David møder Goliat

Sidder på et kontor. Venter. Der ligger flere magasiner på bordet, et af dem fanger mit blik. Forsiden viser en mand, der står i en sand kaskade af vand, der vælter ned over ham. Rammer ham med stor kraft. Han værger ikke for sig. Han står med armene over kors, trodsigt knyttet foran brystet. Blikket er intenst, munden en tynd streg. ”Jeg har fået nok!” står der hen over siden.

Jeg griber bladet, draget af det fængende billede og ordlyden. Inde i magasinet oprulles en historie om en erhvervsmand, som har haft succes i forretningslivet, men også fejlet med nogle af sine projekter. Det er historien om en almindelig mand, ægtemand og familiefar. Det er historien om en ikke helt almindelig forretningsmand i Aalborg. Det er historien om mediemanden Anders Bruun – manden der i Aalborg har været omdiskuteret, skrevet om, gisnet om og fortalt om. Hans historie har fyldt kilometervis af spalteplads i avisen Nordjyske Stiftstidende. Uafladeligt og ubønhørligt har der kørt en mediekrig imod manden gennem de seneste år, men ikke før nu har manden ønsket at tage til genmæle. Ikke før nu, har manden Anders Bruun ønsket at forsvare sig imod de anklager, der som en kaskade af vand har haglet ned over ham gennem årene. Scenen er sat og denne gang ikke i Nordjyske Mediers regi, men i mandens egen boldgade – det er hans ord udgivet på hans eget domæne, Business Class.

Er der behov for mere spalteplads i føljetonen Anders Bruun? Og i så fald, skal det være i min Klumme? Svaret må være et rungende nej! Jeg ønsker ikke at gå ind i historien om forretningsmanden Anders Bruun. Jeg har ingen interesse i at beskrive mandens succeser og fiaskoer – for med Nordjyske Medier, som modstander, så er det fiaskoer og ikke fejltrin, Anders Bruun er ophavsmand til.

Hvorfor er historien om Anders Bruun så interessant? Hvorfor bringes han ind i min Klumme, ind på mit domæne, mit medie?

Som klummerist og forfatter kan vi vælge at skrive om stort og småt. Om ting der ligger os på sinde, fiktion og nonfiktion. Anderledes forholder det sig med journalister i aviser og ugeblade. De har, set med mine øjne, en forpligtigelse til at bringe artikler der er objektive, veldokumenterede og frem for alt sandfærdige.

Er der ikke forskel på journalistik?

Når jeg læser et af de såkaldte kulørte ugeblade, forventer jeg som læser en vis indsigt i de kendtes gøren og laden. Min nysgerrighed bliver fodret og stillet. Jeg tillægger ikke det, jeg læser, den store sandhedsværdi, men jeg føler mig underholdt. Anderledes forholder det sig, når jeg læser en avis, medmindre jeg vælger at læse Ekstra Bladet og BT, som i mine øjne er avisernes svar på de kulørte ugeblade. Når jeg åbner aviser som Politikken, Kristeligt Dagblad og Nordjyske Stiftstidende, forventer jeg seriøst og dybdegående journalistik. Jeg ved, at når jeg læser artiklerne i disse aviser, så er den journalistiske vinkel præget af avisens officielle politiske og sociale ideologi. Det er kun naturligt, men når jeg som læser har taget forbehold for disse interesser, forventer jeg en saglig og veldokumenteret gennemgang af det emne, der beskrives i artiklen.

Har jeg sovet i timen og ikke set de nye vinde? Er de seriøse aviser rykket ind på de kulørte blades domæne? Er seriøs journalistik afløst af sladderjournalistik? Er presseetik et uddøende begreb?

Når pressen vælger at dække en historie, det være sig om de kendte i de kulørte ugeblade eller historien om en mediemands konkurs, har journalisten så et etisk ansvar og hvilket? Skal læseren underholdes og informeres for hver en pris? Og hvem betaler prisen?

