Cola og flødeskum

Jeg sidder på en cafe, hvor jeg er gået ind for at få en hurtig kop kaffe. Jeg er alene. Ved nabobordet sidder fire kvinder, som tydeligvis er veninder, for snakken går om deres respektive mænd. Jeg erfarer ved at lytte, at Michael bruger al for megen tid på sport, idet han er af sted en aften om ugen og to hvis der er kamp. Thomas irriterer kæresten ved ikke at stille sit glas ud, når han er færdig med at drikke indholdet. Andreas sidder foran fjernsynet hver aften og falder i søvn. Bo han arbejder meget og er altid sur. Fælles for alle mændene er, at de ikke slår toiletbrættet ned.

Kvinderne forsætter med at opremse fejl ved deres mænd. Det virker næsten, som om de har en konkurrence, om hvem der har den værste mand. Når en siger noget, tilslutter de andre sig og overgår med en historie, der er værre. Jeg bestiller mig en kop kaffe mere, for det her er interessant. Jeg ved godt at det ikke er pænt at lytte til andres samtale, men jeg skal jo hente inspiration til min Klumme et sted, og i dag blev det så på en cafe.

I løbet af samtalen kommer det frem, at ingen mændene er lydhøre overfor deres koners behov. Thomas og hans kæreste er ikke gift endnu, erfarer jeg, idet en af de andre påpeger at hun – altså hende den lyshårede, som er kærester med Thomas – hellere må opdrage på ham, inden de bliver gift, for når de først er gift, så sidder hun i ”saksen”. Bos kone forstår ikke, at Bo aldrig gider noget i weekenden, og de andre tilslutter sig. På nær Thomas kone som fortæller, at de altid er ude og opleve noget med børnene om søndagen, for lørdage bruges på rengøring og indkøb. Jeg lytter mig også til deres sexliv, som er en ”en by i Rusland” eller ”ikke noget at skrive hjem om”.

Jeg sidder og undrer mig over, at der ikke kommer en eneste positiv bemærkning fra de her kvinder om de mænd, som jeg formoder de elsker, siden de stadig er sammen med dem. Jeg sidder også og får helt ondt af de her fire mænd, som jeg ikke kender, men har et levende indtryk af gennem konernes beskrivelse af dem.

Jeg sidder og drikker endnu en kop kaffe, efter de fire kvinder har rejst sig og er gået.

Hvad er der med os kvinder? Hvorfor har vi så travlt med at kritisere og nedgøre vores mænd, når vi er sammen? Hvorfor fremhæver vi ikke deres kvaliteter frem for mangler? Ser vi slet ikke deres kvaliteter i en fortravlet hverdag. Hvad er det der sker, når vi går fra at være forelsket til et fast par?

Michael spillede sikkert fodbold, da de mødte hinanden. Thomas har sikker aldrig sat glasset ud, umiddelbart efter han havde tømt det. Okay, indrømmet, Andreas faldt nok ikke i søvn foran fjernsynet, da de var nyforelsket og Bo har nok ikke skændtes med konens fætter til de første mange familiefester. Jeg føler mig ret sikker på, at ingen af de her mænd har slået toiletbrættet ned.

I forelskelsesfasen er vi kvinder enorm large overfor de her mænd, vi har forelsket os i. Vi  accepterer deres små vaner og særheder. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de har et liv sideløbende med, at de ser os. De får rum til at pleje deres interesser og venner. Der sker desværre ofte et skred i vores tolerance, når vi flytter sammen med de her mænd. Pludselig er mange af de ting, som mændene gør, en kilde til irritation, og mange skænderier har sit afsæt i mændenes små vaner og særheder.

”Min mand forstår mig ikke!” Nej det tror da pokker, for ligeså snart man har fået fælles dørskilt, ændrer kvinden sig fra at være den beundrende, forstående og støttende elskerinde til at være mor, chefen, kritikeren og kontrollanten. Vi begynder at opdrage på manden, så han passer ind i vores forestilling om tosomhed og bygge-rede-mentalitet. Kort sagt, vi begynder at lave vores mænd om.

Glemt eller efterladt i ladet på flyttebilen er vores beundrende blikke, vores evne til at lytte, forstå og acceptere disse mænd. Vi begynder at stække deres vinger i forhold til deres fritidsaktiviteter og deres samvær med vennerne. Vi begynder at forme vores mænd, så de passer ind i den ramme, vi har udset os til det fælles hjem. Som et varmesøgende missil begynder vi målrettet at  påpege deres fejl og mangler.

