Hjælp min far skal giftes!
En kær veninde og læser af min Klumme skrev for nylig til mig: “Hej. Kan du ikke skrive en Klumme om, hvordan man får børn til at italesætte håbet og drømmen om at forældrene genforenes. De fleste har dette håb, men det er usagt og lidt fy fy. Så hvordan hjælper man sit barn til at erkende situationen og gå videre ind i sorgfasen?”
I et indlæg til en af mine Klummer skriver en læser om sin modvilje imod den kvinde som faderen lige har indgået ægteskab med. Så måske er det på sin plads med en Klumme om lige netop de problematikker. Emnet er højaktuelt i mit privatliv, idet min mand for kort tid side gik på knæ og spurgte mig om jeg vil gøre ham til en ærbar mand. Han mener åbenbart ikke, at vores ikke-juridisk-bindende-ægteskab er ”ærbart” nok.
De fleste børn, har en drøm om at forældrene finder sammen igen efter en skilsmisse. Hvor længe ens børn bevarer håbet og drømmen afhænger naturligvis af hvor megen næring vores børn giver sine håb og drømme. Men primært afhænger det af, hvor længe vi forældre ubevidst og utilsigtet fastholder vores børn i deres håb og drømme. Nej du læste ikke forkert, jeg mener oprigtigt, at vi forældre ofte er medvirkende årsag til, at vores børn har et håb om at vi finder sammen igen, men mere om det senere.
Rigtig mange skilsmissebørn lever med håbet om at ”mor og far” finder samme igen og drømmer om, at ”alt bliver som før”. Dette håb bevarer nogle børn langt ind i deres voksenliv, selv om de godt ved at det er et urealistisk håb og en uopnåelig drøm. Nogle børn ønsker at tingene skal blive som de var ”før”, selv om de ikke har en erindring om, hvordan det var ”før”, idet de var helt små, da forældrene blev skilt.
Mange børn fortæller ikke sine forældre om det håb de har om, at forældrene finder sammen igen. Det kan skyldes at barnet ikke tør gøre forældrene ked af det, især hvis den ene forældre selv er ulykkelig efter skilsmissen. Det kan også skyldes, at barnet er bange for at give udtryk for at den situation, som forældrene har affundet sig med, ikke svarer til den virkelighed barnet ønsker. Jeg har desværre oplevet mindreårige børn der ikke tør give udtryk for deres ønske, fordi de tror at siger de ønsket højt, så går det ikke i opfyldelse. Det skær mig i hjertet at høre, for sikken et ansvar det barn pålægger sig selv.
”Hvordan får man børn til at italesætte deres håb og drømme om at forældrene genforenes?”
Vi voksne har en formidabel evne til at komplicere tingene, men svaret er såre simpelt: ”Spørg!” Ved at stille vores børn et direkte spørgsmål, om de går og håber på, at vi forældre finder sammen igen, ja så får vi svaret. Måske ikke verbalt, men svaret vil fremstå i vores børns ansigter og det svar vi ser, må vi voksne hjælpe vores børn med at sætte ord på.
Vi mennesker er så bange for sorg, og især vi forældre forsøger at skåne vores børn for at opleve sorg. Når vi har truffet beslutningen om ikke at blive sammen, hvorfor erkender vi så ikke som forældre, at der ikke er nogen måde hvormed vi kan mildne den kendsgerning overfor vores børn og lader dem gennemleve deres sorg for fuld udblæsning? Istedet for at rumme deres sorg, søger de fleste forældre at mildne den, både med det vi siger og det vi gør.
”Hvordan får man sit barn til at erkende situationen og gå ind i sorgfasen?”
Jeg kunne svare med galgenhumor: ”Ved at gifte sig igen!”. For er der noget der bringer barnet, der ønsker at forældre genforenes, direkte ind i en sorgfase, så er det nyheden om at den ene forælder påtænker at gifte sig. Det kan være svært midt i ens egen lykkerus, at blive konfronteret med sit barns sorg over det, vi selv betragter som en ”lykkelig begivenhed”. Afhængig af barnets alder kan vi blive vrede og skuffet over barnets åbenlyse modvilje og sorg over det vi betragter som noget glædeligt. Det er dog vigtigt, at vi anerkender barnets ret til at føle sorg, selv om vi ikke deler denne.
Det er lige så vigtigt, at vi sætter ord på, hvordan vi selv glædes over, at vi skal giftes. Forsøger vi at gå ind i barnets sorg og gør os til en del af sorgen, ved at lægge en dæmper på vores egen glæde, så tror jeg, at vi igen ubevidst og utilsigtet sender signaler til barnet om at der kan ændres ved den beslutning der er taget – at der stadig er håb for mor og far.
Hvorfor mener jeg, at vi forældre er medvirkende årsag til at vores børn fastholder drømmen om en genforening? Jeg oplever at mange forældre i den bedste mening og i hensynsfuldhedens navn, kommer til at så et håb i deres børn, når de fortæller dem om en forstående skilsmisse. Mange forældre bruger floskler som: ”Mor og far elsker stadig hinanden, men vi kan ikke finde ud af at bo sammen.” ”Mor og far har brug for lidt tid hver for sig!” ”Vi vil altid være en familie” osv. osv. Vi gør det for, at mildne ”slaget” for vores børn, men dermed forhindrer vi dem også i at gennemleve hele sorgfasen: Vi lader dem rase og sørge, men de når aldrig til den fase, hvor de er nødsaget til, at give endegyldig slip på drømmen om, at mor og far finder sammen igen.
