Jeg tror på…….

Det er en uskreven regel, at man bør afstå fra at diskutere politik, religion og folks børn.

Da det er søndag, må dagens Klumme handle om Tro – ja, jeg kan jo ikke nære mig!

Eksisterer Gud når det kommer til stykket? Er religion ikke blot et til hver tid gældende samfunds måde at regulere befolkningen på? Er religion, som Karl Marx hævdede, blot opium for folket?

Har Nietzsches proklamation af Guds død vundet indpas? For var Gud ikke blot en måde at forklare det uforklarlige?

Er det at være kristen, ikke blot affødt af angsten for ens egen ubetydelighed og angsten for den definitive afslutning som døden, ateistisk set, er? Er Gud og religion, ikke blot en måde at fralægge sig ansvar for eget liv? Er det at være kristen ikke lidt “frelst” og imod bedrevidende – eller er de frelste bare bedrevidende?

Troen på en guddommelige skabelseskraft har jo altid eksisteret, men har aldrig kunne bevises og derfor, henhører religioner under begrebet “Tro” og ikke videnskab. Tidligere har disse to begreber stået som hinandens modpoler, men flere og flere videnskabsfolk hævder nu, at det ene ikke udelukker det andet; at evolutionsteorien ikke “dømmer Gud ude” så at sige….og det syntes jeg personligt er dejligt befriende! Ikke at jeg hævder – i ordets betydning af “absolut sandhed”- at Gud eksisterer. Ej heller hævder jeg at have patent på sandheden, men jeg TROR at Gud eksisterer og jeg TROR på Vor Herre Kristus og det gør mig jo pr. definition til en troende kristen.

Vores religionshistorie og udformningen af vores Bibel viser med al tydelighed, at religion udover det åndelige formål, har haft et socialt adfærdsregulerende formål.

I opbygningen af den Biblen, som vi kender i dag, er det tydeligt at man har ønsket, at fastholde en bestemt forståelse af det kristne budskab og derfor undlod man en rækker skrifter. De skrifter, der blev udelukket i udvælgelsesprocessen, går under betegnelsen Apokryfer. Derudover findes der også en anden gruppe skrifter, der ikke kom med i Bibelen, disse går under betegnelsen “De gammeltestamentlige Pseydepigraf” Dette bevirker, at eftertiden ikke fik et nuanceret indtryk af religionens historie og det bredere budskab i religionshistorien, der omhandler jødedommen og kristendommen gik, om ikke tab, så i glemmebogen og visse ting blev fordrejet. Her kan nævnes Marie Magdalenes og Judas roller. I Biblen nævnes Marie Magdalene blot som en kvinde der følger Jesus og hendes rolle er ret beset, om end den er vigtig, en birolle. Hvorimod Marie Magdalene i de gnostiske tekster og i Maria Magdaleneevangeliet, fremstår som en særligt indviet discipel, og hun forkynder for de øvrige diciple. Derfor benævnes hun også Apostlernes Apostel – altså har hun her en fremtrædende rolle. Judasevangeliet er ligeledes et gnostisk evangelium, som er nedskrevet på koptisk, og som for størstedelen er rekonstrueret og oversat i 2006. Judasevangeliet fremstiller Judas handling positivt, idet den viser Judas’ lydighed overfor Gud og Jesus. Biblen fremstiller Judas som en forræder og synder. Judasevangeliet er ikke i modstrid med Biblen, men føjer i givet fald nye synspunkter til Bibelen. For øjeblikket findes der ingen historiske vidnesbyrd, som gør det muligt at afgøre, om Judasevangeliet, eller de bibelske evangelier har ret.

Den katolske kirke har gennem sin lange historie gentagende gange bevist, hvorledes religionen bruges til at regulerer befolkningen. De fleste – hvis ikke alle*- monoteistiske religioner er lovreligioner og er desværre historisk set, alle blevet brugt til at undertrykke befolkninger.

*Nogen vil hævde at kristendommen ikke er en lovgivende religion, men idet kristendommen har implementeret “De 10 Bud”, kan den jo ikke frasige sig at være en lovreligion selv om “lovene” er afgrænset og relativ få.

Jeg vil dog komme med den påstand, at længe før kanoniseringen, blev religionens budskab systematisk brugte til at regulere mennesket. Se blot Mosesbøgerne….ja faktisk består “Det Gamle Testamente” – også kaldet Toranen – jo kun at skrifter der omhandler Skabelsen og reglerne for, hvorledes vi bør leve iflg. Gud. Vel var det de gejstlige der bestemte, hvilke skrifter der skulle indgå i “Det Gl. Testamente”, men det var trods alt Profeterne der nedskrev ordlyden.

