Når ideologi staves h-a-d

Sidder og læser morgennyhederne på nettet, for ejer ikke en eneste tv-kanal. 

Læser at der har været brand på Vejlegården i nat og at ejeren Amin Skov er indlagt med røgforgiftning.

Ved at i løbet af dagen vil det fyge med beskyldninger frem og tilbage om hvorvidt 3F tilhængere stod bag branden eller Amin Skov selv påsatte den.

Jeg har, som allerede nævnt i Klummen ”Gult og rødt hold”, nævnt kampen mellem 3F og restaurant Vejlegården. Hvad der ligger til grund for branden i nat, kan kun efterforskningen kaste lys over. Dog har branden, sat gang i nogle tanker omkring ideologi, og især når ideologi bliver omsat til had.

Neutralt anvendes ordet ideologi om nogenlunde sammenhængende og omfattende samfundsopfattelser. Sådanne idésystemer indeholder beskrivende analyser af, hvordan samfundet er indrettet og fungerer, og normative vurderinger af, hvordan samfundet bør se ud.

I andre sammenhænge er den negative anvendelse af ideologibegrebet knyttet mere direkte til betydningsindholdet, f.eks. når ideologi bruges om forestillinger, der er præget af fordomsfuldhed, dogmatik og manglende (selv)kritisk åbenhed og nytænkning, eller når ideologi endnu mere specifikt betegner fordrejede eller tilslørede billeder af virkeligheden.

Desværre tyder meget på at sidsnævnte difination af begrebet ideologi, er den fremherskende i dagens samfund.

Jeg forstår udmærket, at folk er villige til at kæmpe for det de tror på, deres ideologi, men når ideologi bliver lig med had, så ophører min forståelse.

Der er især nogle personer som har gjort sig særlig bemærket i debatten omkring Vejlegården. Ikke ved at argumentere sober og sagligt for sin sag, men ved at komme med primitive tilskyndelser om vold og ødelæggelse. Især en bestemt kvinde har stået i spidsen for den strategi. Kæmper hun for sin ideologi eller er hun blot optændt af en fanatisk had, som hun får afløb for i den pågældende situation?

Vi så det også ske under Mohammed-krisen i muslimske lande, hvor folk gik på gaden og afbrændte det danske flag. Var disse mennesker virkelig så meget imod de famøse tegninger eller brugte de blot tegningerne som en undskyldning, en ventil, for at komme af med deres had og deres frustrationer imod et system som undertrykker deres ret til at gøre oprør?

Jeg benægter ikke, at der både i 3F sagen imod Vejlegården og blandt de muslimer, man så på gaden i diverse muslimske lande, er involveret fordi det kæmper for en ideologi, som de tror inderligt på. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at mange – alt for mange – er der af helt andre grunde end de helt åbenlyse.

Disse mennesker gavner ikke den sag, som de hævder, at de kæmper for. Tværtimod skader de sagen, ved deres fanatiske og ekstreme fremgangsmetoder. De indser det ikke, for de er optændt af noget der mere minder om had en ideologisk overbevisning.

Hvad er det der driver disse mennesker? Er det udelukkende had?

Jeg tror at had er en del af disse menneskers udtryksmåde, men ikke årsagen. Studier af mennesker som udviser en ekstrem fanatisk adfærd viser, at det ofte er mennesker som har et lavt selvværd, har ringe eller ingen uddannelse, og som mangler et socialt netværk.

Disse mennesker finder sammen med ligesindede i en gruppe, hvor der er et fælles had imod andre i samfundet. Gruppementaliteten tager over og vi giver efter for vores mere primitive egenskaber. Vi ser den i samfundet i rockerkredse, indvandregrupper, men også i mere fredelige organisationer som Greenpeace og andre græsrodsbevægelser.

Vi oplever det indimellem på egen krop, når vi er til en koncert eller en sportskamp: Vi føler os et med de mennesker vi er sammen med og vi oplever en eufori i kraft af dette fællesskab. Hvem af os kan helt sige os fri for at have opført os anderledes end vi ellers vil gøre? Vi råber og hujer, skråler med på sangene og hengiver os til øjeblikkets rus. Denne fællesskabsfølelse er harmløs og tidsbegrænset. Jeg husker især den eufori der greb mig og største delen af befolkningen, da Danmark vand europamesterskaberne i 1992 og folk stimlede sammen på gaderne, biler kørte dyttende rundt. Vi var alle for en stund enkelt aften forenet i et stort fælleskab.

Det er den fællesskabsfølelse menneskerne der står foran Vejlegården oplever. Det er den samme eufori der griber dem. Det er blot ikke en fælles glæde de giver afløb for, men det stik modsatte. De forenes og opildner hinanden i deres modstand imod ”de andre”. Nærer hinandens og egne frustrationer og griber til yderligheder verbalt og desværre også nonverbalt, idet der har været fysiske blokader, og eftersigende også håndgemæng på stedet.

Jeg kan sagtens forstå at man kan blive grebet af en stemning. I kraft af min uddannelse ved jeg også, hvilke mekanismer der kommer i spil i disse situationer, men som privat person og hvis jeg slår min faglige viden fra, så nægter min hjerne at forstå, hvordan ideologi kan forvandles til primitiv had.

Jeg forstår ikke hvordan nogle mennesker kan til sidesætte al medmenneskelig forståelse og gå imod alle de principper, der hersker i et samfund som vores, gå imod al etik og moral.

Hvordan kan man vælge at gå i krig for at bevare freden? Hvordan kan man kæmpe imod undertrykkelse ved at undertrykke dem der ikke tænker som en selv? Hvordan kan man bekæmpe gule fagforeningers ret til at være på arbejdsmarkedet, når man selv er en organisation der engang måtte kæmpe for retten til at eksistere? 

Jeg forstår mig ikke på at nogle mennesker med vold og magt vil presse deres holdninger ned over andre. Hvorfor er der mennesker der mener, at de besidder de viise sten?

Er vi mennesker virkelig så indbildske at vi tror, at vi tror at vi kan tvinge andre til at mene som vi selv gør?

Noget tyder på det for retorikken i den offentlige debat bliver mere og mere primitiv og metoderne vi ser i samfundet bliver mere og mere ekstreme. Noget tyder på at ideologi er blevet synonym med had i dagens Danmark – ja i hele verden.