Dogville.dk
Er vi i det moderne samfund ved at skabe vores helt egen version af Lars Von Triers dogmefilm Dogville? Det hævder arkitekten Birgitte Stær i en velskreven kronik i Information*.
Lars Von Triers dogmefilm handler om en forfulgt kvinde, der søger tilflugt i den lille by Dogville. Byens indbyggere vil først ikke yde kvinden beskyttelse, men hun tilbyder dem at arbejde for dem til gengæld for deres beskyttelse. Inden længe knokler kvinden fra morgen til aften med arbejde og serviceydelser af enhver slags. Udnyttelsen af kvinden stiger stødt og kvinden vælger at stikke af fra byen. Blot for at blive bragt tilbage, af beboerne som mener at kvinden bør udvise taknemmelighed over, at de har hjulpet hende. Kvinden udstyres efter sit flugtforsøg med en klokke om halsen og lænkes til et møllehjul, som hun slæber rund på, imens hun arbejder.
Er vi i Danmark ved at skabe et samfund, hvor ledige borgere er ved at miste deres fundamentale rettigheder til at administrere over egen tid? Et samfund hvor ledige udnyttes og afkræves taknemmelighed, for den hjælp de ydes?
Det mener Birgitte Stær. Hun beskriver i sin kronik, hvorledes samfundet er i gang med at skabe et parallelt arbejdsmarked via deres tilbud om virksomhedspraktik, løntilskudsjob og kontanthjælpsjob. Jobs som fortrænger ordinære stillinger på arbejdsmarkedet og som tvinger de ledige til at arbejde uden almindelige lønmodtageres rettigheder og ofte til en langt lavere løn.
De arbejdsløse, især kontantshjælpsmodtagerne, mødes med samfundets forventning om taknemmelighed og underdanighed. Vi kan ikke som arbejdsløse tillade os at stille krav om at få et meningsfyldt arbejde eller forvente at samfundet tilgodeser vores private forhold. Der vises ingen hensyn til den enlige mors problemer med børnepasningen selv om det anviste aktiveringsjob ligger udenfor institutionernes åbningstider. Ej heller tages der hensyn til det økonomiske aspekt for, hvorledes den ledige skal kunne betale for øgede transportudgifter, evt. pasning af børnene, alt imens den ledige udfører et aktiveringsjob, som ikke bidrager yderligere til privatøkonomien end hvad personen fik i forvejen på dagpenge eller kontanthjælp.
“Danmark har brug for vækst” hører vi gang på gang og vi skal som arbejdsløse bidrage til denne vækst. Dette mener staten åbenbart vi gør ved at påtage os “nyttejobs”. Jeg har svært ved at forstå konceptet “nyttejobs”. Hvis disse job findes, hvorfor findes de så ikke som ordinært arbejde, hvor vi ansættes med retten til pension, optjener ret til dagpenge m.m. ? Medvirker staten reelt set ikke til at vi får skabt “andenrangs borgere”? Hvor “andenrangs borgerne” er os arbejdsløse. Vi tvinges ud i job, hvor vi skal yde en indsats på højde med de ordinære ansattes, men hvor vores arbejdsindsats vurderes lavere lønmæssigt og mht. til vores rettigheder. Samfundet er med fuld overlæg medvirkende til at afvikle reelle jobs. Vi arbejdsløse er, omend uforskyldt, medvirkende til at skabe yderligere arbejdsløse, idet mange arbejdsgivere vælger medarbejdere fra, for i stedet at ansætte folk med tilskud.
Birgitte Stær sammenligner rådighedskravene til de ledige med Dogville-kvindens lænker og klokke. Foruden krav om jobsøgning, kontrol og aktivering, indebærer rådighedskravet begrænsninger i den personlige frihed, herunder i rejseaktivitet og i mulighederne for at etablere selvstændig virksomhed. Som ledig har vi nemlig ikke fuld råderet over vores fritid.
Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Som tilflytter, kunne jeg ikke få job som indenfor mit oprindelige fag, i min nye landsdel. Jeg har dog en del uddannelser med i bagagen og mente, at jeg kunne skabe mig en niche som konsulent, indenfor det områder jeg tidligere har arbejdet som. Dette kræver dog at jeg etablerer mig som selvstændig. Disse planer blev dog hurtigt bremset af jobcenteret, om end konsulenten mente ideen var god, idet jeg ikke må etablere min egen virksomhed, så længe jeg modtog dagpenge.