Er skriftstederne blot et afskrift af, hvorledes datidens samfund var opbygget og reguleret på? På linje med de overleveringer vi efterlader med vores samfundshistorie og Krakovs lovsamling? Jeg tror det!

Jeg tror Karl Marxs har fat i noget rigtigt. Jeg tror samfund til alle tider har brugt religion, som opium ikke for, men imod folket, idet Gud i Det Gamle Testamente er en dømmende og hævnende Gud.

Jesus gør op med læren i Det Gamle Testamente og lærer os, at Gud er tilgivende og barmhjertig. Som kristen tager man derfor afstand fra Det Gamle Testamentes ordlyd som eksempelvis “øje for øje….” og efterlever “Det Nye Testamentes” ordlyd om at “vende den anden kind til”. Derfor kan det undre, at der forsat prædikes fra Det Gamle Testamente (som jo er den jødiske lære) i kristne kirker. Jeg talte med en præst fra folkekirken om dette dilemma ved den kristne tro, og han medgiver mig at Jesus -og dermed os der kalder os kristne i ordets betydning at være kristus efterfølgere- eksplicit tager afstand fra Det Gamle testamente, bortset fra De 10 bud og Skabelseshistorien, som Jesus referer til i sin lære.

Når Nietzsche påstår at Gud er død, er det i fuld overensstemmelse med den Kristne overlevering om, at Jesus Kristus, det inkarnerede Guds ord, døde offerdøden på et kors, men kan vi fører den videre og hævde, at hvis ikke engang Den Kristne (folke)Kirke prædikerer Kristi ord, må det være i erkendelsen af Gud er død?

Idet Karl Marx forstod religion som en “illusorisk trøst”, kan jeg ikke medgive at “religion er opium for folket”, idet religion rejser flere spørgsmål end der besvares. Ergo er der ingen trøst, ej heller den illusorisk, at finde i religion.

Det vil sikkert komme bag på en del af mine læsere, at erfare, at jeg ikke blot er kulturel kristen, men praktiserende kristen.

Udspringer min kristne tro sig dybest set af angsten for, at der intet liv er efter dette. Klamre jeg mig til troen på en Gud og et efterliv, fordi det er for ubegribeligt, at dette her liv skulle være det eneste der er? At ens person en dag forgår og ens bevidsthed en dag slukkes?

Jeg vil påstå, at kommer det til dødsangst, ja så er det da noget nemmere at være ateist, for så er det slut når det er slut: Stikkes trækkes ud, hjertet ophører med at slå og al tankevirksomhed ophører. Dyb intethed!

Troen på et efterliv rejser jo straks helt andre skræmmende dilemmaer om dommedagsprofeti og meget andet, som jeg skal afstå af at belyse nærmere.

Det at være kristen, mener jeg i højt grad handler om at tage ansvar for eget liv. Som kristen anses livet som værende Guds gave, og jeg er derfor forpligtet til, dels at leve det, men også at leve det i overensstemmelse med Kristi lære. Gud gav mennesket friheden til at vælge og leve det liv vi ønsker, og det i sig selv er et kæmpe ansvar og fordre at jeg aktivt tager ansvar, for hvorledes mit liv former sig.

Er jeg “frelst”? I betydningen at Jesus frelste alle mennesker ved sin død på korset, så ja! Er jeg “frelst” i overført betydning? Det håber jeg da ikke – Det er ikke op til mig at overbevise nogen om Guds eksistens. Ej heller er jeg “frelst” i den betydning at jeg er ufejlbarlig. Jeg træder ikke bare ved siden af indimellem – jeg formår skam at tramper ved siden af gang på gang! Er jeg en bedre viden kristen eller en bedreviden kristen? Hmmm. jeg er nok det man må betragte som kristen imod bedre viden, idet min tro ikke er en viden, men en indre overbevisning. Det er nu engang lettere, at bevise at Gud ikke eksisterer, end at Gud eksisterer. Den indre overbevisning gør mig dog ikke bedrevidende, for hvem ved, når alt kommer til alt, om Gud faktisk eksisterer eller om “lyset blot slukkes?”

Den dag jeg dør findes der, som jeg ser det, tre scenarier:

1.Gud eksisterer og min tro ophøjnes til en videnskab – idet jeg jo får faktuel viden om Guds eksistens .

2.Gud eksisterer ikke – hvilket så er komplet ligegyldigt, idet jeg er død og ikke formår at registrere, at jeg har taget fejl!

3.Det findes ikke én, men flere Guder – Det er nok det værst tænkelige scenarie. For så kan jeg kun håbe på, at de har troet på mig, når nu jeg ikke har troet på dem!