Flyvsk

Da jeg var barn var det at være flyvsk ikke et synderligt stort problem. Næ det var nærmest en positiv og driftig egenskab, at man havde “ild i røven” som der blev sagt hen over middagsbordet. Med mindre faster Agathe var til stede, for faster Agathe tilhørte en frikirke og syntes hverken om ordet ”røv”, eller om at man var flyvsk. Næ man burde bedrive tiden i stille andægtig fordybelse af Guds ord, så når faster Agathe var på besøg blev r-ordet udskiftet med ordet ”bukser” til lejligheden.

Noget andet de var rørende enige om, også Faster Agathe, var at jeg var ”vaccineret med en grammofonstift”. Jeg anede ikke hvad de mente, men det kunne næppe have været særlig hygiejnisk. Og da den eneste gang, jeg mindes at være blevet vaccineret, var da vi stod på rad og række i en overflydt gymnastiksal, og fik en nål i overarmen, uden større pædagogisk omsorg. Ja så måtte det jo være rigtigt, at det var med en grammafonstift for det havde da efterladt to grimme ar. Koppe-vaccinationsar kaldet de dem.

Nå men jeg kunne så godt lide Faster Agathe, så for at gøre hende glad, forsøgte jeg faktisk at sætte mig stille og roligt og lytte til Guds ord. Men enten hengav Gud sig i stille fordybelse den dag, eller så var Han selv meget flyvsk, for ikke om jeg hørte et eneste ord fra Ham og ja efter nogle minutter, så begyndte min flyvske tanker at vandre hid og did. Og ilden i mine bukser brændte, så jeg begyndte at sidde uroligt på stolen. Min rumpe fløj fra side til side på stolesædet. Faster Agathe hev mig ned fra stolen, alt imens hun nævnte noget om, at sådanne flyvske bevægelser var syndigt og at jeg burde skamme mig. For bedre at forstå, hvad det var jeg skulle skamme mig over, spurgte jeg: ”Faster er det den ild jeg har i mine bukser jeg skal skamme mig over”. Faster Agathe slap min arm som var hun brændt af min ild, men den var jo kun i mine bukser så ….nå men faster Agathe vendte blikket mod himlen og slog hænderne sammen og bad inderligt om, at dette flyvske barn måtte blive frelst.

Lyset så jeg nogle år senere en aften, hvor vores forældre var i byen og vores barnepige havde lagt os alt for tidligt i seng. Jeg kunne ikke sove, så jeg stod op igen. Der var mørkt over alt, men der var et lys for enden af gangen – sjovt jeg havde jo hørt faster Agathe tale om ”lyset for enden af tunnelen”, så nysgerrigt fulgte jeg lyset. Da jeg nåede til enden af gangen og stod ved døren, som førte ind til stuen, kiggede jeg ind. Der lå min barnepige på gulvet på alle fire og bag hende sad der en mand jeg aldrig havde set før. De svajede frem og tilbage, som jeg havde set faster Agathe gøre, når hun sad på knæ med hænderne samlet til bøn. Pludselig råbte manden med meget høj stemme: ”Åh Gud jeg kommer!”, hvortil vores barnepige udbrød: ”Det ved Gud du ikke gør!”.

Næste morgen fortalte jeg glædestrålende mine forældre, at både barnepigen og hendes mandlige gæst, havde fundet vej til Gud, selv om det ikke var forgået i andægtig stilhed, men noget kun højrøstet. Min mor kom med et underlig hvin og min far bankede kaffekoppen ned i bordet og sagde: ”Det var Satans!”. Jeg troede min far havde hørt forkert, så jeg skyndte mig at sige: ”Nej nej han råbte Åh Gud jeg…..” . ”Ja tak vi har forstået!” afbrød min far mig og viftede med hånden, som tegn på at jeg skulle gå.

Næste gang mine forældre skulle ud, var det ikke vores sædvanlige barnepige der skulle passe os, næ det var Faster Agathe. Jeg hørte far sige til mor, da de gik ned af havefliserne: ”Ja vi kan da være sikre på, at når faster liggende på knæ med røven i vejret og råber åh Gud så……..Jeg hørte ikke mere, for det kom en underlig lyd af luft ud af min fars mund, da mors taske ramte ham hårdt i maven.

Skolen var jeg ikke meget for. Jo, jo det var skam meget spændende at være derhenne. Men åh, at sidde på sin rumpe, når nu der var ild i den, var mere end almindeligt svært. Jeg var vel for flyvsk, så jeg lavede mangt og meget jeg ikke skulle, og for første gang oplevede jeg at de voksne der omgav mig, ikke mente at det at være flyvsk, var hverken driftig eller positivt. Ej heller min medfødte evne til at tale mangt og meget, forstod de at værdsætte.

Jeg er ret sikker på at hvis jeg var barn i dag ville jeg få diagnosen ADHD, plus lidt flere. For i dag er det blevet så trendy at ” ild i røven” og det at være ”vaccineret med en grammofonstift” prompte udløser en diagnose. Jeg var heldig, at jeg havde en dansklærer og en matematiklærer der holdt hånden over mig, for ellers var det da lykkes min historielærer, at få mig smidt ud af skolen før tid. Nu måtte han nøjes med at sende mig i observations-klassen mere eller mindre dagligt, indtil den dag, hvor han tog konsekvensen og forviste mig fra klassen i et halvt år. Det var nu ganske hyggeligt, for der sad Hr. Vestergaard. En rigtig rar mand, som lærte mig megen historie og geografi samt nydelsen ved at gufle slik i skoletiden. Selv da jeg var midt i 30´erne hilste Hr. Vestergaard på mig med navns nævnelse, når vi mødtes på hans daglige løbeture.

Nå men hvordan endte dette flyvske, snaksaglige barn?

Tja jeg fandt omsider Gud, nej nej ikke sådan… faktisk helt og aldeles bogstaveligt og bekender mig til den kristne tro – ja ja den Faster Agathe ville have været stolt, hvis ikke hun og barnepigen blot var fiktive personer, i en historie udsprunget af en flyvsk persons fantasier.

Min snaksagelighed har fulgt mig igennem alle årene og min stemme har bl.a. været brugt til at forsvare de skæve børn, som ikke passede ind i det etablerede system i skolen. Jeg har brugt min egen flyvskhed til at forstå de børn, som i dag bliver udstyret med den ene diagnose efter den anden, fordi vi professionelle har et sygeligt behov for at gruppere alt hvad der er anderledes end normen.

Begrebet ”Åh Gud jeg kommer!” fik jeg styr på med tiden. Med lidt hjælp fra ”de grå sider” i rapport – smugkigget hos en kammerats ældre bror, indså jeg at der var mange himmelske oplevelser i vente. Måske lå der allerede hos det flyvske barn som slæbte ”bollebøger” med hjem fra biblioteket en nysgerrighed, som har resulteret i at jeg i dag skriver på en bog om sex. Hvem ved måske jeg en dag også skrive en bog, om det at være flyvsk. For netop min flyvskhed, har gjort at dette indlæg handlede om alt andet end det at være flyvsk, og bestemt understregede mine tankers flyvskhed.