Another one bites the dust

Tryksværten var knap nok tør i min artikel “Hvad med 9400?” – En hyldest til min by  –  i magasinet APPETIZE, før end ordene “Tilbage står Siloerne og holder stand imod fornyelsen – som et monument over hvad der har været.” blev gjort til skamme. En jernkugle på 5 ton har med lethed og stor præcision ramt siloernes konstruktion og bid for bid synker siloerne i knæ.

Queen sangen “Another one bites the dust” larmer i mit hoved, imens jeg ser på resterne af siloerne på havnefronten i Aalborg.

Det er et både fascinerende og et vemodigt syn at se de store mastodonter, et af Aalborgs varetegn, synke i knæ. Tæt på ser man hvordan murbrokkerne klamre sig til de tynde jerntråde der har udgjort jernfundamentet i betonen. Som en trapetskunstner klammer de sig fast til sikkerhedsnettet efter deres fald. Men det er ikke et sikkerhedsnet. Sandheden er snarer, at de som en humlebi i et luftigt edderkoppespind, er fanget uden chance for at overleve. De er overladt til edderkoppens ubønhørlige overmagt.

Hvorfor gør synet at de halvnedbrudte Siloer mig så trist? Jeg syntes jo dybest set ikke at de var særlig kønne at beskue, men som en kær gammel ilde cigarlugtende bedstefar vækkede de minder om ens barndom, hvor alt var ukompliceret og trygt.

Alt er i forandring, alt gammel må vige for fornyelse. Havnefronten i Aalborg er blot et udtryk for at tiden ikke står stille og sæderne skifter. Som en anden aktivist har jeg lyst til at stille mig foran den ubønhørlige ødelæggende jernkugle og råbe: “Stop – tag ikke den sidste rest af min barndom fra mig!” men jeg ved at lige så lidt som jeg kan stanse tiden kan jeg standse jernkuglen – der igen og igen banker ind i siloens konstruktion. Som en træt gammel kone synker siloen i knæ. Opgiver stille og rolig sin position ved havnefronten.

Rundt omkring ligger murbrokker med graffiti. Her har mennesker med spraymaling lavet statements gennem tiden. Fået afløb for frustrationer og skabertrang gennem slagord eller kunst. Tilbage ligger forvitrede tanker og kreativitet – brudstykker som ikke længere giver mening. Mit hjerte bløder for Aalborg.

Kvægtorvet som aalborgenserne kæmpede for at bevare stod længe som en majestætisk mur med de buede ruder intakte, for aalborgenserne var blevet lovet at muren var bevaringsværdig. Da de kritiske røster forstummede i blind tillid til at bygherrerne og Aalborg kommune holdt ord, forsvandt muren som ved et trylleslag. Intet fra dengang der var kvægtorv er tilbage.

Langs havnefronten skyder det ene mondæne byggeri op efter det andet. Store stål -og glashuse uden sjæl og uden historie. Som en tilflytter vi ikke rigtig tør stole på fordi de ikke er en del af vores historie og vores kultur, spejler de sig insisterende i Limfjordens krusende bølger. Vel er mange af de nye bygninger arkitektoniske perler og næsten skulpturel smukke, men de går ikke i hjerte på mig for de mangler historie – min historie!

Jeg ved at næste generation af aalborgensere og sundbynitter vil tage disse nye bygninger og pladser til deres hjerter, for det er her de skaber det der engang kommer til at udgøre deres minder om en svunden tid, hvor alt var ukompliceret og trygt. For denne her sundbynit er det tid til i stille eftertænksomhed, at tage afsked med mastodonterne, der trods deres manglende arkitektoniske skønhed, rummede så megen historisk skønhed.

Ære være deres minde!