Ofte nærer vi den drøm, ved at holde fast i gamle ritualer. Min mand og hans ekskone mødtes til børnenes fødselsdage og forskellige begivenheder i børnenes institutioner mv. uden at min mands kæreste gennem 3 år nogensinde tog del i dette. Dette skyldes naturligvis ikke kun hensynet til min mands børn, men også den status min mand tillagde dette forhold. Uanset begrundelserne og at de var velvalgte, så oplevede hans børn en utilsigtet og ubevidst illusion om, at deres familie var intakt, ved at de optrådte som en kerne-familie i forskellige sammenhænge.
Jeg mener ikke, at man skal undlade at være sammen om og med børnene. Det er blot vigtigt, at vi voksne er opmærksomme på, hvad vores valg signalerer til vores børn. Min ældste datters far og jeg valgte også bevidst, at foretage os ting sammen med vores datter efter vores ”skilsmisse”. Vores datters situation var dog anderledes, idet hendes far hurtigt fandt en anden, som han flyttede sammen med. Vores datter, oplevede at far elskede sin nye kæreste og denne indgik i vores fælles oplevelser. Dermed undgik vores datter at blive fastholdt i illusionen om, at hendes kernefamilie fortsat eksisterede. Hun blev ”tvunget” til at forholde sig til en udvidet familiekonstellation allerede efter et halvt år. Det at hun ikke var ret gammel, da vi flyttede fra hinanden, har bestemt også haft en positiv indflydelse på hendes evne til at omstille sig.
Børn og teenagere er på et følelsesmæssigt stadie, hvor de ikke bryder sig om at deres tilværelse forandrer sig og slet ikke noget så fundamentalt som deres familieliv. Børnene skal ved en skilsmisse lære at forholde sig til et nyt familiemønster, hvor mor og far bor hver for sig. Når så mor og/eller far vælger at flytte sammen med en ny kæreste og evt. gifter sig, forskydes familiemønsteret endnu engang og truer drømmen om, at mor og far finder sammen igen.
Børn og unge er i vid udstrækning uselvstændige individer og deres primærtsocialisering er stadig familien. Rent mentalt er børn og teenagere styret af egocentri i deres tankemønster og deres reaktion. Verden drejer rund om deres egne ønsker og behov. Det er derfor både naturligt og sundt, når børn reagerer på forandringer, selv om de gør det med følelser, som vi har svært ved at håndtere som forældre.
Der hvor jeg mener vi er ude over, hvad der er både sundt og naturligt, er når voksne mennesker, der lever deres eget liv, blander sig i forældrenes liv og de valg forældrene træffer. Som voksen bør man have forståelse og tolerance overfor de basale behov, selv ens forældre har for at opleve forelskelse, kærlighed og sex. Som voksen kender man til livet og kærligheden. Et voksen bør ikke se forældrenes nye partner som en potentiel trussel imod det forhold man har til sin forældre. Selv når man ikke bryder sig om den person ens forældre har valgt, bør man som voksen evne at sætte sig ud over egne behov og ønsker.
Personligt synes jeg det er dybt egoistisk at voksne børn ikke kan glædes over, at deres forældre oplever den lykke, det er at finde kærligheden igen. Jeg forundres gang på gang, når jeg hører voksne tale nedsættende om eksempelvis faderens nye kone. Som fagperson, forstår jeg udmærket de mekanismer der går i gang, forstår de menneskelige reaktionsmønstre, men som privatperson har jeg svært ved at udvise nogen forståelse for deres ageren.
Jeg har svært ved at forstå de voksne børn, som ikke kan finde positive egenskaber hos den person, som deres forælder elsker. Hvis min mor forelskede sig i en person, jeg ikke umiddelbart bryder mig om, vil jeg hævde at det var mig der har problemet. For var min mor faldet for manden, ja så må han jo rumme noget godt, for ellers ville hun jo ikke være faldet for ham. Det må så være min opgave at fokusere på det positive manden rummer, fremfor at forsøge at finde fejl ved ham. Især inden jeg overhovedet har givet manden og mig selv en chance for at lære hinanden at kende.
Generelt mener jeg slet ikke, at vi voksne børn kan tillade os, at så tvivl om vores forældres valg ud i kærligheden eller andre sager. Med mindre de er erklæret demente eller utilregnelige, så bør vi udvise den respekt som vores forældre fortjener. Har de måske ikke være fuld ud i stand til at opdrage os, og på anden måde bevist deres evne til at træffe egne beslutninger? Jeg forstår ikke at nogle børn når til et punkt i livet, hvor de mener de er i sin gode ret til at lege forældre for deres forældre.
Måske skal vi tænke på at vores forældre lod os træffe nogle valg i livet de måske ikke billigede, og vores forældre er ligeledes i deres gode ret til selv at træffe deres valg.
Dømmer man som voksen sin forældres partner, uden forudgående kendskab til personen, vil jeg hævde at man har en del uafsluttede issues, som man nok burde kigge nærmere på, evt. med hjælp fra en professionel. Både for ens egen skyld og især af hensyn til forældrene.