Efter nogle års samliv har vi fået slebet de værste kanter af vores mænd. Mange par oplever, at de efter nogle år ikke har noget at snakke om udover dagligdagens gøremål; arbejde, hjem, børnene og planlægning af diverse praktiske ting. Og så er det at  manden falder i søvn foran fjernsynet. Ikke gider noget i weekenderne med videre. Det der startede ud som et lidenskabeligt kærlighedsforhold er reduceret til et ”aftale- og forpligtigelses-” forhold, hvor intimiteten er ”en by i Rusland” og ”ikke værd at skrive hjem om”.

”Jeg gider ikke lege mor for ham!”. Jamen så lad dog være! Men er sandheden ikke, at vi kvinder har et nursing-gen, som vi godt kan lide at gøre brug af overfor vores mænd. I hvert fald indtil der kommer børn til huse. Jeg har endnu ikke hørt en veninde udtale, at hendes kæreste eller mand har bedt hende tage hans underbukser op fra gulvet og smide dem i vaskekurven. Bedt hende om at stille mælken i køleskabet for ham. Huske ham på at tage sin vitaminpille. Det er en rolle, vi påtager os, og jeg vil hævde at vi nyder den, for den udfylder to grundlæggende behov hos os kvinder; Nemlig vores behov for rollen som Florence Nightingale og Martyr. Her er søstersolidariteten guld værd, for vi bestyrker hinandens martyrium, når vi er sammen og kritiserer vores mænd.

Jeg hører ofte bemærkningen: ”Han har forandret sig. Han er ikke længere den jeg forelskede mig i.” ”Øh nej!” og ”selvfølgelig ikke” får jeg lyst til at sige, for vi har jo gjort alt hvad, der stod i vores magt, på at forandre ham. Nu hvor det er lykkes, bebrejder vi ham, at han har ladet sig forme.

Jeg talte med en kvinde for noget tid siden. Hun havde sidste år besluttet sig for at lade sig skille. Hun følte sig ikke forstået og værdsat længere. Hun var gået på biblioteket for at låne en bog, om hvordan man kommer gennem en skilsmisse, og havde i forbifarten taget en bog med om parforhold. Det blev en øjenåbner for denne her kvinde. Hun valgte at skrive et brev til manden, hvor hun undskyldte, at hun ikke længere var den kvinde, han havde forelsket sig i, og opremsede sine egen andel i ægteskabets lavkonjunktur. Hun fortalte manden om de egenskaber, hun værdsatte hos ham, og bad ham overveje, om han ønskede at forblive i deres ægteskab, for det gjorde hun.

Denne her kvinde tog ejerskab og holdt bolden over på sin egen banehalvdel og det kunne mange af os kvinder lære noget af. Frem for at have fokus på mandens fejl og mangler, bør vi kvinder rette fokus på vores egen aktie i vores situation. Hvornår har vi sidst spurgt ind til mandens oplevelser og virkelig lyttet interesseret? Hvornår har vi sidst sat parforholdet øverst på dagsorden?

En af de store faldgruber i parforhold mener jeg er, at vi udvikler en symbiose som par. Vi begynder at foretage os alt sammen. Ved at fraskrive egeninteresser og aktiviteter, reducerer vi muligheden for at opretholde interessen ved at fortælle og lytte aktivt til hinanden. Vi har intet nyt og inspirerende at byde ind med i samtalen, for det vi har oplevet, har den anden også oplevet. Ikke at jeg underkender fælles oplevelser, men skal vi bevare fascinationen af hinanden,  mener jeg, at vi er nødt til at hente inspiration hver for sig. Ellers kan vi kun bidrage med den fælles historie.

Vi mennesker har mange forskellige roller, vi skal udfylde i hverdagen, og vi inddeler dem ofte ubevidst i prioriteter. For mange mænds vedkommende er hans fornemmeste rolle at være forsørger, dernæst kommer rollen som ægtefælle, forældre, ven, sportsudøver mv og søn. For kvinder er det oftest rollen som mor der er hendes glansrolle, dernæst datter, ægtefælle, veninde, kollega. Rollen hvor egeninteresserne udspilles, er ofte helt udfaset af  repertoiret. Rollerne som elskende og kærester bliver sporadisk, tilføjet rollelisten som biroller.

