Skolestart – “Walk the talk”

I går og i dag er første skoledag for rigtig mange børn.

De fleste er forventningsfulde og glæder sig til at tage hul på et nyt kapitel i deres liv. Den nye skoletaske bæres stolt på ryggen. Penalhuset er spækket med ubrugte blyanter, der er klar til at skrive både lille og store a´er.

Mange skoler vil enten mundtligt eller skrifteligt fortælle forældrene, at de har en stor andel i at børnene får en god skolegang. Fortælle forældrene, at det er vigtigt at de ikke taler grimt om lærerne foran børnene, men henvender sig direkte til skolen, hvis der er noget de ikke er tilfredse med.

I år vil jeg gerne opfordre lærerne i det ganske land til at følge deres egne idealer – ”Walk the talk”. Glem alt om at kritisere Skolereformen. Husk på hvorfor du valgte at blive lærer. Husk at du som lærer er med til at forme, hvilke mennesker der kommer ud af de små poder, der træder ind på dit domæne. Det er dig, der har den afgørende rolle i, om skolen bliver et rart sted at være.

Kære Lærere.

I dag modtager I de nye skolebørn.

De har set frem til denne her dag med forventning og glæde. Indrømmet, jo tættere denne dag kom, er der også sneget sig en smule nervøsitet ind, for det er svært at møde nye voksne og nye børn. Det er svært pludselig at være et helt nyt sted, med nye regler og en hel anden hverdag, end den man har kendt i så mange år fra børnehaven.

Selv om de har set frem til at være ”skolebørn”, så glemmer de det i starten og forfalder til at være et børnehavebarn, som har brug for lidt ekstra tid til at tage alle indtrykkene til sig, at finde ind i den nye rytme.

Det er ikke for at udfordre din autoritet, at de ikke vil holde en fremmed pige eller dreng i hånden. Det er ikke fordi de ikke er skoleklare, at de bliver ude i sandkassen, efter det har ringet ind – ringklokken er blot ikke en del af deres bevidsthed.

Giv jer tid til at lære børnenes sind at kende og ikke kun deres navne. For selv om I har mange elever, så har hver enkelt af dem brug for at blive set og værdsat for netop den de er.

Giv Lise tid til at finde sine ting frem fra tasken og ligge dem sirligt på bordet foran sig, for det er hendes måde at skabe ro, så hun bliver i stand til at koncentrere sig om at lære.

Når Niklas sidder og leger med blyanten mellem sine fingre, er det ikke nødvendigvis fordi han er ukoncentreret, men fordi han har behov for bevægelse imens han lærer.

Når William falder i staver er det et udtryk for, at han enten bearbejder de informationer han har fået, eller har behov for at koble af fra de mange stimuli.

Husk at Emma udvikler sin følelsesmæssige intelligens, når hun græder og savner sin mor.

Husk at når Noah glider længere og længere ned ad stolen, er det ikke for at være fræk, han orker bare ikke at sidde stille længere tid ad gangen, og at en løbetur rundt i skolegården virker meget bedre end konstante irettesættelser og formaninger om at sidde ordentligt.

Husk at du som lærer afgør du, hvordan børn kommer til at opfatte det at gå i skole. Jo gladere du er for at være lærer, jo gladere du er for din arbejdsplads og de arbejdsbetingelser, du arbejder under, jo gladere bliver børnene for at gå i skole og være sammen med dig hver dag.

Det er dig som lærer der skal sikre klassens trivsel, ved at være en god rollemodel og underviser.

Husk at når du minder forældrene om ikke at kritisere lærerne foran børnene, så er det en reminder til dig, om heller ikke at kritisere skolereformen foran forældrene og børnene.

Husk at når du møder forældrene, så er det der er almindeligt for dig, måske noget der giver anledning til bekymring hos forældrene. Lyt til dem, del ud af dine erfaringer, skab tryghed – frem for at affærdige dem som curlingforældre.

Husk at når du møder kritik fra forældre, så er det fordi de er i deres følelsers vold og føler sig magtesløse. Mød dem professionelt, og undlad selv at tale med følelserne og gå i forsvar. Lyt til kritikken, og vær ærlig omkring det du kan og ikke kan for at afhjælpe problemerne.

Skolen er for børnene et fagligt og menneskeligt læringsrum, hvor du er den vigtigste aktør og medspiller. Husk at lærergerningen er dit arbejde, som du skal udføre tilfredsstillende og med professionalisme, og at du selv traf valget om at blive lærer i sin tid. Føler du ikke længere for lærerfaget, så skift karriere, for vores børn kan ikke skifte karriere i de næste 9-10 år, og de fortjener en lærer, der gider dem og det ansvar der følger med lærerjobbet.

Vel mødt og rigtigt godt skoleår til både børn, forældre og lærere.

Hattedamen Von Klummen

Skriv et svar