Livets puslespil

Jeg tror ikke på at vi mennesker mødes tilfældigt, men at der er en bestemt årsag til, at vi mødes.

Jeg tror at vores veje krydses, enten for at jeg skal lære af den person, eller  personen skal lære af mig.

Nogle af disse møder bliver til varige venskaber. Andre igen kun flygtige bekendskaber.

Alt har sin helt egen mening og kurs – selv når vi ikke imiddelbart kan se det.

Jeg ser livet lidt som et puslespil, hvor jeg får brikkerne i den rækkefølge der er nødvendige. Jeg forstår ikke altid umiddelbart, hvor brikken passer ind, hvilket tvinger mig til at være nærværende og fokuseret. Når jeg har drejet og vendt den – studeret dens form og farver – så begynder den at giv mening og jeg fornemmer så småt, dens placering i det store motiv.

Det er ikke altid at brikken jeg får er farvestrålende, for ethvert puslespil har alle farver repræsenteret – både de lyse og de mere dystre farver. De dystre farvebrikker er ofte dem, jeg har sværest ved at lægge fra mig, for jeg forstår ikke deres berettigelse, men jo mere jeg får samlet at livets puslespil, jo mere indser jeg farvernes nødvendighed for motivets skønhed.