Hurra for Jante
Aksel Sandemose skrev i 1933 bogen “En flygtning krydser sine spor” – En bog der er læst af få, men citeret af mange. For hvem kender ikke Jante, den by der lagde navn til den til alle tider nærværende og udskældte Jantelov?
Janteloven er stærk hos mennesker, der føler sig marginaliserede, og bruges ofte af mennesker der vil fremstå som martyrer. Men Janteloven er også brugt af mennesker i den modsatte ende af hierarkiet, som en slags forsvarsmekanisme, en legalisering til at kue sine omgivelser.
Aksel Sandemose beskriver i bogen et lille samfund i byen Jante, hvor generation efter generation har holdt hinanden nede med misundelse og snæversyn.
Sandemose retter med sin bog ikke en anklage mod en bestemt gruppe mennesker, en bestemt by eller land. Sandemose hævder derimod, at der findes et universelt Jante, som vi alle bidrager til. Janteloven er hverken bundet til Nykøbing Mors, til Danmark eller til en bestemt tid, men til den måde vi som mennesker behandler hinanden på.
Jeg tror Sandemose har ret i, at det han benævner Janteloven, er en universel måde vi mennesker regulerer hinanden på. I stedet for at fornægte Janteloven, så vil jeg hellere se på hvorfor Janteloven er så sejlivet. Hvorfor taler vi så meget imod Janteloven, når det, den repræsenterer åbenbart er så dybt forankret i os?
“Hvad er den positive intention?” som en NLPudøver vil sige. For der må jo være noget positivt ved Janteloven, siden vi mennesker stadig har de normer og værdier, som Janteloven repræsenterer, så tæt ved vores hjerter, selv om vi verbalt fornægter ethvert partnerskab med Jante.
Er Janteloven, når alt kommer til alt, en betingelse for at vi mennesker kan overleve som art?
Jeg vil vove den påstand, at Janteloven ikke blot er en undertrykkende mekanisme, men en overlevelsesmekanisme, og måske netop derfor er den så fasttømret i os.
Grundlaget for menneskets succes som art er, at vi har formået at organisere os i grupper og fællesskaber. Individet vil ikke være i stand til at overleve, hvis det ikke allerede fra fødslen indgår i et fællesskab. Omvendt så kan en gruppe kun overleve ved, at alle medlemmerne i gruppen bidrager til fællesskabet og arbejder udfra det, der er bedst for gruppen og ikke for individet. Derved opstår behovet for Janteloven – eller gruppedynamikken.
Janteloven er et udtryk for et menneskesyn, hvor den grundlæggende værdi er, at individet ikke er hævet over flertallet.
Vores land bygger dybest set på princippet i Janteloven. Da Danmark fik sin grundlov i 1849, blev der taget et afgørende skridt væk fra enevælde og mod folkestyre. Fra en “du”-styreform henimod en “vi”-styreform.
Da serberne begyndte den etniske udrensning i Kosovo i 1980’erne, stod verdenssamfundet sammen og viste med alt tydelighed, at “vi” ikke vil tillade, at “du” agerer som “du” har lyst til. Historien er fyldt med eksempler, hvor Janteloven har haft sin berettigelse.
Jeg vil til enhver tid hylde Janteloven for dens gode intentioner, i erkendelsen af at Janteloven er en bevarende og beskyttende mekanisme, som vi som art har brug for. Men samtidig må jeg erkende, at vi også har brug for at der er nogen, der bryder med Janteloven. For det er dem, der bryder med Janteloven, der gør at vi som art udvikler os.
Janteloven kan opfattes som et paradoks, men i virkeligheden skaber Janteloven en dynamik, som vi hverken kan leve under, men heller ikke leve foruden.
I “Here’s to the Crazy Ones” * udtaler Steve Jobs at “De, der er skøre nok til at tro, at de kan forandre verden, er som regel også dem der gør det.“
Det tror jeg er rigtigt, men samtidig tror jeg, at det er dem der efterlever Janteloven, der sikrer at verden består. For uden modstand kan der ikke være forandring. Eller som min mand ynder at sige: Den stærkeste drivkraft til forandring er modstand – Hvis hegnet ikke var der til at begrænse os, så vil vi sikkert ikke have behovet for at udforske, hvad der er på den anden side af hegnet.