærke til den forvandling, barnet gennemgår, fordi barnet ikke lader sig bremse i sine overbevisninger om ægtheden. Vi voksne kan også finde den indre styrke ved hjælp af ankring, hvis blot vi tør.

En kort beskrivelse af hvad ankring er, kan ses på dette link:
http://www.youtube.com/watchv=-7esyL7EjSY

Rikke Schmidt Sorts billeder kan ses her: https://www.facebook.com/RSSort