En pose blandede bolcher

I mine bedsteforældres tid var parforhold lig med ægteskab. I mine forældres tid ansås ægteskabet for at være en forældet institution og man levede sammen uden at have papir på hinanden. Mange i min generation har afprøvet begge dele. En del uden den store succes og de har indset, at de egner sig bedst til at leve med en partner, som de ikke bor sammen med. Dette er blevet så almindeligt, at denne livsstil har fået den officiel betegnelse Cola (Couple living apart).

I mine bedsteforældres tid, lovede man at ”forsage” alle andre, når man først havde givet hinanden sit ja til, at leve sammen i medgang og modgang. I mine forældregeneration var det nærmest helligbrøde, at begrænse hinandens personlige udfoldelse, især på det seksuelle område. I min generation eksperimenteres der både med åbne forhold, og svingerklubber. Her er der en gensidig aftale om, at parret må gøre sig seksuelle erfaringer med andre partner. Enten sammen eller hver for sig.

Uanset om vi lever i et parforhold med eller uden papir, eller et såkaldt Cola forhold, så er der i størstedelen af forholdene, en uudtalt forventning om, at man er monogame. Dog viser statistikkerne, at det ikke er alle der lever op til forventningen om et monogamt forhold.

De fleste af os har en holdning til utroskab. Dem der praktiserer det, har jo deres mening, som ofte er at ”det man ikke ved, har man ikke ondt af!”. Spørgsmålet er blot, hvis de konsekvent altid er deres partner utro, hvorfor så ikke bekende ”kulør” og leve i et åbent forhold? Er det ikke kun den seksuelle spænding der driver dem, men også det faktum at de ”leger med ilden”, som gør utroskaben attraktivt? Jeg ved det ikke. Det, jeg dog har lagt mærke til er at folk, der er deres partner utro på regelmæssig basis, ikke bruger betegnelsen utroskab, men kalder det sidespring. Sidespring lyder ikke så slemt som utroskab. Gad vide om der ligger en psykologisk begrundelse for valg af betegnelsen. Har man nemmere ved, at se sig selv i spejlet, hvis man har haft et sidespring, frem for at have været utro?

Et flertal i Danmark er imod utroskab. De fleste mener, at utroskab er ødelæggende for parforholdet, idet tilliden og samhørigheden mellem dem forsvinder, såfremt den ene part er utro. Alligevel viser statistikkerne, at hver tredje har været en partner utro. Giver vi blot udtryk for en samfundsskabt moral, om at vi skal foragte utroskab, samtidig med at vi dyrker den i stor stil? Noget kan tyde på det.

I slutningen af oktober 2010 åbnede datingsiden victoriamilan.dk og allerede i maj 2011 havde hjemmesiden 60.000 tilknyttede brugere. Det specielle ved denne datingside er, at den henvender sig til folk der er gift eller samlevende og som ønsker et sidespring. 90% af brugerne oplyser, at de er gifte eller lever i fast forhold. De resterende 10 % er singler. Det vakte stor forargelse, da sitet åbnede, idet man mente at det var en opfordring til utroskab. Jeg vil hævde at sitet blot benytter sig, af at der er et marked for den slags. For var der ikke det, var der jo ikke så mange medlemmer.

Kan man komme helskindet gennem et utroskab?

Jeg kender ikke statistikken på, hvor mange parforhold der overlever et erklæret utroskab. For faktum er jo, at en del vælger ikke at fortælle deres partner om det, hvis de har begået utroskab. Jeg er overbevidst om, at et forhold kan overleve at den ene part har været utro. Især hvis der var tale om et enkeltstående tilfælde. Langt sværere tror jeg det er, hvis den utro part ligefrem har haft en affære. Er det en enkeltstående hændelse, så har det ofte handlet om en seksuel tiltrækning. Hvorimod der er langt større risiko for, at der er følelser involveret, hvis det er en affære. Selv om jeg anerkender, at folk kan have affærer uden at de er følelsesmæssig tiltrukket af den person de dyrker sex med.

Nogle mennesker vælger også at leve flere sammen og er monogame i dette forhold, selv om det jo må betegnes som et polygamt forhold. I Danmark er bigyni og biandri forbudt ved lov. Dvs. at en mand ikke lovformeligt kan være gift med to kvinder og en kvinde kan ikke være gift med to mænd. I dansk lov fra 1683 står der om polygami: ” Hvilken Ægtemand eller Ægtekvinde, der indlader sig med en anden i Ægteskab, bør miste sin hals”.

I visse religioner så som Islam og Jesu Kristi af Sidste Dags Hellige (mormoner) samt Hinduistiske religioner, sågar grene af  jødedommen, og kristendommen praktiseres polygami den dag i dag. Da Danmark har åbnet sine grænser for flygtninge og indvandring, skaber dansk lovgivning om monogami problemer. Den mest kendte sag er den om den irakiske tolk: Den irakiske tolk blev sammen med sine to koner og tre børn hentet til Danmark i juli 2007, fordi hans arbejde for koalitionen i Irak var blevet livsfarligt for både ham og hans familie. Den 28. april 2008, besluttede Familiestyrelsen, at tolken skal have rettet henvendelse til statsforvaltningen inden den 26. maj med henblik på at opløse det ene ægteskab. Ellers vil sagen ende i retten. Tolken nægter med henvisning til sin tro. Tolken og hans familie valgte at rejse tilbage til Irak, frem for at lade sig skille.

