Carpe diem et pingere

Mørket udefra trænger ind i mine stuer. Der er koldt, mærker at vinteren nærmer sig. Jeg tænder lyset og imens jeg drikker min morgenkaffe bryder lyset frem. En ny dag gryr udenfor mine vinduer. Jeg mærker glæden ved en ny dags start.

Ser for mig dagen som et tomt lærred. Ubenyttet, nyt – indbyder til at jeg sætter mit præg på det. Alle regnbuens farver står klar til at blive brugt. Griber penslen og dypper den i farven. Begynder at sætte de første penselstrøg. Lærrdet tilhører mig, men er ikke kun mit. I løbet af dagen, vil andre mennesker sætte deres pensel imod mit lærred og sætte deres aftryk. Gør deres for at fuldende mit billede. Nogle af disse mennesker kender jeg. Ved hvilke farver de vil vælge til vores fælles motiv. Andre, er mig fremmede og jeg ved ikke hvad jeg har i vente, så jeg afventer. Er de farver de tilfører lyse eller dystre? Hvilken historie bærer de på og hvilken historie tilfører de mit maleri?

Farver fra min pensel rammer andre mennesker lærred. I løbet af dagen, vil jeg føre min pensel hen over  andres lærreder. Imens jeg tilfører andres lærred mit bidrag, ænser jeg ikke den farveklat der drypper fra min pensel, og rammer et tilfældigt lærred på min vej – jeg ser aldrig deres færdige motiv.

Som ringe i vandet, griber vores skabertrang ind i hinandens livsmalerier. Kendte og ukendte forenes om at skabe malerier som er abstrakt, men som for hver og en af os fortæller en historie – vores historie.

I aften, når mørket igen sænker sig, er lærredet fyldt. Vi beskuer det, reflekterer over det. Nogle af penselstrøgene er lavet i hast, andre har svinget penslen med en intensitet der står mejslet ind i malingen. Nogen steder er der brugt en bred pensel. Andre steder, anes en fin tynd streg. Alle farver er repræsenteret. Stregerne, den kraft, de er malet med, og farverne, i alle deres afskygninger, det hele medvirker til, at fuldende mit maleri.

Cape diem – talemåden ekkoer i mit sind. Jeg har lyst til at råbe: Cape diem! Diripio pingere virgultis atque pingere! Grib dagen! Grib penslen og mal!

Skriv et svar