Hvor er samfundet på vej hen?

»Hvem er mest syg? Dem, der får diagnoserne, eller det samfund, der gladeligt deler sygdomsetiketter ud til højre og venstre? Diagnosticeringen af børn og unge med ADHD er eksploderet de senere år,« skriver filosof Eva Selsing.

Jeg har fået på hattepulden for min holdning til alle de diagnoserne, vi udstyrer børn og unge med. Især fordi jeg hævder at disse stigmatiseringer – ADHD, ADD, Særlig sensitiv mv., intet har med sygdom at gøre, men blot er udtryk for en personlighedsstruktur.

Læger, psykiatere, psykologer mv. taler om at disse sygdomme skyldes en “kemisk ubalance” i hjernen. Dog uden at denne “kemiske ubalance” kan påvises via kliniske undersøgelser, så som blodprøver, urinprøver, CT-scanning mv.

I dag kan vi ikke komme til  vores egen læge og være ked af det, uden at vi går derfra med en recept på antidepressive piller og hvis vi er heldige en henvisning til psykolog. I dag er det ikke i orden at være ked af det. I dag er “ked-af-det-hed” blevet ensbetydende med stress og depression, noget vi skal medicineres ud af.

Børn og unge mennesker udstyres som aldrig før med forskellige diagnoser og medicineres. Det er netop medicineringen der bekymre mig.

Den mest almindelige anvendt medicin til behandling af ADHD er Methylphenidat, som er det virksomme stof i bl.a. Ritalin og Concerta. Mere end 35.000 danskere indløste i 2011 recept på Ritalin og Concerta, hvilket er en mangedobling i forhold til, at kun cirka 2.000 brugte medicinen i år 2000.

Medicinen er kun godkendt til 6-18-årige med ADHD og virker stimulerende på koncentration og indlæringsevne. Men også et stigende antal voksne og 0-6-årige får imidlertid Ritalin og andre mærker der indeholder Methylphenidat på trods af, at ingen reelt kender til langtidsvirkningerne af medicinen.

Det man ved og som man undlader at informere forældrene om er, at en af de kortsigtede bivirkninger ved brugen af Methylphenidat er hjerte-kar-sygdomme. Bl.a. forstørrede hjerte. Der rapporteres i USA over 200 dødsfald årligt som kan dokumenteres skyldes brugen af Methylphenidat. Det egentlige antal kan reelt set være højere.

En af de kortsigtede bivirkninger af stoffet er hjerte-kar-sygdomme – både hos børn, men især hos voksne, forklarer Doris Stenver, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Det er også alment kendt blandt læger at Methylphenidat, kan skabe afhængighed, og man ved at denne afhængighed har ført til andre former for stofmisbrug.

Man ved også at en af bivirkningerne ved Methylphenidat er, at det kan føre til psykiske lidelser, som bl.a. depression, angstanfald mv.

Det er korttidsvirkningerne ved brugen af Methylphenidat. Langtidsvirkningerne aner specialisterne og hjerneforskerne intet om. Vi kan kun gætte.

Methylphenidat er amfetaminlignende stof og først for nylig har amerikanske forskere fundet ud af, hvordan stoffet virker ved øge dopaminaktiviteten i hjernen. Som en slags hjerne-epo bliver ens evne til koncentrere sig og indlæringshastighed øget. Når vi bruger et stof der ændre på hvordan hjernen arbejder, så er der også en risiko for, at den skaber varige forandringer i hjernen. Det er disse forandringer jeg frygter.

Hvad er det for en generation vi er ved at skabe? Hvad er det vi udsætter de unge menneskers hjerner for på langt sigt? Ingen ved det og der er åbenbart ingen der er interesseret i at forske i langtidsvirkningen af brugen af Methylphenidat.

Medicinalindustrien er en millionforretning og der forskes ikke medmindre der er indtjeningsmuligheder i nyudvikling. Når det kommer til Methylphenidat  har medicinalindustrien ikke den store interesse i at undersøge virkningen af et produkt, der allerede er stor afsætning på.

Spørgsmålet er blot – har vi som samfund samvittighed til ikke at forske i hvilken indvirkning Methylphenidat har på hjernen, set i lyset af hvor lystigt vi udskriver denne medicin?