Far er noget man er

I dag hylder vi fædrene her i Danmark. Mange børn, uanset deres alder, fejrer at det er ”Fars dag”. Det har fået mig til at tænk lidt over hvad begrebet ”Far” dækker over.

Jeg mindes to episoder fra da mine børn var yngre, som satte nogle tanker i gang hos mig. Min ældste kaldte sin far ved fornavn i en periode, da hun var to år. Hun havde selvfølgelig hørt at jeg brugte det navn og at han responderede på det, så hun begyndte også at sige hans navn, når hun henvende sig til ham eller kaldte på ham. Jeg spurgte ham, om det ikke generede ham at hun brugte hans navn, hvortil han svarede: ”Det er jo det jeg hedder. Far det er noget jeg er!”

Han havde jo ret. Far – og mor – er jo titler vi tager på os i det øjeblik vi får børn og gør til et navn, men når alt kommer til alt er det jo ikke noget vi blot kaldes, det er en ærestitel og noget vi er og ikke noget vi hedder.

Min yngste datter skulle lave et stamtræ i børnehaveklassen. Hun skrev min mands navn på under rubrikken ”Far”. Hendes lærer vidste, at min mand ikke var biologisk far til min datter, så da jeg hentede hende spurgte læreren om min datter kendte navnet på sin ”rigtige far”. Min datter, som overhørte dette  gentog min mands navn og sagde meget bestemt: ”C. er min rigtige far, E. er mit biologiske ophav, ikke min far.”

Jeg måtte i mit stille sind give min datter ret og det fortalte jeg hende også på vejen hjem.

For ”Far” er jo ikke nødvendigvis den person man deler gener med. Far er i mange børns tilfælde ham, som er der når man slår knæet, ham som man deler hverdagens oplevelser med.

Kernefamilien, som mange af os kender fra dengang vi var børn, er ikke nødvendigvis den familiekonstellation, som børn i dag vokser op med. Der er i dag mange forskellige konstellationer og i dag er mange af os bonusforældre til vores samlevers børn.

Begrebet ”socialfar” dækker over den person som barnet ser som rollemodellen for hvad en ”far” er. For barnet afhænger dette ikke af om barnet og denne person deler DNA.

For mange fædre og mødre, kan det være en stor kamel at sluge, når børnene tiltaler deres mors eller fars nye mand eller kone som bonusfar eller bonusmor.

Min den ældste har fra hun var to år, haft en pragtfuld bonusmor, som nu også er bedstemor til min datters tre børn. For mig som mor var det kun dejligt at denne kvinde ville gå ind i mit barns liv og være der for hende som en ekstra mor. For min datter var og er denne kvinde en stor bonus. Dette til trods for at min datters far i mange år har været skilt fra denne kvinde, indgår hun stadig i vores familie.

Mange fædre oplever desværre, at de bliver kørt ud på et sidespor efter en skilsmisse, hvis børnene bor hos deres mødre. Her kan det være svært for en far, at acceptere at der kommer en tredjepart, som indtager den funktion i hverdagen, som de før selv havde som faderen i barnets liv.

En skilsmisse ændrer jo ikke ved, at de mænd der er der for deres børn, forsat er far for deres børn, men det åbner muligheden for at der kommer en bonusfar ind i disse børns liv. Det der for mig virkelig beviser at man er ”Far” med hjertet, er at man kan rumme, at ens børn knytter bånd til ens nye samlever uden, at barnet føler sig illoyal overfor sin biologiske far. Det er den voksnes ansvar, at barnet ikke kommer til at stå i den konflikt. Omvendt så er det i min optik også kun barnet selv der kan vælge om ens nye samlever skal kaldes ”far” eller ”bonusfar”. Det må aldrig være noget vi forældre pådutter vores børn.

Det er måske nemmer, at acceptere hvis man som min ældste far ser på begrebet far, som noget man er og som min yngste gjorde nemlig at far er den der er der for barnet. Om man er biologisk eller bonusfar er ligegyldigt, blot man er der for barnet. Er man der for sit barn som biologisk far, så kan en bonusfar kun være det som ordet netop siger: nemlig en bonus for barnet.

Så kære biologiskefædre, bonusfædre, socialefædre og hvad der ellers findes af betegnelser for jer fædre. Nyd at I i dag hyldes for jeres indsats som ”Far”. Far er nemlig ikke blot et navn, men noget man er i kraft af ens væsen og ikke pga. DNA.