Fra pikant til…..

 

Fotografi venligst udlånt af Fotograf Jimmy Lind – Nordjylland.
Kan træffes på 21627242

Jeg havde besluttet mig for at kæresten skulle have nogle pikante billeder af mig i julegave. Ikke den der halvlummre slags, men smukke æstetiske og sensuelle billeder.

Jeg overvejede først at få en  lokal professionel fotograf til at tage dem. En som havde vundet mange priser for sine fotografier, men han var alt, alt for dyr. Jeg overvejer et kort øjeblik en anden meget dygtig udenbys fotograf . Ulempen ved ham, var at han kender mig privat. Jeg bimlede lidt på plussiden – han er jo professionel fotograf, men jeg er jo ikke professionel model, så han bliver droppet igen. Jeg fandt en fotograf i ugeavisen. Det er en kvinde og vi aftalte, at jeg skulle komme hjem til hende ugen efter. Ja hun kunne også godt komme herhjem, men sæt nu kæresten kom hjem midt i det hele. Nej det duede ikke, for det er jo hans julegave.

Jeg er ikke meget for at blive taget billeder af, hvilket fremgår tydeligt af de billeder der eksisterer af mig, men jeg ønskede virkelig at kæresten skulle have de her billeder, så jeg fik den geniale ide – nå ja jeg syntes selv den var genial – nemlig at øve mig foran spejlet ude på badeværelset. Jeg stilte mig ud foran spejlet. Først stod jeg der bare og stirrer på mit eget spejlbillede. Jeg ved ikke rigtig hvad der var, men der var noget der var forkert. Jeg skubbede ansigtet lidt frem. Nej, det blev ikke bedre af at se mit ansigt i close-up i spejlet. Jeg blev enig med mig selv om, at det er vinklen som ikke var god. Da jeg først var nået frem til den erkendelse, kunne jeg se hvad der var galt. Jeg havde fra det ene øre til det andet, et langt tykt lag hud. Ovenpå det lag hud sad min hage og vippede midt i det hele. Dobbelthage tror jeg nogen vil kalde det, men jeg syntes mere det mindede om kalkunpludder.

Jeg skubber lidt til det. Det bevægede sig som gele fra side til side. Hmm jeg trak huden bagud med mine tommelfingre… jo det kan skubbes bagud – så var det at jeg fik en ide. Jeg lænede hovedet langt bagover og jo jo det virkede, for pludderet blev strammet ud og forsvandt. Jeg forsøgte flere vinkler. Efter en hel del forsøg, nåede jeg frem til, at fra siden, med hovedet let-bag-ud-bøjet, var den bedste vinkel. Jeg legede lidt med håret. Lod det hænge ned over mine skuldre, lod det hænge forpjuskt ned foran mit ansigt. Samler det i en knold, så håret ligger stramt som hos en skolefrøken og i en løs knold. Jeg opdagede dog, at når jeg løftede håret og bøjer hovedet bag ud, så fik jeg tyrenakke. Nå men så måtte håret hænge løst og det fortrak kæresten også.

Fotografen skal jo have hele kroppen med, så jeg gik ind i soveværelse, for det er det eneste sted der er et spejl i fuld kropslængde. Der skal ikke så meget spejl til for at vise hele min højde, næ det var straks værre med bredden på spejlet. Jeg bakkede indtil jeg kunne være indenfor spejlrammen – pokkers jeg havde svært ved at se så langt. Pyt jeg kunne jo se de store linier – rynkede på næse over mine tankers dårlige ordvalg! Så stod jeg der. Jeg forsøgte at bevæge min krop rundt men fornemmede hurtigt, at det ikke rigtigt virkede. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle placere mine arme, slapt ned langs siden var i hvert fald ikke særligt erotisk flatterende. Jeg hentede en stol og sætte mig ned. Jeg lavede forskellige ansigtsudtryk – Smilende, uden smil, smil hvor tænderne kunne ses, et vredt udtryk, et ligegyldigt udtryk… jeg forsøgte mig med et skælmsk udtryk i øjnene, vrede øjne, forførende øjne…..Det her var sjovt – jeg prøvede at sætte mig på forskellige måder på stolen. Jeg øvede mig længe, indtil jeg synes jeg havde udtrykkene på plads.

