Carpe diem et pingere – Hattedamen von Klummen

Mørket udefra trænger ind i mine stuer. Der er koldt, mærker at vinteren nærmer sig. Jeg tænder lyset og imens jeg drikker min morgenkaffe bryder lyset frem. En ny dag gryr udenfor mine vinduer. Jeg mærker glæden ved en ny dags start.

Ser for mig dagen som et tomt lærred. Ubenyttet, nyt – indbyder til at jeg sætter mit præg på det. Alle regnbuens farver står klar til at blive brugt. Griber penslen og dypper den i farven. Begynder at sætte de første penselstrøg. Lærrdet tilhører mig, men er ikke kun mit. I løbet af dagen, vil andre mennesker sætte deres pensel imod mit lærred og sætte deres aftryk. Gør deres for at fuldende mit billede. Nogle af disse mennesker kender jeg. Ved hvilke farver de vil vælge til vores fælles motiv. Andre, er mig fremmede og jeg ved ikke hvad jeg har i vente, så jeg afventer. Er de farver de tilfører lyse eller dystre? Hvilken historie bærer de på og hvilken historie tilfører de mit maleri?

Farver fra min pensel rammer andre mennesker lærred. I løbet af dagen, vil jeg føre min pensel hen over andres lærreder. Imens jeg tilfører andres lærred mit bidrag, ænser jeg ikke den farveklat der drypper fra min pensel, og rammer et tilfældigt lærred på min vej – jeg ser aldrig deres færdige motiv.

Som ringe i vandet, griber vores skabertrang ind i hinandens livsmalerier. Kendte og ukendte forenes om at skabe malerier som er abstrakt, men som for hver og en af os fortæller en historie – vores historie.

I aften, når mørket igen sænker sig, er lærredet fyldt. Vi beskuer det, reflekterer over det. Nogle af penselstrøgene er lavet i hast, andre har svinget penslen med en intensitet der står mejslet ind i malingen. Nogen steder er der brugt en bred pensel. Andre steder, anes en fin tynd streg. Alle farver er repræsenteret. Stregerne, den kraft, de er malet med, og farverne, i alle deres afskygninger, det hele medvirker til, at fuldende mit maleri.

Cape diem – talemåden ekkoer i mit sind. Jeg har lyst til at råbe: Cape diem! Diripio pingere virgultis atque pingere! Grib dagen! Grib penslen og mal!

Smukke Svane siger:

23. oktober 2012 kl. 07:06

Kære Hattedame.

Jeg kender godt til følelsen af dunkle og meget mørke farver. Og har båret rundt på mange af disse farver i mange år. Og har ikke kunnet se regnbuens farver, uanset hvor jeg har kigget hen.

Men jeg har de seneste to måneder erfaret at sådan behøver livet ikke at være. At jeg er mere end bare dunkle farver. At jeg faktisk er regnbuen selv. Jeg har fået nogle rigtige dejlige mennesker tæt ind på livet, som har gjort at jeg nu ser farverne i mig selv. De flotte pang farver som jeg elsker og som for mig giver en helt ny verden. Det har disse fantastiske mennesker givet mig.

For andre er farverne det mest naturlige, men for mig har det gjort en verden til forskel. Og jeg elsker det…!

Det lyder måske som en stor gang volapyk, det jeg skriver. Men for mig er det hele mit liv der er vendt.

Knus fra den Smukke Svane

Hattedamen siger:

23. oktober 2012 kl. 11:10

Hej Smukke Svane.

Jeg bliver både trist og så glad, når jeg læser dine kommentar.

Trist over det du fortæller om en ikke så fjern fortid og så glad over de den udvikling dit liv har taget og den selvtillid og det selværd, som du har fået.

Jeg er så heldig at have en skøn familie og en dejlig kæreste, som får mig til, at føle mig værdsat og elsket. Deres kærlighed og accept af mig fylder mig med så megen glæde og positiv energi og gør mig til et meget bedre menneske.

Jeg glemmer desværre indimellem at det ikke er alle forundt, at have mennesker i sit liv der fylder en med positiv energi og dermed beriger ens liv. Det gør mig så glad, at læse at du har fået sådanne mennesker ind i dit liv.

De varmeste hilsner
Hattedamen Von Klummen

Log ind for at svare

Skriv et svar Annuller svar