“Hvis du elsker mig så…………”

Vi kan sikkert hurtigt blive enige om at følelsesmæssige ultimatummer ikke hører sammen med kærlighed, samt at intet menneske burde udsættes for følelsesmæssig afpresning og krav, om at bevise sin kærlighed.

Sætningen: “Hvis du elsker mig så…..” efterfulgt af et krav af den ene eller anden art, er efter min mening den ultimative laveste følelsesmæssige afpresning af ens partner. Noget jeg tager stor afstand fra, og alligevel hørte jeg mig selv, med fuld overlæg, bruge netop den sætning for fire dage siden.

Hvordan kan jeg, som hverken mener at man har ret til at begrænse hinanden, eller tror på at der kommer noget positivt ud af følelsesmæssig afpresning, med fuld overlæg vælge at bede min mand om at bevise sin kærlighed til mig og til sine børn?

Hvilken ret havde jeg til at tvinge min mand til at give afkald på noget i “kærlighedens navn”. Det ærligste svar jeg kan komme med er: “Jeg har ingen og dog al ret”.

Det var ikke en fortalelse i et øjebliks afmagt der gjorde, at jeg udtale den famøse sætning: “Hvis du elsker mig og dine børn så………”men en nøje gennemtænkt handling. Mine bevæggrunde var og er dybt egoistiske, nå ja bortset fra at jeg også tænker på min mands piger.

Som de af jer, der har fulgt min Klumme og har læst bl.a. “Pepsi-Max og sure sokker” samt “Vandre glæde”, ved at min mand tidligere er faldet om. Som jeg har beskrevet, ramte det mig utrolig hårdt sidste gang han faldt om. Jeg tog mit og vores liv op til revision. Jeg var bange, ked af det, men jeg var også vred på ham. Jeg var vred over, at han ikke mente at det liv og den kærlighed vi havde sammen, var grund nok til at han passede på sig selv. Jeg var rasende over, at han forsatte med at levede sit liv, som han ønskede at det skulle leves, fordi det liv indebar en stor risiko for at jeg kunne miste. Samtidig mente jeg ikke, at jeg kunne stille krav til ham om at lægge sit liv om, for det var jo hans liv og hans valg.

For nogle måneder siden faldt min mand så for fristelsen til at tage en cigaret en aften i hyggeligt selskab. Han var ellers holdt op med at ryge for fem år side. Han røg også den efterfølgende gang han var i selskabeligt lag og inden han fik set sig om, og hurtigere end jeg fatter det er muligt, var han oppe på over to pakker cigaretter om dagen.

Nu er min mand jo et selvstændigt individ og en voksen mand der udmærket kender de risici der er forbundet med at ryge, især de øget risici der er forbundet med rygning, når man som han har forhøjet kolesteroltal, er hjerte- og diabetespatient og generelt lever uden hensynstage til disse sygdomme. Han har aldrig bekymret sig om sit eget ve og vel.

På den anden siden er han far, bedstefar og ægtefælle – en mand, hvis families ve og vel ligger ham meget på sinde. Det var den viden jeg misbrugte, da jeg i lørdags trak og spillede det ultimative trumfkort og udtalte: “Hvis du elsker mig og dine børn, så stopper du med at ryge!”

Jeg medgiver at det var følelsesmæssigt afpresning. Jeg valgte med fuld overlæg at udnyttede min mands kærlighed til hans familie, når nu hans kærlighed til sig selv og livet ikke var nok til at få ham til at stoppe med at ryge.

Er kærlighed stilletiende, at se på imens ens elskede ødelægger sig selv, fordi kærlighed måles i den frihed man tillader hinanden? Eller er kærlighedens væsen indimellem at vi stiller krav til hinanden om at tage vare på sig selv og dermed kærligheden – vores egen og vores børns kærlighed?