Hattedamen møder David

Vi sidder i venteværelset, venter … Der er ingen magasiner, kun en folder over retten i Aalborg. Vi venter alle på den samme mand. Dommeren kalder os ind. Jeg spejder efter hovedpersonen i mit personlige drama, men han er ikke at se.

Jeg tilbydes en plads ved bordet men takker nej, jeg er der kun som moralsk støtte for manden i mit liv. Anders Bruun kommer hæsblæsende ind, siger frisk og frejdigt “Hej xxx” til min mand, som intet er hændt. Hans hånd rækkes frem imod mig og igen hilser han som var vi kære venner … Jeg ser ind i hans mørke øjne. Han ikke så meget som blinker, men kigger mig direkte i øjnene.

Anders gør indsigelser imod min tilstedeværelse – jeg forlader retslokalet. Anders har dermed sat mig fri. Befriet mig fra tavshedens lænker, for havde jeg overværet retsmødet måtte jeg ikke genfortælle noget fra mødet. Nu står det mig frit at fortælle om min oplevelse, og her er den.

Mine tanker går tilbage i tiden. Jeg skrev en Klumme om Anders Bruun – “David møder Goliat” – om en mand der blev udsat for en hetz fra Nordjyske Medier. En hetz der ikke blot ramte “David”, men hele Davids familie.

Mit hjerte blødte for Anders Bruuns familie, det gør det stadig, for det de blev udsat for af Nordjyske Medier var ikke retfærdigt. Lige så lidt som den behandling Anders Bruun udsatte min mand og dermed min familie for efterfølgende. Anders Bruun snød og løj, sparkede til min mand imens han lå ned, for at redde sit eget skind. Ifølge Anders Bruun var det ikke personligt, men det er lige så personligt som Nordjyske Mediers hetz imod ham og hans familie.

Min mand blev kontaktet af Nordjyske Medier og Operation X, som var ved at lave en udsendelse om Anders Bruun med arbejdstitlen: “Konkurskrytterne” – de ønskede at min bedre halvdel deltog. Min mand som psykisk var sparket i gulvet af Anders Bruuns måde at drive virksomhed på, nægtede at bidrage til hetzen imod Anders Bruun, selv om han havde al mulig grund til at bekræfte de rygter der verserede om Anders Bruun.

Retsmødet er forbi, min mand har gjort krav på sit tilgodehavende – 3 måneders løn overfor Anders Bruuns firma, som retten vælger at erklære konkurs. Min mand og hans advokat skal lige tale sammen inden vi går, og de fortrækker til et sted hvor de kan tale sammen under fire øjne.

Anders Bruun og jeg står alene i venteværelset.  Jeg mærker vreden bruse i årerne på mig. Min halspulsåres dunken lyder vedvarende i mit øre. Anders kommer over imod mig, og jeg er klar til at gå til angreb på dette lille usympatiske, løgnagtige væsen. Selv om min mand ikke ønsker at synke til Anders’ niveau, så gør jeg. Jeg har lyst til at blæse min vrede ud i hovedet på denne mand som har kostet min mand så meget – ikke blot økonomisk men også menneskeligt.

Anders står foran mig; lille, håret strittende ud til alle sider, gusten i huden, sorte rande under øjnene og med flere dages gamle skægstubbe. Han ligner en slagen mand, men da hans blik møder mit er det ikke en slagen mands blik der møder mit. Anders Bruun begynder at small-talke med mig. Galden stiger op i min hals, jeg er klar til at blæse manden verbalt ned i det rottehul, hvor jeg synes han hører hjemme. Fortælle ham hvor usympatisk og lille et menneske, jeg synes han er. Jeg stirrer ham vredt ind i øjenene, men al vreden fordamper da jeg ser ind i Anders’ brune øjne. Der er ingen skam at spore. Vreden som tilhører kæresten i mig forsvinder, som en snebold der er kastet ned i helvede. Terapeuten i mig vækkes øjeblikkelig til live, fascineret af denne mandsperson, som er total blottet for empati og socialforståelse.

Anders Bruun forsætter med at forhøre sig om mit privatliv. Jeg studerer manden, øjnene flakker ikke – det er tydeligt at manden ikke fornemmer, at hans forespørgsler, hans blotte tilstedeværelse, hans interageren med mig er malplaceret og uønsket, hele situationen taget i betragtning. Anders Bruun er total blottet for skam og empati. En interessant observation.

Min mand står og kigger på mig, jeg gengælder hans smil. Mit hjerte svulmer af stolthed over den mand som jeg elsker af hele mit hjerte.

Jeg ser endnu engang ind i Anders Bruuns øjne, men jeg føler ingen vrede. Jeg er stolt af min mand, som hele vejen har opført sig anstændigt over for Anders Bruun. Okay min mand har mistet en kvart årsløn, men han kan se sig selv og andre i øjnene. Han har vist vores børn, hvorledes et anstændigt menneske opfører sig.

Jeg føler medlidenhed med Anders Bruuns familie, som endnu engang kommer i offentlighedens søgelys pga. Anders Bruuns manglende skrubler. Jeg har ved selvsyn set, hvordan denne mand uden den mindste menneskelige forståelse og empati tromler hen over sine ansatte og kunder.

Da jeg i dag så ind i manden Anders Bruuns øjne, indså jeg at der ikke er skyggen af ondskab i manden, blot en ufattelig intethed – ingen empati, ingen socialforståelse, ingen erkendelse af sin egen andel i den sorg og smerte, han bibringer andre mennesker, inklusiv hans egen familie, ved sine handlinger.

Jeg ved dog at Anders Bruun har en dejlig familie, nogle skønne børn og en kone, som endnu engang vil slå kreds om ham og beskytte ham imod den verden, som han så tydeligt ikke forstår at bevæge sig i. Anders Bruun er en fantast med store drømme og ringe forretningstalent, hvilket ikke er retfærdigt at Nordjyske Medier bebrejder manden. Anders Bruun derimod kan måske holdes ansvarlig for hans omgåelse af sandheden og hans manipulation med mennesker der krydser hans vej.

Og så alligevel ikke, for det jeg så i den mands øjne … eller rettere sagt ikke så … sagde alt. Min mand har ret – vi er bedre end Anders Bruun. Jeg beder af et oprigtig hjerte Anders Bruun hilse sin familie. Jeg vender mig om og forlader retsbygningen sammen med min mand.