The moment of truth

Jeg kan ikke udsætte det længere. Nærmer mig frygtsom. Hun venter på mig. Hendes mund bevæge sig, men jeg hører kun en brusen for mit øre. Nu vinker hun mig frem, ansporer mig til at tage endnu et skridt. Jeg mærker koldsveden bryde ud fra mine porer. Mine næsebor vibrerer, jeg trækker vejret i hurtige nervøse stød. Hun smiler opmuntrende og vinker endnu ivrigere. Jeg har stadig et vandfald der bruser i mine øre, men hendes stemme trænger ubarmhjerteligt igennem – ”Kom nu Hattedame Von Klummen, du kan godt!” siger stemmen og indgyder mig mod. Da jeg vakler, mærker jeg hendes hænder gribe om mit håndled, hun trækker mig det sidste stykke. Jeg mærker det kolde stål imod min hud. ”Hattedame– jeg kender din frygt for blodprøver, men det her … det er jo bare en vejning!” Jeg kigger på min læge, forstår hun ikke at dette er lige så slemt? Jeg tør ikke kigge ned på de neonrøde tal, jeg ved står på displayet. Ubarmhjertig, uden tanke for følgerne, viser vægten sin dom over den person, som har vovet sig til at udfordre den, ved at stille sig op på den.

”Ja det er ikke så godt Hattedame” lægens stemme skærer igennem vandfaldet og når mit inderste – jeg mærker en knude i maven og langsom meget langsomt kigger jeg ned på displayet. XX står der – ja det gør der naturligvis ikke, men jeg har svoret en ubrydelig pagt med min krop, om absolut tavshed, når det drejer sig om hvad vi vejer, min krop og jeg. Jeg står der i mine bomuldstrusser a’la mormor-cut. Kigger ned på mine tæer. ”Hvor meget mon tre tåringe vejer?” Jeg har også min forlovelsesring på – det må afgjort være skyld i nogle… ”GRAM! DER ER TALE OM GRAM!” råber min til-alle-tider-til-stedeværende samvittighed. ”Åh knyt” hvisler jeg ud mellem tænderne. ”Hva’ be’har?” siger min læge. Jeg skynder mig at undskylde, det jo ikke var til hende jeg sagde knyt. Tror ikke det vil være smart, at fortælle hende om min indre stemme, så jeg smiler forsonende.

”Hattedame der er altså ingen vej uden om du skal altså tabe dig XX kg. Det er ikke sundt med så megen overvægt. Din BMI er jo …” -Nænæ I kan tro nej – Jeg begår ikke den fejl at skrive min BMI. Jeg nægtede at fortælle kæresten min vægt, men røbede min BMI, hvorefter han regnede baglæns… ”Du kan få en tid inde hos Tina og tale om kost og motion!” forslår min læge – min læge har en diætist ansat, men jeg afslår. Det her problem er mit og det må jeg vel kunne løse helt af mig selv. ”Jeg havde engang en kollega der sagde Von Klummen, jeg har aldrig set en der kunne smide kilo så hurtigt som dig!” Denne kollega har jo set mig tage adskillige kilo på, når jeg holdt op med at ryge og set hvordan jeg taber dem, igen når jeg starter med at ryge… Denne her gang skal jeg så bare tabe mig, uden at begynde at ryge igen. Hvor svært kan det være? Det skal bare gribes ordentligt an. Jeg indser, at jeg er nødt til at være meget målrettet og konsekvent.
Motion… det er det der skal til. Jeg ved det jo godt. Ringer til det lokale fitnesscenter. Taler med en rigtig sød ung pige, der skam forsikre mig, at der er hold der passer til mig og hvis jeg vælger det lidt dyre medlemskab, så får jeg udarbejdet et individuelt træningsprogram. Jo-tak det nupper jeg.

Hvorfor udsætte det uundgåelige? Så allerede næste dag tropper jeg op i fitnesscentret. Jeg bliver mødt af en høj, meeeeeeeegt tynd og velformet ung solariebrun pige på 1/3 af min alder. Hun står med en clipboard foran sig og kigger meget sigende på mig.”Ja Kan jeg gøre noget for dig?” – Tror hun mon jeg er gået forkert? Jeg fortæller, at jeg havde haft ringet og aftalte en time med en personlig træner. Giver hun mig elevatorblikket? Det gør hun! ”Det må blive Linette!” siger hun og råber ud træningslokalet ”Liiiiiiiinnnnnnnette!” En ung pige i sorte jazz-bukser og gul top, kommer løbende gennem det store lokale. Den gyldne hestehale hopper kækt op og ned på hendes hoved. Hun stiller sig foran mig… eller det er faktisk ikke helt rigtigt. Hun står nemlig ikke, hun nærmest fjedre på gulvet i små hop… Hun bemærker åbenbart mine rynket bryn, for hun sender mig et blændende smukt smil: ”For ikke at blive kold!” siger hun og peger på sine ben. ”Åh” fremstammer jeg, stadig en smule desorienteret. Linette viser mig ind i omklædningsrummet, og siger hun vil vente på mig ude i træningslokalet.