Bekymrer det journalisten, hvad hans skriverier gør ved de mennesker, han skriver om? Bekymrer det journalisten, at de mennesker, der står side om side med den, der omtales i artiklen, bliver ramt? Familien, ægtefællen og børnene. Eller har disse mennesker ingen betydning?

Er det rimeligt, at den kulørte presse kaster sig over de kendte og udbasunerer deres gøren og laden på det glitrende papir? De ansvarlige redaktører, journalister og os læsere, vil sikkert hævde at det er omkostningerne ved at vælge et erhverv, der bringer en i rampelyset. Det er en afvejning skuespillere, sangere og andre kendte må havde gjort sig, inden de valgte at betræde ”the walk of fame”. Kan man hævde det samme om en erhvervsdrivende?  Burde en erhvervsmand forudse at hans forretning, hans personlige succeser og fejlslagne investeringer kan bringe ham i avisernes søgelys, og at hans gøren og laden pludselig kan få læserens interesse?

I sagen om entreprenør Kurt Thorsen og direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, så ja! Deres forretninger, deres transaktioner involverede os danskere, ikke blot som læsere, men som almindelige investorer i PFA. Kan man hævde det samme om erhvervsmanden Anders Bruun? Jeg vil medgive Nordjyske Stiftstidende at der var en journalistiske og erhvervsmæssig interessen i at bringe historien om Anders Bruuns konkurs. Det burde ikke komme bag på nogen læsere, at indenfor erhvervslivet balancer chancerne for overskud  parallelt med risikoen for underskud. Den slags forretninger drives og afvikles hver eneste dag, men de færreste får den spalteplads Nordjyske Medier tildelte Anders Bruun.

Hvad lå der til grund for at Nordjyske Medier gennem flere år brugte energi og tryksværte på at fremstille en, omend ikke ubetydelig mediemand i Aalborg, men dog på landsplan en lille fisk som boltrede sig i Limfjorden og ikke i verdenshavene, så negativt? Lå motivet i at Anders Bruun formastede sig til at udgive gratis magasiner til Aalborgenserne? Magasiner finansieret af annoncører der tidligere fik bragt deres annoncer i Nordjyske Medier? Motivet står hen i det uvisse. For som redaktøren i Business Class skriver i sin leder findes der tre versioner af virkeligheden: Din, min og den rigtige! I den aktuelle sag har det været Nordjyske Mediers virkelighed, og først nu Anders Bruuns virkelighed og hvordan skal vi som læsere kunne afgøre, om den sande virkelighed, ligger et sted midt i mellem?

Den virkelighed vi dog aldrig hører om i de kulørte ugeblade og aviserne, er den virkelighed der udspilles for personerne bag artiklen. Vi hører ikke om de menneskelige omkostninger, der er ved journalistens dækning af en historie. Vi kan gisne om de følelsesmæssig konsekvenser, der må være ved at se en person man holder af, hængt ud på forsiden. Men vi kan ikke føle smerten. Den smerte, som de involverede personer og deres familiemedlemmer sidder tilbage med, når journalisten er gået videre til den næste historie og vi lægger artiklen væk. For journalisten og os læsere, er det blot én historie ud af mange og vi haster, ofte upåvirket, videre. Den luksus har de omtalte ikke.

Pressen er de kendtes xiphos – det tveægget sværd. For faktum er, at en skuespiller, sanger mv. har brug for pressen til at profilere sig selv i sit kunstneriske virke. Ved at bruge pressen, gør personen sig til genstand for læserens interesse og dermed opstår behovet for, at vide noget om den pågældende, som privat person. Er det ikke op til den pågældende skuespiller, at sætte grænsen for hvor privat han ønsker at være, frem for at det er journalisterne, der afstikker grænserne for, hvor meget der skal ud til offentligheden?