Vi får i disse år mange somaliske flygtninge til Danmark og disse har ofte flere koner og da kuglestøderen Joakim B. Olsen stillede op som spidskandidat for Liberal Alliance udtalte han, at han støttede flerekoneri.  Hans overordnede budskab var, at staten skal afholde sig fra at gribe ind i folks personlige frihed, når ikke deres handlinger skader andre. Det skabte en hed debat.

Har Joakim B. Olsen en pointe? Skal staten blande sig uden om? Staten blander sig jo ikke i det enkelte individs ret til at leve sammen med flere personer. Staten udelukker blot, at man kan være lovformeligt gifte med mere end en ad gangen. Er det en forældet lovgivning vi har på området og strider den dybest set ikke imod ligestilling? Hvis man vælger at leve i et polygamt forhold, kan man ikke arvemæssigt sikre sine partnere ifht. pensioner og ulykkesforsikringer, idet kun den ægteviede eller en enkelt partner kan begunstiges.

Vi har i Danmark en lovgivning og en moral der tager afstand til det polygame. Men er vi mennesker skabt til at være monogame, når så mange vælger at være deres partner utro, og leve i åbne forhold?

Jeg tror ingen af os kan sige os fri for på et eller andet tidspunkt at have været seksuelt eller følelsesmæssigt tiltrukket af en anden person. Det være sig et kort øjeblik eller en længerevarende betagelse af et andet menneske. Når vi kigger en ekstra gang efter en person der går forbi os på gaden, eller flirter med en fremmede, er det så ikke en bekræftelse på at mennesket ikke er skabt monogamt, men at vores kultur har påduttet os en monogam indstilling? Jeg tror ikke, at vi mennesker er født til at være leve monogamt, men at vi vælger hvorledes vi vil leve ud fra vores egen overbevisning, selv om den indimellem strider imod det vi er opdraget til. Andre igen er så forankret i de moralske og sociale normer, at alt andet end monogame forhold er utænkelige.

Jeg synes det er op til enhver, hvorledes de ønsker at leve deres liv. Ingen af os står til regnskab overfor andre end os selv. Så længe vi selv kan stå inde for det vi laver, så vedkommer det dybest set ikke andre. Gælder det så også for den mand eller kvinde, der er sin partner utro og ikke vælger at fortælle sin partner om sit utroskab? Det er jo altid op til hver enkelt af os at vælge, hvad vi delagtiggør vores partner i, og jeg er ikke ubetinget tilhænger af, at man fortæller sin partner om sin utroskab eller sidespring. Jeg har kendt personer, som vitterlig elskede sin partner, men som ikke formåede at være tro. Er det ikke blot en egoistisk levevis, både at udleve sin trang til andre og fortie den? Det er det, men tjener det partneren at vide besked, hvis parret ellers har det godt sammen både følelsesmæssigt og seksuelt? Jeg vil nødig gøre mig til dommer over, hvorledes andre skal leve sit liv og hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg kræver ikke troskab af min partner og har heller ikke lovet troskab. Jeg mener nemlig ikke, at man har ret til at begrænse hinandens i et forhold. Er det ensbetydende med at jeg lever i et åbent forhold? Jeg lever, mig bekendt, i et monogamt forhold, hvor vi blot ikke har opstillet anden regel end, at såfremt den anden føler for at have et forhold, seksuelt eller følelsesmæssigt, til en anden, så er vi åben omkring det. Vil jeg kunne acceptere, at min partner havde et sidespring eller en affære? Jeg tilstår, at jeg ikke vil hverken juble eller klappe i hænderne af glæde, skulle det ske, men med udgangspunkt i de følelser vi har for hinanden nu, og hvis det skete nu, vil jeg tror, at vi vil komme helskindet igennem at den anden havde en seksuelt oplevelse med en tredje part. En følelsesmæssig  affære, vil vi nok begge have svære ved at komme overens med. Jeg har aldrig, og tror heller aldrig, at jeg vil være en partner utro. Ikke på grund af min partner, men på grund af mig selv. Jeg vil føle at jeg svigter, ikke ham, men mig selv og mine egne idealer, ved at gøre det. Og så er vi tilbage ved, at jeg mener at det er op til hver enkelt af os at tage et valg og et fravalg ud fra, hvorledes vi ønsker at leve. For uanset om vi vælger at være gift, samlevende – med en eller flere, leve som Cola, monogamt eller i åben forhold, er heteroseksuel, biseksuel, homoseksuel eller aseksuel; så handler det vel om friheden til at leve i overensstemmelse med den man er.
.