Jeg anklager

Lyden af Crystal Bowersoxs sang ”Farmers daughter”, flyder gennem kobberstikket og ud i mine højtaler. Fylder rummet med al den smerte, kun et svigtet barn kan rumme. Hendes smerte forplanter sig til mig og jeg sætter mig ned og lytter til sangen. Fornemmer vreden bag ordene: “Honor thy mother and father too – but I know there ain’t no way in hell that God mentioned you”. Fornemmer det enorme svigt, og al den smerte, der er i ordene: “All I ever wanted was you to care for me. All I ever wanted was you to be there for me. All I ever needed was you to be here for me!”

Alt for mange børn i verden lever et liv, som kun kan beskrives som et helvede. Børn, hvis liv er fyldt med fysik, psykisk og seksuel overgreb. Alt, alt for mange børn oplever, at den person, som skulle drage omsorg for dem, elske dem og give dem tryghed, er den person der udøver volden, misbruget og svigtet.

Kan vi overhovedet sætte os ind i de følelser det svigtet barn har? Har vi indlevelsesevne nok, til at forstille os det helvede, barnet lever under – og tør vi? Tør vi sætte billeder op foran vores indre nethinde, af et barn der sidder sammenkrympet og forsvarsløst i et hjørne, imens forælderen står bøjet over det og lader slagene hagle, ned over barnet igen og igen? Billeder af en forælder, der ligger apatisk hen. Bedøvet af alkohol eller piller, imens barnet, grædende står bøjet over forælderen og forsøger at få forælderen til at vågne op? De færreste af os, kan få os selv til at danne et billede af, hvordan et barn misbruges seksuelt. Billederne mine ord danner på mit nethinde, føles som et overgreb på min sjæl, og rykker ved min opfattelsesevne af, hvorledes mennesker skal være. Jeg tør næsten ikke tænke tanken til ende, men alligevel presser den sig på. Hvis den blotte forestilling, om disse ting rammer mig så hård, hvordan må det så ikke være for det barn, hvor disse billeder ikke er en forestilling, men den barske virkelighed? Min mave krymper sig sammen ved den blotte tanke.

Hvordan kan børn overleve de svigt og det misbrug, de udsættes for? Faktum er, at ikke alle børn overlever, den vold og vanrøgt de udsættes for. De børn, der overlever en barndom i helvede, er ofte nedbrudte voksne, som lever et liv i fysisk og psykisk misbrug. Andre fortrænger deres oplevelser og forsøger, at lægge låg på alle de uhåndterbare følelser, af svig og overgreb, som de var udsat for.

Mange misbrugte og omsorgsvigtede børn bærer, som voksne, rundt på en stor vrede. Vreden er håndterbar og ofte den følelse, der afholder dem fra at gå psykisk til grunde. Vreden har været deres redningskrans, i det oprørte hav, deres barndom udgjorde. De har brugt vreden som en drivkraft til at vise verden, at de nok skal ”overleve”. Vreden ligger, som et beskyttende lag over den følelse, som for de fleste der oplevede omsorgssvigt og misbrug som barn, har så uendelig svært ved at håndtere, nemlig sorgen. Mange voksne, som er misbrugt og omsorgssvigtet børn, har et behov for at intellektualisere det skete, og danner rationelle forklaringer og undskyldninger, for forælderens misbrug og svigt. De gør det ikke for forældrenes skyld, men for bedre selv at kunne håndtere det, de har været udsat for.

Nogle vælger, som voksen, at gå i terapi for at få bearbejdet deres barndom. Her er det ofte følelsen af vrede, der kommer til udtryk og mange har svært ved at give slip på vreden. Igen fordi den er mere håndterbare end sorgen. Skal terapien virke, er personen nød til, at komme forbi den beskyttende vrede, og ind til sorgen. Det er en smertefuld proces for den voksne person, at forholde sig til det indre svigtet barn, som de bærer rundt på. Men kun ved at få bearbejdet sorgen over at være blivet misbrugt og sviget, kan personen få bearbejdet sin barndom. For det er sorgen og ikke vreden, der fastholder en i barndommens traumer.

Som nævnt kan mange af disse børn, hverken som børn eller voksne, får sig selv til at bebrejde sine forældre. Derimod stiller rigtig mange unge og voksne, det spørgsmål højt, som de ofte stilletiende tænkte, som barn: Hvorfor var der ingen der hjalp mig? Hvorfor greb de ikke ind, dem som så, hvordan jeg havde det og hvad jeg blev udsat for?

Er de mennesker der skal tage vare på vores børn i institutionerne og skolerne, så dårligt ”klædt på” fagligt, at de ikke evner at se, hvis vores børn mistrives og endnu værre, ser de ikke de børn, hvis hjemmeliv er et helvede? Evner de ikke, at tyde alle de små signaler, som børn der mistrives udsender? Eller tør de ikke reagere på det de ser, eller blot fornemmer? Hvor er de familiemedlemmer og naboer, som ser og hører, det barnet udsættes for?

Jeg tillader mig, med den stemme min Klumme giver mig, at anklage de professionelle, naboer og familiemedlemmer, som ikke griber ind! Jeg anklager landets kommuner og socialrådgivere! For den ubarmhjertelig, og helst usagte, sandhed er, at mange både familiemedlemmer, naboer og professionelle, ved at et barn mistrives i hjemmet, men vælger ikke at agere på den viden. Forstår vi ikke, at når vi vælger ikke at reagere, når vi ser et barn der mistrives i vores nærområde, vores institutioner, idrætsklubber mv. så gør vi os skyldig i overgreb. Overgreb er ikke kun den udøvende vold og misbrug. At være viden om og forholde sig passivt, er ligeledes et overgreb! Et overgreb, som jeg anklager os, som samfund for at medvirkende til!