Da jeg kommer ud i træningslokalet, føler jeg mig lidt malplaceret i mine lidt for stramme sølvgrå velour joggingbukser. Den forvaskede t-shirt kompenserer derimod for de stramme joggingbukser, ved at være gået ud af facon, så den nærmest er trompetformet. ”Nå lad os se på det” siger Linette med begejstring i stemmen. Mellem hendes pege-og tommelfingeren hænger der et målebånd – hun ryster det og siger så skal der måles. Linette lægger målebåndet om mine lægge til at starte med og bevæger sig op ad. Jeg mærker hendes ansigt, presse sig ind i min bløde mave, da hun forsøger at lægge målebåndet om livet på mig. Hun kigger op sender mig, med det der søde tandpasta-smil og siger med den sødeste stemme: ”Jeg tror sørme lige jeg skal have hjælp. Kan du evt. lige fange målebåndet til mig?” – jeg rækker lidt forlegent bagud og efter noget tid mærker jeg, hvordan Linette får svinget målebåndet hen i min hånd, som jeg skyndsom lukker om båndet. Da al målearbejdet er overstået, går Linette i gang med at præsentere mig for de forskellige maskiner, og fortæller mig om sværhedsgrader og intensitet… Jo jo det skal nok blive hygsomt… ja jeg mener naturligvis ikke hygsom på den dovne måde – men hygsomt på den der ”jeg-er-virkelig-motiveret-for-det-her” måde. Da Linette har vist mig 5 forskellige maskiner, og hvorledes de skal bruges, siger hun, at hun syntes det er godt for i dag. Jeg takker hende og siger jeg glæder mig til vores time i morgen og jeg kan mærke, at jeg virkelig mener det – jeg glæder mig til at starte mit nye fit-for-fight-program.

Jeg er faktisk så entusiastisk, at jeg beslutter mig for, at jeg vil købe et outfit der passer sig til min nye livsstil. Jeg går ind i en sportsbutik. Hold da op et stort udvalg… Det kan jeg faktisk slet, slet ikke overskue, for der er jo tøj til alle mulige forskellige sportsgrene. En ung fyr, spørger om jeg har brug for hjælp? ”Øh ja – ja det tror jeg!” får jeg sagt og holder en t-shirt op foran mig. ”Ja jeg skal have noget tøj til fitness.” siger jeg. Den unge fyr griber fat i t-shirten, som jeg holder mellem mine hænder. Han smiler et af de der smil I ved…et af dem der ligesom danner en rynke hen over næse og kinder. ”Så får vi ikke brug for den der. Det er en golf t-shirt:” siger han – jeg skynder mig at slippe taget i bøjlen, som har jeg brændt mig. Golf – næ så gammel er jeg nu heller ikke. ”Hvad basis har du?” spørger den unge mand. ”Øh basis???” mumler jeg. ”Ja dit outfit.” Da jeg ikke svarer, forsætter han: ”Hvad har du allerede og hvad mangler du?” Åh, nu er jeg med – jeg fortæller at jeg mangler alt. ”Jamen så…..” siger han og går i gang – han kigger på mig og siger: ”Er vi ikk’ en dobbelt?” Det er vist et retorisk spørgsmål, for han forsvinder, inden jeg når at svare og godt det samme, for jeg ved virkelig ikke hvad han mener. Jeg indser, at jeg skal følge efter og småløber for, at indhente ham. ”Lime,turkis og lilla og casual pink er in” siger han og smider nogle toppe over til mig. Han forsætter med bukser, jakke, Bh’er – mærker rødmen, da jeg får smidt trusser oven i den voksne bunke, jeg har i favnen. ”Så prøver vi!”siger den unge fyr og tager lange skridt over imod prøverummet. Jeg går ind og et kort øjeblik, frygter jeg at han er på vej med ind i prøverummet, men jeg ser, at han blot vil fjerne en trøje der hænger derinde.

Jeg forstår pludselig den med “dobbelt”, da jeg ser størrelsen i nakken på den top jeg står med. Jeg prøver forskellige toppe og beslutter mig for en limefarvet ”Better bodies care” med dyb v-udskæring foran til 399 – en sports Bh. koster på tilbud 329,- så den beslutter jeg mig for at droppe Trusserne ryger samme vej, selv om der står, at de er ”elastiske og åndbare”. Bukserne vælger jeg i en såkaldt Capri model til 549,- i sort. Jeg ved godt, at det ikke er farvekoordineret, men falder altså for en Carite Airbreaker Jacket i sort med turkis stafferinger til 600 kr.

“Jeg tager det her” siger jeg, halvt undskyldende til den unge mand der stirre på mit udvalg, og jeg følger hans blik ind til den kæmpe bunke af tøj, der ligger i prøverummet. Jeg skynder mig, at sige at jeg jo også skal have sko…. Han finder et par sorte sko med gule prikker…

” De her TERRA PLANA VIVO Barefoot EVO L er bare vild seje. De har en super tynd sål. Kun 4mm der beskytter imod glas, skarpe sten and what so ever…De har en smal anatomisk pasform med tætsiddende svang, som sikre optimal barefoot løbeoplevelse. Superventileret overdel i TPU og EVO. De har en oversål, der er vandafvisende og lycra indefor perfekt til når du løber om vinteren.”
”Øh, jamen jeg er jo indendørs, hvor der næppe er hverken glas, skarpe sten and what so ever og ej heller megen regn eller slud.” når jeg lige at tænke, men tier klogeligt.

