Generationskløft

Kender du det, man falder over et ord og straks opstår der associationer i forbindelse med det ord?

I dag faldt jeg over ordet ”Kløft”. Umiddelbart vækkede ordet associationer om styrke hos mig. Jeg nedfælder det på et stykke papir. Underligt at sådan et lille undseligt ord på fem bogstaver kan rumme så megen styrke. Jeg doodler lidt med ordet. Det bliver skrev med formskrift, blokbogstaver og skråskrift…Hmm det virker nu stadig ret lille og undseligt som det står der helt alene på papiret. Hmmmmm….

Måske ligger styrken i udtalen? Jeg prøver at forme ordet i munden uden at sige det højt. Jeg har åbenbart set underlig ud, for min teenager datter spørger, med alt for tydelig tegn på mishag: ””Mor hvad har du gang i?” ”Øh jeg prøver at forme ordet ”kløft”” svarer jeg lidt spagt, og kunne egentlig godt selv høre, at jeg ikke fremkom med en særlig fornuftig forklaring.

Nå, men jeg legede lidt videre med ordet ”kløft”. Nu blev det sagt højt og det gik op for mig, at dette lille ord, oralmotorisk slet ikke er et nemt lille ord, men derimod et langt og komplekst ord at forme. Det kræver faktisk en hel del mundmotorik at forme ordet ”kløft” – det involvere både læberne, tungen, gangen og pusten. Jeg begynder at få en vist respekt og ærbødighed overfor ordet. Jeg kan ikke nære mig for tavst lige at forme det igen. Smager på det, inden jeg lader det undslippe mine læber og flyve med min åndedræt ud i stuen: ”kløft” ……Det lyder højt i stilheden og hunden løfter hovedet og kigger afventende på mig. En ny erkendelse når mig: ”kløft” lyder meget kommandoagtig, når det siges højt.

Ordet ”kløft” bruges i mange sammenhænge, men det slår mig, at vi oftest bruger ordet i dets negative version. Kan det virkelig passe at det på forhånd er givet, at når vi bruger ordet ”kløft”, vil det være negativt ladet?

Jeg prøver at lave en Brainstorm på ordet ”kløft”.

Der er ordet ”kløft” i dets geologiske betydning. Her fornemmer jeg igen styrken og den potentielle fare der ligger i ordet, fordi ordet ”kløft” i geologisk forstand, fremkommer i kraft af at noget ”går i stykker” og ud af dette opstår der noget, der rummer en potentiel fare.

Ord som den sociale kløft – den menneskelige kløft – den fagpolitiskkløft – religionskløft – generationskløft – nå ja digitalkløft, kom så ufrivilligt med idet mit net forsvandt.

Det ene “kløft”-ord giver ekko, som havde jeg stået og råbt ned i kløften……..”Generationskløft!”

Generationskløft er et underligt koncept. Den kløft har til alle tider været der, og bør måske også være der, men den var ligesom forsvundet i 70’erne, altså kløften mellem generationerne.

Jeg er jo vokset op i de glade 70’er som barn af 68’- generationsforældre og alt hvad det indebar af ”Flowerpower”, ”Kvindebevægelse” og kom ikke her, jeg skal komme efter dig….ja altså på fredeligvis helt i ”Make love not war” ideologiens ånd …..”Peace and chill man” jeg er da ikke autonom – eller jo, det var min generation vist.

Jeg kan stadig mindes det udbrud, der kom fra min ældste datters far – da vi sad og så smalfilm fra min barndom og han fik øje på en ultra-groovy hippiekvinde i camouflagetøj og rottehaler. Hen over larmen fra spolerne, der gav den karakteristiske baggrundsstøj, som vi alle i dag mindes med nostalgi – lød hans stemme: ”Hold da kæft! Se lige den der hippie!” Inden jeg nåede at sparke ham over benet og sig at det var min….vendte kvinden sig om og han udbrød endnu mere chokeret: ”Det er sgu da dig svigermor!”

Yep! Min mor, som han kun kendte som ”Alexis” – det kaldtes hun blandt venner, fordi hun altid gik på høje hæle og var iført nederdele med matchende jakke, hat og handsker og var indbegrebet af en ”fin kultiveret dame!” Nå men det var først i 80’erne min mor sprang ud som “Alexis”…..

Jeg voksede som sagt op i 70’erne, hvor der ikke var nogen kløft mellem det at være barn og voksen. Der var ikke så meget som et lillebitte skel i mit barndomshjem!