Dagen hvor jeg skulle fotograferes oprandt endelig. Jeg gir ud og tog et bad. Da det var veloverstået, stilte mig foran spejlet og begynder at lægge make-up. Da jeg fordelte foundationen opdager jeg, at jeg havde to vildtvoksende hår ved det ene øjenbryn. Jeg rodede i make-up kurven efter min pincet. Kunne ikke se den, så jeg vendte hele kurven på hovedet, men nej den var der ikke. Forsøgte at ignorere de to hårstrå da jeg lægger øjn make-up’en, men det kunne jeg ikke. Mine øjne afsøgte badeværelset efter noget jeg kunne bruge. Mit blik faldte på min ladyshaver….Opgiver ideen, men kort efter vender mine tanker tilbage til de to hår, som jeg nu syntes virkede gigantiske og meget synlige – hvis nu jeg var meget forsigtig, så burde det kunne lade sig gøre. Jeg greb min ladyshaver og placerede den meget præcis under det ene bryn. Det var kun det yderste af shaveren der røte ved min hud og kun lige der hvor de to hår stak frem. Jeg trykkede på on-knapper. Der skete intet. Trykkede igen, stadig intet. Jeg følte et snert af irritation og tredje gang trykkede jeg hårdere. Mærkede hvordan shaveren smuttede mellem mine fingre, samtidig med at jeg hørte den velkendte snurren…Jeg mærkede hvordan shaveren forsatte op over min pande. Der lød en hidsig brummen, da den filtede sig ind i mit hår og gik i stå. Jeg kiggede i spejlet. NEJ! NEJ! NEJ! Mit ene øjenbryn var helt og aldeles væk og mit pandehår var filtret rundt om ladyshaveren. Jeg forsøgte forsigtigt at vikle shaveren ud. Det nyttede ikke, den sad fuldstændig fast, så jeg bed tænderne sammen og trak til. Åh for huddden da det gjorde nade, men ladyshaveren slap sit tag i mit hår. Det var noget uldet…håret, så jeg forsøgte at glatte det, men uden held. Jeg havde heller ikke tid til at gøre mere ved det, hvis jeg skulle nå at blive færdig med alt det andet. Jeg greb min rejsetaske og begav mig af sted.

Fotografen boede oppe under taget. Typisk at der lige skulle være 29 graders varme den dag. Jeg nåede langt om længe svedende og prustende op og ringede på dørklokken. Døren gik op og en stor frodig kvinde stod foran mig med en cigaret i mundvigen. ”Kom ind, kom ind. Lad os ikke lukke varmen ud” sagde hun og grinede buldrende. Grinet blev efterfulgt af en kraftig hosten. På intet tidspunkt, hverken imens hun talte, grinede eller hostede forlod cigaretten hendes mundvig. Jeg tog et skridt ind i entreen. Hele lejligheden virkede mørkt og dunkel og luften var tyk af røg. ”Ja jeg har blændet vinduerne for ellers vil der være varmere herinde end der er nu” – heden var ubeskrivelig og jeg mærkede sveden sile fra min nakke, ned over min ryg. Fotografen præsenterede sig som Gert: ”Ja min far ville så gerne have haft sønner, så alle os 5 søskende har unisexnavne – mine søstre hedder Jan, Kim, Tonny og Andrea.” . Gert slog en buldrende latter op, som hurtigt gik over i en kraftig hosten.

