Mobning
Den fysiske smerte i maven sender galde op i hans hals. Hans hjerte galoperer, hænderne er klamme af sved. Tårerne truer med at bryde frem. Han tørre arrigt en arm hen over øjnene. Den glæde skal de ikke have. Han ser dem, før de ser ham. De står i en gruppe og venter. Venter på ham. I et naivt kort øjeblik håber han at undgå at blive set, men de ser ham. Han ved hvad der venter: Endnu en dag fyldt med ydmygelser og hån. Den psykiske smerte er større end de fysiske og han tæller timerne til skolen er slut.
En mms tikker ind. Det er et billede af hende, nøgen under brusen efter gymnastiktimen. Hun læser teksten som hendes veninde har skrevet: ”Det er ude over hele skolen”. Hun skynder sig hjem, magter ikke at møde de andres hån. Det stopper ikke der. På Facebook oprettes der en hadegruppe, på youtube.com lægges der videoer ind der gør grin med hende.
En dag kommer læreren ind i klassen og meddeler: ”Lars, kommer ikke mere. Han har flyttet skole.” Efter flere år med mobning vælger Lars’ forældre at flytte deres dreng. Året er 1977.
”Louise er i går blevet indlagt på sygehuset. Hun har forsøgt selvmord!” fortæller læreren ud over klassen. Året er 2012.
Mobning har altid fundet sted og har haft store fysiske og psykiske konsekvenser, for de unge der udsættes for mobning. Dengang i 1977, vidste Lars hvem hans tyranner var. Louise har ingen jordisk chance for at udpege sine, for mobning er blevet digitaliseret.
I disse dage er to navne fremtrædende i debatten om mobning. Amanda Todd og Fie Laursen. Begget to unge smukke piger, som burde have det sjovt og nyde livet med veninderne og vennerne. Begge piger har valgt at bruge youtube.com til, at fortælle deres historie. Fortælle om, hvordan de har været udsat for mobning og hvad det har gjort ved dem. På youtube.com findes der, desværre også utallige klip, som håner og nedgøre de to piger.
Fie Laursen vælger at stå frem på TV og fortælle om mobningen. Amanda Todd vælger, at tage sit eget liv.
Er mobningen i dag blevet hårdere i sin form, end den var da vi var børn, eller er det kun måden den kommer til udtryk på, der har ændret sig?
Jeg er ikke i tvivl om, at Lars levede hver evig eneste dag i frygt. Jeg er ikke i tvivl om den fysiske og psykiske overlast Lars led under, fra de 5-6 drenge der konstant var over ham. Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at børn og unge, der mobbes i dag via mobiltelefoner og internettet, lider lige så meget psykisk som Lars gjorde. Der hvor jeg er i tvivl, er om mobningen er blevet grovere med årene.
Jeg vil vove en påstand – at det er den!
Jantenloven trives i bedste velgående, selv om vi er et land med det ene realityprogram efter det andet, hvor unge mennesker med stor selvtillid, og samfundets accept, profilerer sig selv. Bliver et ungt mennesket inspireret af disse udsendelser, og træder offentligt frem og siger: ”Jeg tror jeg er noget” – resulterer det øjeblikkeligt i diverse hadegrupper på Facebook eller forhånende videoer på youtube for ”du skal ikke tro, at du er noget!”
Jeg syntes, at mobningen i dag er blevet grovere. De unge går målrettet efter, at ramme deres offer psykisk og de har flere virkemidler til deres rådighed, end da vi var børn. Virkemidler det gør, at man som mobber ikke bliver direkte konfronteret med den smerte, man udsætter sit offer for. Mobningen bliver upersonlig, selv om den i høj grad er personrettet og har store psykiske konsekvenser, for den der udsættes for mobningen.
Da jeg var barn, var mobning noget der forgik i det skjulte. Mobberne vidste godt, at deres adfærd var forkert. I dag står mobberne åbenlyst frem på Facebook og youtube. Der er ingen dårlig samvittighed, at spore i deres udtalelser eller ansigter. Disse moderne mobbere, udstiller ublu deres egen manglende empati. Mobning er blevet legalt!
Som voksen og som mor skræmmer internettes muligheder mig, men de gør mig også vred. Hvad er det for en verden vi lever i, når mobning ucensureret får lov til at flyde i en lind strøm på nettet? Hvor er de ansvarlige voksne bag disse sites? Hvor er forældrene henne? Har vi forældre virkelig så lidt kontrol med, hvad vores børn oploader og deltager i på diverse sites?
Vi udstyrer vores børn med mobiltelefoner med kamera og pc’er med internetadgang, men glemmer ofte at tage en snak med vores børn, om hvordan man benytter disse ting og, hvordan man skal begåsig i det offentlige rum – hvad der er acceptabel og især uacceptabelt adfærd. Vi kan ikke stoppe vores børns brug af diverse medier. De har adgang til dem overalt og vi kan ikke kontrollere alt, hvad de foretager sig. Men vi kan være mere obs på hvilke sites, vores børn færdes på på internettet, hvilke sms’er og mms’ der er på deres mobil. Nogen vil hævde at det er en krænkelse af vores børns privatliv. Jeg kalder det, at tage ansvar!
Jeg har, som forældre, ansvaret for, at mit barn ikke udsættes for krænkelser via internet og mobiltelefon. Jeg har ansvaret for at lære mit barn empati og sociale spilleregler. Jeg har i lige så høj grad ansvaret for, at mit barn følge de sociale spilleregler og udviser empati, når hun færdes på internettet og bruger sin mobiltelefon. Krænker jeg hendes privatliv? Det er muligt, men det er en ”krænkelse” min datter må, og heldigvis også, affinde sig med, for at havde adgang til internet og mobiltelefon.