Vi havde lørdagsmøder: Kvindefrigørelse, ligeret og ligeløn var vigtige elementer i mine forældres sociale kamp.

Jeg var medlem af flere græsrodsorganisationer som ”Kvinder for fred” ”Atomkraft nej-tak” “Folkebevægelsen mod EF”– ”Greenpeace” – tog dem med respekt for græsrodsideologien stærk afstand fra, idet Greenpeace var en interesseorganisation der lukrerede på græsrodsbevægelsen……Jo jo man var vel klædt på med argumenter, da jeg og en anden forsøgte at få Greenpeace til at komme og fortælle om sig selv på skolen. De takke dog nej, fordi vi ikke ville betale dem et honorar for at komme og fortælle om organisationen.

Jeg var ligeledes medlem at det politiske partiet Venstre Socialisterne, til trods for at mine forældre var glødende socialdemokrater.

68’generationen af forældre, var så opsat på at skabe en bedre verden og bedre vilkår for stor set alt fra babysælerne til de forsvundne børn i Argentina og de sultende i Afrika, at nærværet og omsorgen for deres eget afkom, indimellem druknede i protestsange, paroler og bannere.

Den frie sex og manglende blufærdighed var også en del af dette årti. Jeg var ikke ret gammel, da jeg blev udstyret med bogen ”Kvinde kend din krop”. Det var før kropsidealet blev stereotyp, så denne bog var spækket med kvinder i al deres frodighed og naturlighed. For hulen da, hvor var der megen naturlighed og jeg tør vædde på, at årsagen til min symbiotiske binding til min ladyshaver, skal findes i al den frodighed, jeg og hele min generation på traumatisk vis blev udsat for.

Vi nærmede os med hastige skridt slut 70’erne, med al dens arbejdsløshed og langsomt, ændrede mine forældre sig. De var allerede i midten af 70’erne blevet skilt. Ikke fordi de ikke elskede hinanden, men nærmest som en protest imod ”den forældede institution som ægteskabet var”. I 60’erne havde de pardoksalt nok, lige efter min fars 21 årige fødselsdag – det var nemlig den alder man skulle have for at være myndig – giftet sig i protest imod min fars forældre, som ikke mente min mor var ”fin nok”.

Min far lagde den islandske sweater på hylden. Min mor smed camouflagetøjet og majspiben ud og havde et par år uden uniform, indtil hun i 1982 iførte sig en ny uniform inspireret af, for ikke at sige total kopieret fra, karakteren Alexis i tv-serien Dollars.

Jeg var knap så omstillingsparat – jeg agiterede stadig for nødvendigheden af de voldelige aktioner Baader-Meinhofgruppen, også kendt som Rote Armee Fraktion, udførte og min sympati lå stadig hos PLFP -Folkefronten til Palæstinas befrielse.

I dag ville jeg blive tiltalt efter terrorparagraffen, men dengang i 70- og 80’erne, var det altså ikke så usædvanlig med en rabiat indstilling. Noget godt fik jeg da ud af den dille. Mit indgående kendskab til lige netop disse fraktioner, gav mig topkarakter til eksamen i tysk i 10.klasse – og igen senere på gymnasiet.

Jeg vil ikke påstå, at der langsom blev gravet en grøft mellem mine forældre og jeg….. næ det var nærmere som et jordskælv – pludselig og uden varsel, åbnede jorden sig og der opstod en dyb kløft mellem os.

Mine forældre havde pludselig fået en åbenbaring – ”Børn havde brug for tydelige, autoritære rollemodeller” – den havde jeg slet ikke set komme.

Denne erkendelse hos mine forældre, kom så på et meget uheldigt tidspunkt, kan jeg så hilse og sige. For deres nye ”forældrerolle” kom samtidig med, at jeg kom i puberteten og det mine forældre anså for at være en fusion, anså jeg for at være intet mindre end en “hostile takeover” og stemningen mellem os rasede med samme styrke, som hormonerne piskede rundt i kroppen på mig.

Tidligere havde jeg set drengene, som dem man legede med og i hvis drengegruppe, man efter optagelsesprøve, blev indviet i som værende ”tøsedreng”: Tak, drenge for medlemskab af jeres gruppe – selv om jeg næppe tror I selv havde været ovre det hustag, inde hos køerne, spiste skrå eller sniffede snus! Piger kunne jeg ikke forstået mig på og det har aldrig ændret sig.

