Fy skamme sig
Stemmeprocenten ved kommune- og regionsvalget i tirsdags viste sig at være langt højere end for fire år siden. Nogen vil hævde at det skyldes, at vi almindelige borgere ikke længere er fyldt med politikerlede – andre igen vil mene, at det netop er vores politikerlede der har fået os til stemmeurnerne. Om vi er gået til stemmeurnerne af interesse for demokratiet eller blot for at hindre bestemte politikeres forsatte magt ved jeg ikke. Faktum er at folk har taget sig tid til at afgive sin stemme, taget sig tid til at være en del af en demokratisk proces.
Jeg formoder, at langt størstedelen af vælgerne har stemt på det parti, eller den kandidat, der står for de værdier, som vælgeren selv står for og ønsker bliver repræsenteret rundt om i kommunerne. Jeg indrømmer, at der naturligvis hos de enkelte kandidater kan ligge en del familierelaterede stemmer, hvor personsympatien nok nærmere skal findes i det familiære end et reelt politisk ideologisk fællesskab.
Kald mig bare naiv, men når jeg afgiver min stemme så forventer jeg at det parti, til hvem jeg afgiver min stemme, vil fører den politik de har agiteret for i valgkampen. Jeg forventer også, at den person, som jeg har afgivet min stemme til rent faktisk tilhører det parti , som han opstiller for. Desværre er det ikke alle politikere der deler min opfattelse af etik og moral.
I Esbjerg har to byrådskandidater Freddie Madsen og Kim Madsen, valgt at forlade Dansk Folkeparti og blive løsgængere her få dage efter valget. Det samme gjorde Ikram Sarwar som opstillede for socialdemokraterne i København. Sarwar og er den politiker, der har skabt flest overskrifter. Sarwar meddeler tre dage efter valget, at han træde ud af Socialdemokratiet og melde sig ind i Det Radikale Venstre. Over for Politiken har Sarwar fortalt, at beslutningen hænger sammen med et ekstraordinært delegeretmøde torsdag aften, hvor mere end 100 repræsentanter for lokalkredse var samlet for at nominere fire kandidater til den borgmesterpost, som partiet er berettiget til ud over Frank Jensens borgmesterpost. Ikram Sawar blev ikke tildelt en af nomineringerne, selv om han var den tredjestørste stemmesluger ved valget.
Er det fair, at man internt i Socialdemokratiet ikke vælger at nominere en person der har stor vælger opbakning? Bør man som parti ikke lytte til vælgerne og nominere den mand der har stor opbakning ude blandt de socialdemokratiske vælger? Det burde man efter min bedste overbevisning. Fair nok at Sarwar bliver personligt indigneret over denne åbenlyse udemokratiske magtfordeling der hersker indenfor partiet. Det tror jeg rigtigt mange socialdemokratiske vælger vil være enig med Sarwar i. Det er også forståeligt at Sarwar vælger at forlade Socialdemokratiet på dette grundlag, al forståelsen – i hvertfald min – ophører når Sarwar vælger at skifte parti, og “glemmer” at langt størstedelen, nemlig de 2866 ud af de 4781 stemmer han tager med sig ud af partiet, ikke var givet til ham, men givet til Socialdemokratiet. Sarwar fik 1915 personlige stemmer, men igen skal Sarwar huske på at disse personlige stemmer for størstedelen blev givet til socialdemokraten Ikram Sarwar og ikke til det radikale medlem han er nu. Noget der tydeligt ses af det ramaskrig der er på hans Facebook-side, hvor bl.a. flere af hans vælgere giver udtryk for at de føler sig ført bag lyset.
“Politik får det værste frem i mennesker” var der engang en kvinde der sagde til mig, da vi begge var vidner til en voldsom politisk diskussion. På valgaften, fulgte jeg med på DR. som sendte fra de forskellige rådhuse mv. rundt omkring i Danmark, og jeg lagde især mærke til, hvordan politikerne som små myre pilede rundt og forsøgte at skabe alliancer først her og så der. Det virkede pludselig som om udsigten til en bestemt post eller borgermesterkæde var vigtigere, for hvem man vil samarbejde med, end et fælles politisk ståsted.
Det mindede i uhyggelig grad om de klike-dannelser jeg var vidne til, da jeg gik i folkeskolen for herrens mange år siden. Dengang kunne jeg snige mig væk og spille fodbold med drengene, og overlade intrigerne til de der gad beskæftige sig med dette spil. I tirsdags sad jeg så mere voksen og fulgte interesseret med i det politiske pantomimespil som foregik for åben skærm.
For fire år siden oplevede vælgerne i flere byer SF svigtede Socialdemokratiet og dannede alliancer med de borgerlige partier. Disse underlige konstellationer ser vi også denne gang. Den mest forunderlige er nok det der foregår i Allerød.
Her havde de konservative og venstre-politikkerne lavet en underskreven samarbejdsaftale inden valget. Aftalen lød bl.a. på, at det parti der fik flest stemmer skulle have borgmesterposten. Valgresultatet blev en kæmpe fremgang til de konservative. Venstremanden John Køhler eftertragter dog borgmesterstolen i en sådan grad, at han vælger at se stort på den underskrevne aftale og søger at danne alliancer med den røde fløj, for at sikre sig mandat til at kunne pynte sig med den eftertragtet borgmesterkæde. Den konservative borgmesterkandidat Erik Lund, har dog ikke i sinde at opgive sin borgmesterkæde uden kampen og i skrivende stund har Enhedslisten trukket sin støtte til venstre tilbage så lige nu har hver fløj 10 mandater, så Allerød er ude i forlænget spilletid.
Indrømmet jeg sidder som borger og vælger med en utrolig flad fornemmelse, efter at have set repræsentanter for os borgere, sælge ud af al hvad der hedder moral og etik. Forstår de folkevalgte ikke, at det er et tillidserhverv de bestrider? De er valgt ind for, at varetage deres vælgers interesser og politiske ideologier. Ikke for at de kan prostituere sig selv til både højre og venstre, afhængig af hvor deres magtliderlighed bliver bedst mødt. Få nu bukserne på, træk nederdelen ned og opfør jer anstændigt og før den politik I er valgt ind på. Alt andet er uanstændigt og respektløst over for os vælgere.