”Jeg er klar når du er” sagde Gert og svingede med et kamera. ”Jeg vil gerne skifte” svarede jeg. Gert pegede ned ad gangen i entreen. Jeg formodede at der var et toilet dernede et sted, men jeg kunne intet se i mørket og røgen. Jeg begyndte at bevæge mig ned ad gangen. ”Det er meget lille, så du skal vælge om du vil bakke ind eller ud” grinede Gert hostende. Jeg så først døren, da jeg var lige ud foran den. Jeg åbnede døren og jeg måtte medgive, at det var et meget smalt rum. Jeg skønnede dog, at jeg kunne vende mig derinde, men rejsetasken måtte jeg lade stå i gangen. Jeg åbnede den og fiskede et todelt Bh-sæt frem. Det havde været svært at vælge, hvilket lingeri jeg skulle have på. Først havde jeg tænkt mig det sæt, jeg havde fået af kæresten i julegave, det første år vi kendte hinanden. Det var et rødt sæt og billederne var trods alt til en julegave. Jo mere jeg kiggede på sættet, jo mere vulgært forekom rødt mig og ja misforstå mig nu ikke, jeg var skam glad for mit røde sæt, men nu var det jo sensuel og ikke vulgært jeg gik efter på billederne. De skulle jo være erotiske og ikke pornografiske. Mit endelige valg var så faldet på det lilla Bh-sæt med de råhvide blomster på, for det var det første sæt, kæresten havde set mig i dengang for herre lang tid siden. Nå ja, jeg havde også taget en sort corsage sæt med – ja helt sort var det nu ikke, den havde et lilla mønster.

Nå men jeg besluttede mig for at starte med det lilla Bh-sæt. For hudden da … jeg havde syntes ideen med, at det var det sæt kæresten havde set mig i første gang var rigtig romantisk, men ideen viste sig ikke at være praktisk. For indrømmet jeg var jo blevet lidt større siden jeg mødte ham. “Kærestefedt” kalder han det og lige i dette øjeblik måtte jeg jo konstatere, at jeg har taget noget kun kærestefedt til mig. Jeg kæmpede en brav kamp med at vrikke og vride mig ned i de trusser. Hallo det var g-streng, hvor svært kan det være? Der var jo ikke meget stof i sådan nogle tingester, måske var en del af problemet, at der var så varmt – stoffet nærmest sugede sig til mine ben. Endelig fik jeg hevet dem på plads. Bh’en var lidt mere tricky – jeg hev og sled for at få enderne til at nå sammen. Endelig gled hægten i.

Jeg gik ud til Gert.”Hold da op er de ægte!” kom det fra Gert og hun pegede med kameraet på mit brystparti. Jeg kigger ned. ”Wuuuuhhh!”. Ordet undslap mine læber som en mellemting mellem forskrækkelse og forbavselse. Mine bryster havde nærmest facon som to Galia-meloner i den her Bh. Jeg besluttede på stedet, at det med at jeg altid havde brysterne frit svævende skulle være slut. De – ja brysterne, sad sågar der, hvor de engang sad for 15-20 år siden. ”Det der dur da ikk” Gert pegede på mine trusser. Jeg lod blikket glide ned, men kunne intet se, så Gert viste mig hen til et spejl. Nej det duede ikke, det kunne jeg godt se. Det skød der var på trusserne og som skulle hænge sødt ned, stod vandret ud i luften.”Stivelse?” kom det fra Gert. Et kort øjeblik var jeg fristet til at lyve, men jeg rystede på hovedet for sandheden var, at stoffet har lagt sig flot til rette på en … ja hvad skulle jeg kalde det, øh hmmm skal vi sige en lille bitte vulk? Det var der virkelig ikke noget pikant over.

Jeg gik ud på badeværelset for at skifte til det sorte corsage sæt. Denne gang gik det rimeligt nemt med trusserne, men jeg havde jo også øvet mig på, hvordan jeg skulle vrikke og dreje mig ned i dem. Jeg tog de sorte selvsiddende strømper op. Føj hvor var det varmt. Gummien greb ikke ordentlig fat og den ene strømpe gled ned – jeg var nødt til at tørre min hud med noget wc-papir og jeg tog et skridt frem. Min hofte bankede ind i håndvasken. Jeg fik overbalance, men da mine hænder holdt mine strømper oppe, nåede jeg ikke at slippe dem og tage fra, inden mit hoved bankede ned i cisternen på toilettet. Jeg fik små hvide prikker for øjnene, åh det dunkede i mit hoved. Min hånd fandt op til mit øjenbryn, jeg mærkede noget varm og klistret. Kiggede på mine fingre, som var fulde af blod. Jeg bandede og svovlede, imens jeg stablede mig på benene igen. Gert bankede på døren og spurgte bekymret om der var sket noget. Jeg åbnede døren og svarede, at en ispose ville være rart. Gert kom kort tid efter med en pose frosne ærter og et plaster. Jeg lagde posen på øjet og sætte mig på toiletkanten. Efter 10 min. blødte det ikke længere og jeg sætte plastret på. Typisk at jeg flækker det øjenbryn, som rent faktisk var der og ikke det, som jeg havde barberet væk.

