Det Goggler vi da bare
I dagens Danmark forholder det sig, desværre, sådan, at mange mennesker i dag har navne-og adressebeskyttelse, samt hemmeligt telefonnummer. Årsagerne kan være mange – det kan være jobrelateret, kønsrelateret, idet mange enlige kvinder ikke ønsker, at have deres adresse og telefonnummer på offentlige søgemaskiner. Eller der er en livstruende grund til, at man har valgt denne løsning. Det kræver, at især teleselskaberne, er ekstrem påpasselig, når de får nye kunder og disse markerer i rubrikken, at de ønsker nummeret udeladt.
Dette skete ikke, da jeg skiftede teleselskab. Til trods for, at jeg havde bedt om at få udeladt mit navn, min adresse og mit telefonnummer fra diverse søgemaskiner, kunne man få samtlige oplysninger, blot ved at Google mit navn. Google er en genial opfindelse, men den kan altså også bide damen her i rumpetten, måtte jeg jo konstatere idet Goggle, De gule sider og Krak nok så lystigt flashede mine data.
I et debatforum på Facebook, havde en mand skrevet et vredt indlæg om, hvordan han var blevet svinet til for hans holdninger, ikke blot på Facebook, men også privat ved at folk havde sendt ham hadebreve og ringet ham op og skældt ham huden fuld. Når vi stikker næsen frem og blander os i offentlige debatter, er der en risiko for, at nogle mennesker bliver fortørnet over det man skriver og man har frivilligt stillet sig på ”øretævernes holdeplads”. Men der bør være en etisk grænse, nemlig at debatten kun forgår i det offentlige rum og ikke i personers privatsfære. Den grænse er der, desværre mennesker der ikke formår at holde. Det kan virke rimelig harmløst, at en person bliver konfronteret med modargumenter og vrede i den privatsfæren, men for personen er det en krænkelse af privatlivets fred og en invasion af det rum, der for os alle, og nok i særdeleshed for os der debatter, burde være ukrænkeligt.
Man kan så hævde, at personer der vælger, at gå ud med sine meninger i det offentlige rum, burde havde sikret sig inden, imod denne form for chikane, men burde det ikke være en uskreven regel, at man respekterer debattørernes privatsfære?
Der hvor det bliver virkelig katastrofalt, er der hvor person har gjort alt for at sikre sig navne- og adressebeskyttelse, samt hemmeligt nummer, af livstruende grunde og teleselskaberne så ikke er obs. på dette. Jeg tror ikke et øjeblik på, at det skyldes onde hensigter, men det er en fejl der bare ikke må ske.
Teleselskaberne kender jo ikke grunden til kundens valg. Det kan jo reelt set, skyldes at personen stalkes af en anden person. Her kan resultatet af denne fejl blive katastrofal. Her nytter det ikke, at hævde, at det er ”menneskeligt at fejl”. For fejlen kan i yderste konsekvens koste menneskeliv. Det er derfor vigtigt, at teleselskaber behandler hver nyoprettelse, med stor omhyggelighed og er sig det enorme ansvar bevidst, for de kender reelt ikke baggrunden for kundens valg!
Så jeg vil lade denne note være en opsang, både til ens meddebattører om at udkæmpe kampen i det regi, den er henlagt i. Samt til teleselskaberne om at være obs. på kundens valg!