Kvinden på cafeen, hvis mand arbejder for meget, fortalte veninderne, at hun havde påpeget mange gange overfor Bo, at hun syntes han arbejder for meget. Kun med det resultat, at Bo blev sur. Her er det at kønnenes forskellige prioriteter bliver et problem. Vi er ikke bevidste om, at det er den rolle manden fra barnsben er opdraget til at påtage sig. For mange mænd er deres job identitetskabende. Ved at forsørge sin familie føler manden sig betydningsfuld og frem for at bebrejde manden, at han arbejder meget for at forsørge sin familie, bør vi rose ham for netop den egenskab. For fra mandens side ligger der en stor kærlighed til konen og børnene gemt i hans megen arbejde og i hans forsørgerrolle.

Når der opstår irritation og problemer i vores forhold, vil vi kvinder tale om tingene. Jeg ved ikke hvad der er med os kvinder, men jeg har ved selvsyn og gennem veninderne erfaret, at det bedste tidspunkt for os kvinder at diskutere på, er når manden er gået i seng. Skyldes det at vi ved at manden er træt og ikke vil yde den store modstand? Han ligger der under dynen, så risikoen for at han bliver så sur, at han vælger at gå, er ligeledes minimeret. Er det når han er gået i seng, han er et let offer for vores kritik? Vi kvinder vil naturligvis hævde, at tidspunktet lige før vi skal sove er det bedste tidspunkt, fordi børnene sover, og dagens gøremål er overstået, og vi kan afse tid til snakken. Sandheden er bare, at vi også, når der ikke er børn i forholdet ofte vælger dette tidspunkt. Hvis snakken er så vigtig for os, bør vi så ikke udsætte de praktiske gøremål og ikke snakken? Stof til eftertanke hos hver enkelt af os kvinder.

Faktum er, at vi kvinder er meget verbale og meget kritiserende, når vi taler, om hvordan vi oplever tingene, ikke med men til vores mænd,. Det ord, vi oftest bruger i en diskussion, er ”du” – du gør, du siger osv. Frem for at sige jeg – jeg oplever, jeg føler. Vi skyder bolden over på mandens banehalvdel, pålægger ham skyld og kræver, at han tager ansvar. Bør vi kvinder skue lidt indad, inden vi hamrer til bolden? Ni ud af ti gange vil jeg hævde, at vi kunne have undgået et skænderi. For hvis nu det glas irriterer Thomas kone, hvorfor spørger hun så ikke, om han er færdig med at bruge det, for så vil hun stille det ud? Hvis problem er det glas egentligt? Det er jo helt klart ikke et problem for Thomas, at det står på bordet. Når konen har et problem med det, bør hun så ikke selv løse det, frem for at gøre det til Thomas’ problem …eller rettere, at gøre Thomas til problemet?

Jeg lever, som tidligere fortalt i et Cola forhold – Couples living apart. Min kæreste og jeg aftalte fra starten, at vores forholdet ikke skulle udvikle sig til at indbefatte fælles bopæl. For nylig blev jeg af en ven spurgt, hvorfor jeg er så stor modstander af fælles bopæl. Hvortil jeg svarede, at jeg har den skønneste kæreste, og vi har det fantastisk sammen. Vi inspirerer hinanden, vi har lange intense snakke, vi er gode til at forkæle hinanden og til at opleve spændende ting sammen. Vi er elskende og kærester.  Alt dette er jeg bange for forsvinder i bunken af sure sokker. Bange for at kærligheden drukner i den fælles opvaskebalje. Bange for at jeg bliver en sur mokke, der bebrejder min kæreste, at han ikke overholdt tiden. Bange for at jeg træder ind rollen som Florence Nightingale og påtager mig martyrrollen.

”Jamen det kan du da bare lade være med!” sagde min ven. Det lyder jo fornuftigt nok, men så enkelt er det bare ikke. For jeg kender mine egne adfærdsmønstre, når jeg forsøger at leve sammen med en mand. Jeg tror også, at det er det der sker for mange af mine medsøstre. Vi har et indre billede af og forestilling om, hvordan det perfekte parforhold er, og hvorledes den perfekte kone og mor er. Vi kvinder påduttes gennem vores opvækst, via opdragelse, romaner, film og reklameindustrien et billede af, hvordan parforhold og den perfekte kone og mor skal være.

Jeg kan ikke udfylde den rolle, men jeg ved, at når jeg indgår i et samliv, så forsøger jeg at tillægge mig rollen, som den perfekte kone, men ender med at være en sur mokke. Hvorfor nu det? Det skyldes, at jeg ubevidst forventer ting af min samlever, som jeg ikke forventer af min kæreste. Ubevidst vil jeg stille krav til ham som samlever, som jeg aldrig vil stille til ham som kæreste.