Endelig giver han slip på skoen, og jeg kan få lov til, at mærke den i mine hænder. Den er godt nok blød og bøjelig….”Ja der er ingen gimmiks, ingen fis og ingen markedsføringstricks, med den her sko!” siger han og laver igen den der rynke over næsen, som for at understrege oprigtigheden, i det han siger.

Da vi står oppe ved kassen, løfter han i bunken af tøj flere gange….rynker bryn og beslutter sig for at lægge tøjet til side et for et….”Har vi glemt Bh’en og trussen i prøverummet? ” spørger han undrende.” Næ!” fremstammer jeg og siger, at dem springer jeg lige over. Han holder min top op foran os. Kigger på den, går uden et ord og kommer tilbage med en anden top også i Limegrøn. ”Så anbefaler jeg altså den her, hvis du vælger Bh’en fra. Den har en ekstra indsyet top.” – Jeg kan se at den er 50,kr dyrere, så jeg beslutter mig for, at beholde den jeg allerede har. ”Jamen så bliver det 2698,kr.” siger ekspedienten smilende og rækker mig en pose med mit tøj. ”Ja jeg skal da nok tabe mig, for der er da ikke råd til mad resten af måneden, som altså lige er begyndt med de 3797 kr. jeg har brugt i alt på fitness.” tænker jeg på vej ud af butikken med min pose under armen.

Jeg nyder, at trække i mit outfit næste dag – ”Klæder skaber folk” siges der og jeg føler faktisk at jeg hører til – nå ja i hvert fald mere i dag end i går. Jeg kan jo godt se, at jeg mangler at smide en hel del kilo, for rigtig at høre til. Da jeg kommer ud, kan jeg ikke se Linette nogen steder. Pigen udefra skranken kommer over imod mig, med en meget muskuløs person. Hver en muskel er nøje defineret på både arme og ben. De er voldsom massive, de ben. De to henvender sig til mig. ”Ja Linette kan desværre ikke være din personaltrainer i dag,, for hun er altså faldet på cyklen i morges, så du får Tinna isted.” Tinna – det havde jeg ikke lige regnet ud, for der var masser af muskler, men ingen bryster, der ligesom havde indikeret, at det var en kvindelig body-builder. Tinna giver mig et klap i rumpen og siger spøgefuldt: ”Ja ja det her gele, skal vi nok få strammet op!”

”Vi starter med at varme op!” siger Tinna. De næste 20 minutter, presser hun mig igennem den ene anstrengende øvelse, efter den anden. Sveden hagler af mig og det er her omkring det tidspunkt, at jeg virkelig fortryder, at jeg ikke købte den limegrønne trøje med indsyet top, for mine bryster hopper som to hoppebolde, op og ned i min almindelige bh. uden støtte og sender smertefylde ”dunk” gennem mine skuldre, for ikke at tale om smerten i brysterne. Jeg kaster al værdighed over bord, og griber om hvert bryst med mine hænder, imens jeg hopper som en sindssyg. Hvis det her er opvarmning, så gruer jeg for selve træningsprogrammet og med rette… Jeg skal lade være med at trætte jer med de ydmygende detaljer, men efter en time slæber jeg min krop ud i omklædningsrummet. Jeg føler, at jeg er blevet ramt af en lastbil med dobbelt anhænger… Nej ikke bare ramt, men kørt over og bakket over af den. Jeg krænger tøjet af min ømme krop. Her vil jeg så gerne lige give et godt råd…..Man skal heller ikke spare de elastiske og åndbare trusserne væk. Trusserne og Bh’en er et must. I badet møder jeg en lyshåret pige, der bliver ved med at stirre på mine tæer….Hvorfor gør hun det? Jeg opdager, at jeg står i bruseren, iført mine fine ikke helt så vandafvisende men super lette træningssko.

Da jeg vågner næste morgen, kan jeg ikke rejse mig. Jeg kan ikke komme ud af senge. Hver muskel i min krop gør ondt! Jeg beslutter mig på stedet for, at jeg aldrig – ALDRIG nogen sinde, går derover igen. Jeg bliver i sengen hele dagen og kravler kun ud af den, når naturen kalder. Dagen efter Googler jeg kalorieforbrænding. Ved en times rengøring forbrænder man 420 kcal.Ved lugning 480 kcal. Luftning af hunden 480. Almindelig gang 480 kcal. Svømning 600 kcal. Løb 720 kcal, Sex 480 kcal…..

Jeg kigger smilende på skærmen. Se der er en motionsform efter mit hoved. Jeg har jo allerede det helt rigtige outfit……Var det klokken 16.00 kæresten havde sagt, at han ville være hjemme?