Den tidligere chefredakør for Se og Hør, Mogens E. Pedersen, stod gang på gang frem og forsvarede artikler bragt i bladet med ordene: ”Jeg har en forpligtigelse overfor mine læsere, til at bringe historien.” Er det ikke blot en søgt undskyldning for ikke at tage ansvar, overfor de mennesker artiklerne involverer? Hvis journalister, og dermed deres chefredaktører, har en forpligtigelse overfor os læsere, har de så ikke også et ansvar for at sortere i hvad der er relevant for os læsere, at læse om? Er det relevant for mig som læser, at vide at en kendt skuespiller skal skilles? Dybest set ikke, med mindre jeg gør mig forhåbninger om selv at lægge billet ind hos den pågældende. Dog må jeg erkende, at en skuespillers forliste ægteskab har en vis nyhedsinteresse hos både journalister og læsere. Informationen om skilsmissen er så vidt saglig journalistik, men når der gisnes om, eller videregives informationer, om årsagen til skilsmissen, har jeg svært ved at se det saglige og objektive og frem for alt det relevante i journalistikken. Hvilken relevans har denne oplysning for journalisten og læseren, udover at fodre og stille den hos alle mennesker iboende nysgerrighed? Ingen, og det bør henhøre under privatlivets fred.

Har vi som læsere et medansvar, idet vi jo køber bladene og aviserne og dermed gør det muligt for journalisterne, at forsætte deres ubønhørlige snagen og indgriben i privatsfæren hos de kendte? Det mener jeg ikke, idet vi som læsere kun har mulighed for, at få styret vores nysgerrighed i kraft af journalisternes valg. Det er for letkøbt, når chefredaktører og journalister fralægger sig ansvaret, ved at påberåbe sig læserens interesse. Det er en interesse der er medieskabt, ene og alene for at sælge blade og aviser. Blev vi læsere ikke fodret med disse informationer, ville vi få stillet vores nysgerrighed, ved de menneskers gøren og laden, som befinder sig i vores eget liv. Selv om det så er læsernes nysgerrighed der er drivkraften, så er det journalisterne, ikke læserne, der er de professionelle og det bør være journalisterne der sætte barrens højde for, hvad der er etisk journalistik og ikke læserens nysgerrighed.

Journalister bør være hævet over egne interesser, når de skriver deres artikler. Har de egeninteresser i den pågældende sag, er de i mine øjne inhabile, idet journalisterne, efter min mening, en etisk forpligtigelse til at fremstille en sag objektiv og sandfærdigt. De har en særligt ansvar i min optik, overfor de mennesker deres journalistiske vandmasser rammer og især overfor de pårørende til de mennesker, som journalisternes syndflod af ord trækker med sig.

Når Nordjyske Medier vælger at bringe mig som læser, gentagelser på gentagelser af den samme historie i to år, vil jeg vove den påstand at det ikke handler om journalistik, men om et personligt korstog, imod manden Anders Bruun, men også imod de mennesker der udgør hans familie. Jeg vil endda gå så langt, som at hævde at Nordjyske Medier har svigtet deres presseetiske ansvar og misbrugt deres magt, til at trække en velrenommeret Aalborg avis, ned på et plan som jeg betegner som luderjournalistik.

Så jeg vælger at bruge Klumme plads til at udtrykke min begejstring over at jeg nu, efter to lange år, endelig hører den anden side af historien. Historien set fra Anders Bruuns ringhjørne. Jeg vælger at bruge min Klumme til, at udtrykke min dybeste beundring for at erhvervsmanden Anders Bruun har formået at drive virksomhed på disse betingelser. Jeg bruger Klumme plads til at udtrykke min medfølelse overfor privatpersonen Anders Bruun og hans familie, for det har utvivlsomt været menneskeligt hårdt at befinde sig på øretævernes spalteplads.

Jeg vil også bruge min Klumme til, at udtrykke mit mishag imod Nordjyske Stiftstidendes dækning af sagen om Anders Bruun. Fremfor alt, vil jeg bruge min Klumme til at opfordre journalister til at genfinde den journalistiske etik!