Da jeg kom i puberteten, blev sex pludselig et kæmpe ”No-go” . Jeg husker endnu hvordan jeg sad på toiletlåget og talte med min far, imens han sad i badkaret. Min mor kom ud og nikkede og min far skiftede samtale emne. Meget højtideligt, forklarede han mig vigtigheden i, ikke at give sig hen til en dreng alt for tidligt og om, hvor smuk en gave det er at give sig hen til den eneste ene. Det jeg primært husker fra den samtale, er billedet af min far der sad der i det grønne fyrtræs-duftende-badevand og forsøgte at være dybsindig og føre en seriøs samtale med hans pubertetsdatter…… Øh newsflash – al autoritet og værdighed forsvandt altså samme sted hen som din tøjbunke father-dearest. I langt tid efter den proklamering, tjekkede min mor, at jeg sov med hænderne over dynen. Hun kunne nu være trygt forvisset om, at det gjorde jeg. Jeg turde ikke andet, efter at havde hørt min mor sige til min bror, at hans urene hud skyldes at han ikke onanerede…..Skræk og ve! Jeg havde den pæneste bumsefrie hud man kunne tænke sig!

Min bror som var 18 mdr. ældre end mig, havde på et tidspunkt en samtale med min far og mor om sex. Min bror havde efterfølgende rødmende fremvist tre flade pakker, med hver sit præservativ i, som min far og mor havde ment var nok til ”en start”. I smug fik jeg de to af dem, for min bror var ikke helt sikker på, om han var klar til at være nogen piges ”eneste ene!”

Pludselig syntes mine forældre, at jeg skulle være mindre politisk og social aktiv og koncentrere mig mere om skolen. Mine lærere havde sagt, at jeg havde evnerne, men ikke gad bruge dem.

Hmmm – jeg må nok hellere benytte chancen til at sende min uforbeholden undskyldning til mine lærere – især min klasselærer. Jeg var allerede fra 1.klasse et – igen må jeg bruge mine forældres betegnelse – ”specielt” barn. I dag ville man nok bruge ord som egenrådig, genstridig, kontrær og kværulerende. Personligt fortrækker jeg nu ord som selvstændig, principfast, tør stå ved sine meninger og vedholdende! Det var den der undskyldning jeg kom fra:

“Jeg giver hermed min uforbeholdne undskyldning til de lærere som jeg havde i skolen i perioden 1974-1984. Jeg beklager, at jeg på dagligt basis udfordrede jeres pædagogiske evner.”

Jeg er også nødt til at sende min klasselærer og min matematiklærer, en stort tak. For uden de to, var jeg blevet smidt ud af skolen før tid. De så, nå ja måske ikke ligefrem diamanten, gennem mudderet, men dog semilistenen.

Det var min klasselærer der troligt tog imod mine små kladdehæfter med mine små fortællinger i. Selv dengang, hvor hormonerne rasede og de primært handlede om kærlighed og sex – som jeg ikke anede en klap om, udover det jeg tiltuskede mig fra min mors lægeromaner og fra “De grå sider” i min fars Rapport. Du søde mille, hvor må den sammenfletning have været dyb foruroligende, men trods dette, forsatte hun med at give mig positiv respons på min skrivelyst. Så det er hende man kan takke, eller bebrejde, at jeg stadig skriver af hjertes lyst.

Da jeg selv blev mor, var jeg stolt af at jeg har formået at skabe en generationskløft mellem mine børn og jeg. For jeg er deres mor, ikke deres veninde. Jeg tror, at min ældste datter har sat pris på kløften, idet hun har aldrig været i tvivl om, at jeg stod på den anden side at kløften og guide hende, med opmuntrende tilråb og strenge formaninger, når hun nærmede sig kanten.

Min yngste derimod – tja hun er knap så heldig. For med alderen, er jeg blevet bløder i mit syn på min barndom og tager knap så megen afstand til mine forældres hippiemetoder. Min yngste, der er teenager, syntes ikke at kløften mellem os kan blive dyb og bred nok. Hun synes jeg er vild pinlig, gammel og forstokket…..Præcis som det skal være! Jeg kan så glæde mig over at også hun ved, at jeg er der og støtter og guider hende, når det er nødvendigt. Indimellem når 3.Verdenskrig raser og vi sidder i hver vores skyttegrav og kigger hen over den afgrundsdybe kløft der er mellem os, så trøster tanken om, at tiden bygger bro hen over kløften mellem os og en dag vil vi krydse den bro og nærme os hinanden igen. Ikke kun som mor og datter, men som to kvinder der respektere hinanden, trods kløfterne omkring og imellem os.