En hyldest til min by

Thor Heyerdahl hævder: ”Skal man have et sandfærdigt indtryk af vor planet, må man enten betragte den på meget nært hold eller fra månen….”

Gælder det samme for min by? Kan jeg ikke se den som den er i al sin sandfærdighed, fordi jeg er tæt på, men ikke nær nok? For langt væk, men ikke fjernt nok?

En god ven, som for længst var rejst fra byen fortalte mig engang hvorledes han har det når han kører nordpå: ”Når jeg kommer til frakørsel 29 på motorvej E45 – den der fører fra til Svenstrup – og hvor man passerer under en viadukt….. Det er for mig porten til det sted, jeg føler mest hjemme. Man passerer under broen og gennem porten, og på den anden side åbner landskabet sig bredt ud til begge sider, og man får det første glimt af Aalborg. Fra Rørdal i øst til Hasseris i vest. Med byens grønne bakker der hæver sig i midten. Med skorstenene der peger mod den blå himmel. Solen glimter i tagene fra byens huse og byder mig velkommen!”

Lige præcis der på dette punkt på motorvej E45 krydser han ikke bare et fysisk sted på landkortet Lige der ved viadukten gennem porten kører han ind i det følelsesmæssige landskab som tårner sig op fra hans sjæl og ind i hans bevidsthed. Der foran hans øjne og i hans hjerte ligger Aalborg i al sin genkendelighed.

Jeg forstår ham godt, for jeg har det jo på samme måde…Ja altså med min by – ikke med Aalborg, som for mig blot ligner det den er – en arbejderby i forfald. Det der skabte byen er ikke mere. Spritfabrikkerne, Værftet, Kranerne på havnen er væk. Tilbage står Siloerne og holder stand imod fornyelsen – som et monument over hvad der har været. Der ved havnekajen kan man kaste længselsfulde blikke over på min by…..

Min by ligger nemlig over på den rigtige side….Solsiden. Adskilt fra Aalborg af Limfjorden ligger Nørresundby. Byen som hunden Cave Canem vogtede over i det meste af min barndom. Der foran broen lå den og skuede imod Aalborg og passer på sine bysbørn – sundbynitterne.

Cave Canem er senere blevet forvist til Lindholm Strandpark, men han skuer stadig vagtsom over mod Aalborg. Det forlyder at hans afkom, hvalpen Robert stadig lever på en hemmelig adresse her nordenfjords – klausulen der fulgte hvalpen, lyder på at Robert kun må være nordenfjords og altid skal placeres med rumpen imod Aalborg.

Nørresundby er min by, min hjemstavn min hood …… Ikke Nr.Sundby som nogle blasfemisk skriver men Nørresundby – med respekt for traditioner og ældgammel historie håndhæver vi sundbynitter den gamle agtværdige stavemåde. Vel tager det længere tid at skrive Nørresundby, men det er jo netop et af kendetegnene for Nørresundby – tiden har sit eget tempo i Nørresundby og når broen eller tunnelen krydses så forsvinder stress og jag i vingesuset fra det pulserende Aalborg.

Torvet ved broen siges at være Nørresundbys centrum, men os der bor i Nørresundby – vi ved bedre. Centrum er toppen af Skanseparken. Stedet hvor byens borgere i tidernes morgen gik til bal, hvor søndagsudflugten med familien blev henlagt til og hvor man de hårde vintre stod på skøjter. Pavillonen er væk, men parken består. Det er her på toppen af Skansebakken vi kan se ud over Aalborg og ud over HELE Nørresundby. Nørresundby er nemlig ikke bare Nørresundby. Nørresundby er så meget mere.

Her på toppen af Skansen kan man skue ud over det der til sammen danner Nørresundby: Lindholm i nordvest, Bouet i øst og Nørre Uttrup i nordøst. Lindholm hvor åen slynger sig gennem landskabet. Lindholm hvor flyene fra ind- og udlandet letter og lander. Lindholm høje – hvor man fornemmer det historiske vingesus i de flere hundrede stensætninger, som vidner om at de første bysbørn boede her i år 500.

Nørre Uttrup der med sin beliggenhed lige ned til Limfjorden, kan fremvise ikke blot én men to lystbådehavne. Nå ja måske ikke lystbådehavne i den gængse forstand, men nærmest to små vige langs Limfjorden, hvor man fortøjer sin båd og færdes af lyst. Nørre Uttrup hvor man ikke kan sige Jin Shing uden at høre ekkoet ”Spise her – med hjem?”.

Bouet – hvor land og by mødes, hvor industri ligger side og side med gårde og byens største arbejdsplads – Jysk trænregiment – hvor unge drenge blev til mænd eller blev de blot til drengerøve? Hvor skoven har dybe spor efter pansret mandskabsvogne og store drenge der øvede til krig og hvor mange små drenge har erhverve sit første tomt patronhylster, imens de lege krig i skoven.

Nørresundby er mere end blot en by, det er en sindstilstand. Motorvejen er pulsen der dunker i ens øre. Fjorden er blodet der løber i ens åre. Man flirter måske med andre byer, men Nørresundby forlader aldrig én helt og mange vender ofte tilbage. Dette gør også at Nørresundby lidt hånligt bliver betragtet som en stillestående andedam, men der er nu noget beroligende i at alle kender alle – eller idet mindste kender vi nogen som kender nogen som kender os.

Ethvert nyt ansigt studeres indgående og med et venligt smil – for er det noget som kendetegner os sundbynitter så er det vores imødekommenhed, som nok udspringer af nysgerrighed men også ægte varme. Sundbynitter er jordnære med en underspillet humoristisk sans og svært uimponeret over det den store verden har at byde på…..for når alt kommer til alt: ”Hvis Nørresundby ikke har det, så er det ikke værd at have!”

I 44 år har Nørresundby været min bopæl, men selv om jeg ikke længere tæller i statistikken over 9400 Nørresundby, så er Nørresundby stadig MIN BY. Det var her jeg trådte mine barnesko og senere mine stiletter. Det var her jeg oplevede min første kærlighed. Det var jeg smagte min første æbelsnap før en fest i Lindholm Kirke Centret. Det var her jeg dansede til Barry Boogaloo på Folkets Hus i Nørresundby. Det var her jeg havde min skolegang og mit arbejde. Det her jeg fik mine børn og så dem træde sine barnesko. Det var her jeg blev gift og skilt igen – blot endnu et eksempel på at sammenblanding af Aalborg og Nørresundby ikke kan lykkes. Det var her jeg genså min første og forhåbentlig sidste kærlighed! Det er her jeg ser mine børnebørn tage deres første skridt og det er her jeg vil ældes – for i Nørresundby er jeg (næsten) født og her har jeg hjemme……