Jeg bad Gert om hjælp til at lukke resten af corsagen bag på. For hver hægte Gert fik lukket, jo mindre luft kunne jeg få ned i mine lunger. ”Så!” sagde Gert triumferende, da den sidste hægte blev lukket. Jeg stod helt rank og trak vejret i små gisp. Så længe jeg holdt mig rank, kunne jeg få lidt luft ind, men det kom ikke længere ned end til brystkassen, inden jeg måtte ånde ud igen. Gert bad mig om at sætte mig på stolen som stod midt i rummet. Jeg satte mig omvendt på stolen, som jeg havde øvet derhjemme. Gert tændte projektørene og jeg blev blændet af det skarpe lys. Jeg kunne ikke holde øjnene åbne, men blot se ud af små sprækker. Tja den slags øjne var vel også exotiske, nåede jeg lige at tænke, inden en anden tanke pressede sig på….. Kalkunpludderet. Jeg lænede hovedet bagover.

”Det er godt det der. Bøj lige kroppen mere bagud” sagde Gert. Jeg lænede mig bagud og med ét hørte jeg lyden af stof der flænsede. Pludselig kunne jeg trække vejret frit. Jeg kiggede ned og så en kæmpe flænge i corsagens front. Sveden haglede af mig. Jeg mærkede at min flænge i øjenbrynet var sprunget op og blodet løb ud under plastret og ned over mit ansigt. Jeg løftede hånden for at tørre det væk, men Gert bad mig lade være. Gert hopper rundt om mig: Hun lå på ryggen, stod så op på sofabordet, ned på maven og ligge, sad i hugstilling imens hun knipser løs. Gert var helt væk i sit arbejde og arbejdede ufortrøden i en time, imens hun dirigerede rundt med mig. Endelig var vi færdige og jeg kunne gå ud og skifte tøj igen. Vi aftalte at mødes en uge senere.

Gert var helt euforisk, da jeg kom. Hun viste mig revnefærdig at stolthed billederne. ”Det er rendyrket kunst… Kunst siger jeg dig…Kunst!” munden stod ikke stille på Gert, imens jeg så på det ene billede efter det andet. Der var ikke et eneste billede, som blot tilnærmelsesvis, lignede det jeg havde forstilt mig, da jeg besluttede mig for, at kæresten skulle havde pikante billeder af mig i julegave. Ikke et eneste!

Jeg så på billederne – jeg vidste jo godt, at det var mig der sad der på stolen, men jeg følte det var en total fremmed, jeg stod og så på. Denne her kvinde sendte ingen skjulte forførende signaler! Billederne var ikke æstetiske, med et uskyldigt flirtende erotisk skær af sødme. Næ på billederne var der en kvinde i en sort corsage med en flænge i. På benet der vendte ud imod kameraet, var den ene strømpe gledet ned til anklen. Kvinden sad bagoverbøjet med sammenknebne øjne og læberne let adskilt. Sort mascara var tværet ud over kinderne og med en rød stribe blod, der løb ned over øjet og videre ned over kinden. Kvinden var indhyllet i en masse røg, som gav billedet et skær af rå mystik. Gert stod og kiggede mig over skuldrene, hendes hånd daskede til billederne….”Kunst – det er fandme kunst det der!”. Jeg betalte Gert og takkede for billederne. På vejen ud, greb jeg en af de mange lightere der lå overalt.

Da jeg kom hjem, gik jeg ud i haven og satte mig ved bålpladsen. Ét efter ét satte jeg ild til billederne, som ville have passet bedre som cover til en pornofilm i s/m genren om hundjævlen Hilda……. …… En blender – det er da det kæresten mangler og som han skal have i julegave. Jeg smilte tilfreds, imens jeg så billederne krølle sig sammen og blive til aske.

 

Skriv et svar