Som jeg skrev i min Klumme “Pladderhumanisme” vil jeg ikke betragtes som et offer blot fordi jeg står uden job. Det er ikke samfundet opgave at skabe jobs til mig, men omvendt så er det vel heller ikke samfundets opgave at forhindre mig i at skabe mine egne muligheder for jobs med alle deres regler? Selv om jeg har været heldig indimellem at finde arbejder som vikar, er jeg stadig at betragte som arbejdsløs og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og skrive ansøgninger til ikke-eksisterende-jobs. Til trods for at jeg i nogle uger arbejder 37 timer og dermed arbejder på fuld tid, må jeg intet foretage mig ved siden af, som kan skabe mulighed for selvstændig virksomhed.
Firkantede regler på dagpengeområdet, og kravene om at alt hvad jeg foretager mig i min “ikke-eksisterende” fritid betragtes som, at jeg ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, gør at jeg end ikke må undersøge mulighederne for at etablere egen virksomhed. Jeg må ikke få trykt pjecer, visitkort, lave en hjemmeside eller andet, som jeg kan promovere mig selv via.
Selv om jeg som vikar indgår i en fast vagtplan i ferieperioder, og arbejdsgiveren reelt regner med min arbejdskraft, er jeg forpligtet til at tage imod anvist arbejde. Jeg er trods en arbejdsuge på 37 timer, stadig forpligtet til at søge minimum fire jobs om ugen. Er der ikke opslået jobs som jeg kan søge, er jeg forpligtet til at skrive “uopfordrede ansøgninger”. Dette til trods for at mange arbejdsgivere vedkender sig, at de ikke ønsker at modtage disse, og ej heller læser de “uopfordrede ansøgninger” de modtager.
Vi arbejdsløse tvinges til at søge jobs, som vi reelt set ikke kan komme i betragtning til. Enten fordi jobbet ikke findes eller fordi mange arbejdsgivere sidder med en følelse af den arbejdsløse ikke “brænder” for jobbet, men blot opfylder en ansøgningskvote, for at bibeholde ret til dagpenge.
Hvor mange af os har ikke siddet med følelsen af at spilde vores tid på at skrive uopfordrede ansøgninger? Tid som i mit tilfælde, hvis ikke reglerne forbød det, kunne bruge på at skabe mig et job som selvstændig. Skabe muligheder, som måske kunne få mig af dagpengesystemet, eller blot få mig på supplerende dagpenge.
Hvordan kan samfundet på den ene side kræve at jeg gør alt, hvad der er mig muligt for at komme i jobs, når det selv samme samfund hindrer mig i det med alle deres regler? Hvordan kan samfundet hævde, at der skal skabes vækst og jobs, når de med deres indblanding på arbejdsmarkedet, reducerer de reelle jobmuligheder og dermed fastholder os ledige i overførselsindkomst-systemet?
Der vil sikkert være læsere af min Klumme der vil hævde, at jeg jo blot kan springe ud som selvstændig, hvis det er det jeg brænder for. Realiteten er at jeg, som mange andre arbejdsløse, har økonomiske forpligtigelser, som gør at jeg ikke kan springe ud som selvstændig, uden først at havde etableret et kundegrundlag. Dette kundegrundlag må jeg ikke søge at skabe, da jeg så ikke kan modtage dagpenge. Så uanset om jeg synes om det eller ej, så er jeg økonomisk stavnsbundet til mine dagpenge og stavnsbundet til at følge de regler, der hersker på området.
Birgitte Stær hævder, at de mange lighedspunkter mellem Dogville og et parallelt arbejdsmarked med egen lovgivning for ledige borgere, tegner et billede af, at herre-slave-forholdet genetableres i disse år. Jeg vil vove den påstand at det danske samfund etablerede et “Dogville” for mange år siden.
Konceptet fra Dogville om umenneskeliggørelse, hvor regler for almindelig god opførsel, etik, ligeværd og medmenneskelighed, trædes under fode undervejs, er ikke af nyere dato i vores samfund. Dogville har altid eksisteret. Vi arbejdsløse er blot en ny gruppe, der er kommet under betegnelsen andenrangsborgere.