Kønnenes balance

”Hvis I forsøger at stå i to kanoer, vil flodens strømme ødelægge jer”. Siger en gammelt indiansk talemåde.

Jeg er kønstraditionel, nok ret atypisk for en datter af to 68´hippiere. Kvindefrigørelsen og kvindekamp, er spildte begreber på min kønsidentitet. Skal jeg være helt ærligt, så mener jeg at min forældregeneration har forplumret, mangt og meget i ligeberettigelsens navn. Jeg vil vove den påstand, at de forfejlede opnåelsen af kønnenes lighed, da mænd påtog sig feminine egenskaber og kvinder maskuline.

Er lighed mellem kønnene ikke, at vi netop mødes med hver vores kønsidentitet og ikke sammenlignes og devalueres på egenskaber, der ikke er knyttet til vores køn? Jeg holder på at kvinder skal være Kvinder med stort K og mænd skal være Mænd med stort M, for at der er balance.

Hvad er kvinderollen så og hvilen kønsidentitet knytter der sig så til de to køn. Er de fysiologiske, psykologiske eller kulturel bestemte? Det er lykkes forskere at stadfæste at mænd og kvinders hjerner er forskelligt udviklet. At vores anatomi er forskellig, har vi jo aldrig været i tvivl om. Samfundet derimod, har gennem tiderne været omskifteligt og påvirket de to køn i forskellige retninger. Væk fra urmanden og urkvinden henimod en opblødning af kønsrollerne, og tilbage igen til de mere stereotype kønsroller, med testosteron og østrogen fordelt efter de fysiologiske køn og ikke de kulturelle køn.

Jung hævdede at mennesket besidder både en feminin, anima, og en maskulin side, animus.  Det er sikkert ikke tilfældigt at Jung valgte lige netop disse betegnelser idet Anima og animus er de feminine og maskuline former af latin for ‘luft, vind, åndedræt, livskraft’. Disse begreber må jo siges at være ret eksistentielle. Jung mente altså at enhver kvinde havde en mandlig side og enhver mand en kvindelig. Eller som et ordsprog siger:  “Enhver mand bærer sin Eva i sig”. Jeg havde på et tidspunkt et forhold til en mand, der ikke bare levede i harmoni med sin kvindelige side, men som ligefrem dyrkede sin feminine side. Jeg, der i mine forhold havde været meget feminin, opdagede til min store undren, at jeg blev mere og mere maskulin, imens jeg var i dette forhold. Noget som skabte ubalance i mit indre og som gjorde, at jeg pludselig befandt mig i en eksistentielkrise, fordi jeg blev udfordret på min kønsidentitet. Hvorfor blev jeg mere maskulin i det forhold? Var det naturens egen måde, at skabe balance mellem det feminine og det maskuline i forholdet? Jeg tror det. Er der fravær af maskulinitet hos den ene part, men derimod megen femininitet, vil den anden part uvægerlig skrue ned for det der er for meget af og op for det der mangler. Med frustration til følge fordi denne part kastes ud i en kønsidentitet, som ikke er i overensstemmelse med personens indre.

Denne søgen efter balance, mener jeg også er grunden til, at vi søger tosomheden. Nuvel, man kan hævde at grunden primært, er menneskets higen efter at reproducere sig selv, men det forklarer jo ikke, hvorfor vi så forsætter denne søgen efter at vi ikke er produktive længere. Jeg er overbevist om, at vi mennesker har brug for at der er ydre balance, for at vi kan opnå indre balance; at vores kønsidentitet mødes af vores modpol, at der dannes en lukket cirkel. Ser vi på to af de ældste civilisationer vi kender til, nemlig Indianerne og Kineserne så opererer begge disse civilisationer med filosofien om det maskuline og feminine aspekt, som tilsammen danner en cirkel.I østens filosofi symboliseres livets to polære kræfter via Yin og Yan. Når Yin og Yang er forenet, udgør de taiji altså en cirkel. Taijis oprindelse er wuji. Når de fem faser fødes, fuldender de hver deres særegne natur. Sandheden i wuji og essensen af Yin og Yang og de fem faser forenes på forunderlig vis, og løber sammen. Qians vej bliver til det mandlige. Kuns vej bliver til det kvindelige. Disse to qi reagerer med hinanden, transformeres og skaber alle verdens ting. Indianerne har en lignende filosofi: Der er bedstemoder Jord og de fire bedstefædre, nord,syd,øst og vest. Wi er solen og Hanhepi Wi er månen og uden sammenspil mellem “bedstefaderen” og “bedstemoderen”, vil der ikke herske harmoni, fordi begge energier ikke er repræsenteret i cirkelen, dermed kan cirklen ikke fuldendes.

Jeg kan da ikke lade være med at lade tankerne vandre lidt. Fuldmånen har op gennem tiderne altid været forbundet med magi og urkrafter. Det er i fuldmåneskær, alt uforklarligt tager sit udgangspunkt. Der er sågar mennesker, som den dag i dag hævder, at de kan mærke på deres sind at der er fuldmåne. Måske er der noget sandhed i, at når den halve bedstefar forenes med bedstemor Jord og de tilsammen danner en fuld cirkel er livskraften størst. Noget jeg i hvert fald finder bemærkelsesværdigt, er at kinesere og indianerne bruger et ord som i den grad minder om hinanden nemlig wi og wuji som symboliserer den oprindelige cirkel. Hvordan hænger det så sammen med os mennesker? Jo, jeg tror vi søger det vi mangler for at blive fuldendt. Der er en fortælling, der går på at kvinde og manden fra starten var et væsen, men at Guderne blev misundelige på denne fuldkommenhed, at de kløvede væsnet i to. Siden har vi gået rundt og søgt vores anden halvdel – vores soulmate- for kun derigennem, kan vi blive fuldendt som væsen. Jeg tror ikke som sådan på begrebet soulmate, men jeg tror, at for at vi kan opnå harmoni og balance i vores liv, er vi nødt til at knytte os til et menneske, der rummer det modsatte af, hvad vi selv indeholder. Bemærkelsesværdigt og ret bekymrende er det, den selv samme balance vi forskyder igen, når vi forsøger at lave vores partner om, frem for at acceptere de kvaliteter modparten rummer og som gjorde at vi blev tiltrukket af personen fra starten af. Måske er det sandt når det siges, at “intet menneske kan udholde at være lykkelig hele tiden”. Samt, at “kun hvis vi indimellem er ulykkelig, forstår vi at værdsætte lykken”. I hvert fald gør vi mennesker, hvad vi kan for at spænde ben for vores egen balance, og først når vi indser vores egen utilstrækkelighed og vores eget ansvar for at opnå balancen, tør vi sætte os i den samme kano og forene vores kræfter i at ro den samme vej!