Jeg begynder at forventer, at han tager del i de gøremål, der er i hjemmet. Forventer at vi er fælles om beslutningerne. Forventer at der ikke indgås aftaler, uden vi først har konfereret med hinanden. Forventer at han sætter mig først. Ubevidst bliver mine forventninger til krav, og jeg bliver en sur mokke, når han ikke lever op til mine forventninger og krav. De gøremål som, når jeg bor alene, er mit ansvar, bliver et fælles ansvar og dermed problem, når de ikke gøres. I stedet for bare at udføre dem som jeg plejer, begynder jeg at fokusere på millimeterdemokrati og nager mig fast i gloser som ”det er da også for dårligt….” og ”han burde da….”

Når jeg ved disse ting, burde jeg så ikke kunne imødegå dem og forhindre, at det udvikler sig sådant? Kan vi mennesker ikke ændre vore adfærds- og reaktionsmønstre, når vi er bevidste om dem? Det burde vi. Mit problem er blot, at jeg har forventninger til mig selv i rollen som samlever. En rolle med visse egenskaber jeg gerne vil udleve, men som i bund og grund ikke er den, jeg er som person. Jeg gør dermed vold på, hvem jeg er, i mit forsøg på at leve op til mit eget idealbillede af en kone, og frem for at bebrejde mig selv mine høje ambitioner, så retter jeg blikket udad og begynder at bebrejde min samlever, at jeg mister følelsen af, hvem jeg er.

For skal sandheden frem, så er det jo mig selv der fravælger veninderne, for at være sammen med samleveren. Det er mig der forventer, at han kommer direkte hjem hver dag. Det er mig selv, der vælger at sidde og stirre på klokken og føle mig forurettet. Det er mig, der prioriterer at stege bøfferne, frem for at iføre mig lidt pikant lingeri og forføre min samlever en almindelig tirsdag aften. Jeg ved med mig selv, at ifører jeg mig pikant lingeri, og han ikke kommer direkte hjem, så vil jeg bebrejde ham, at han ikke kunne forudse det. Så ofte kvæler jeg egne initiativer, om at opretholde gnisten i samlivet, allerede på tankestadiet, og så kan jeg jo i mit stille sind også bebrejde ham det.

Er samliv virkelig så pinefuldt, som disse fire kvinder på cafeen og jeg gør det til. Nej, det tror jeg i bund og grund ikke det er. Jeg tror, vi kvinder har en selvforstærkende indflydelse på hinanden, når vi sidder og betror os til hinanden. Vi vælger kritik frem for at fremhæve mandens kvaliteter, fordi vi der igennem selv opnår forståelse og omsorg.

Kan et samliv være gnidningsfrit? Det er nok urealistisk, men vi kan undgå at gøre det så problemfyldt, som vi gør, ved at tage ansvar og ejerskab for, hvorledes tingene gribes an og udarter sig. Et samliv kræver, at vi ser og respekterer hinanden både som individualister og som en del af fællesskabet. Det kræver, at vi i talesætter og afstemmer forventningerne til hinanden. Melder klart ud hvor det er, vi kan mødes i et kompromis, og hvor det er, at vi nedlægger veto. Et samliv kræver hårdt arbejde af begge parter.

Indrømmet, jeg er til Cola og flødeskum. Jeg indrømmer, at jeg har valgt at springe over, hvor gærdet er lavest ved at leve i et Cola forhold.  Jeg er så meget egoist og livsnyder, at jeg ikke ønsker at investere den energi det kræver for at opretholde et sundt samliv. Jeg er ligeledes for bevidst om egne adfærds- og reaktionsmønstre til, at jeg tør sætte det skønne forhold, jeg har, overstyr. Jeg er nemlig også bevidst om, at jeg er for dårlig til at indgå kompromiser med mine egne idealer og forventninger til mig selv som kone. Jeg har langt nemmere ved at leve op til de forventninger, jeg har til mig selv som kæreste og elskerinde i et Cola-forhold.

Der er sikkert mange, der vil mene at et Cola-forhold udspringer af egoisme. Jeg vil omvendt påstå af et Colaforhold primært udspringer af realisme, men at det fastholdes med elementer af egoisme. En egoisme, som jeg også mener er styrken i kærestens og mit forhold. For vi lever det liv vi ønsker – hver for sig, og når vi er sammen.