Kæmper vi for eller imod noget?

1. maj er “Arbejdernes internationale kampdag”. De røde faner luftes rundt omkring i det danske land. Politikkerne fra den røde-blok er ude blandt befolkningen og holde “1.maj-taler”. For nogle arbejdere er dagen i dag en hel eller en halvfridag. For andre er det en arbejdsdag som så mange andre.

Den første gang danskerne fejrede “Arbejdernes international kampdag” var 1.maj 1890.

“Arbejdernes internationale kampdag” var fra starten blot en demonstration fortaget af australske arbejdere, der nedlagde arbejdet den 21. april 1856. De australske arbejdere havde besluttet, at mødes som en manifestation til fordel for otte-timers-arbejdsdag. Det var ikke planlagt, at denne dag skulle være en tilbagevendende begivenhed, men dagen gjorde et så stærkt indtryk på det australske proletariat, ved den opmuntring og agitation, som kom til udtryk, at de besluttede at gentage festen hvert år.

De amerikanske arbejdere var de første til at følge eksemplet. De forslog i 1886, at 1. maj skulle være dagen, hvor alt arbejde skulle standses. På denne dag forlod 200.000 arbejdere deres arbejde og krævede otte-timers-arbejdsdag. Regeringens forfølgelse forhindrede i nogle år en gentagelse af denne manifestation. Men i 1888 blev det besluttet at fra 1890 var 1. maj datoen for den årlige kamp-dag.

Da jeg voksede op havde alle fri den 1.maj og dagen blev i Aalborg fejret ved et stort arrangement i “Kildeparken”. Folk gik i samlet flot gennem byen med deres røde faner, imens de sang politiske slagsange som “Når jeg ser et rødt flag smælde” og “Internationale”. Der blev holdt politiske brand-taler om social uretfærdighed. Det var en dag hvor der blev agiteret og holdt taler om den evige kamp mod kapitalisterne – som åbenbart var  virksomhedsejerne.

Dengang var det en familiefestdag med et politisk budskab, nu er det vist blot en anledning til at drikke sig i hegnet og komme af med forskellige aggressioner, primært rettet imod samfundet.

“Arbejdernes internationale kampdag” minder mig mere og mere om en gammel rød ballon, luften er sivet ud af. 1. maj har de sidste mange år mere mindet om en dag, hvor man lytter til musik og deler et stort kvantum håndbajer med vennerne, end det minder om et politisk arrangement. Skyldes det at arbejderne ikke har mere at kæmpe for?

Forholder det sig sådan, at de fleste i dag ikke kæmper for nogen eller noget, men mere imod nogen og noget?  Tidligere blev 1.maj brugt på at agitere for ønsket om forandringer i samfundet og ønsket om bedre arbejdsvilkår. Man kom med løsningsforslag til, hvordan vi i fællesskab kunne muliggøre de ønskede forbedringer. Hvorimod i dag, skældes og smældes der imod ting, uden at der samtidig opstilles forslag til hvorledes tingene kan løses.

Hvor vi tidligere stod sammen om at løse problemerne, virker det som om man i dag kræver at andre løser de problemstillinger der er, men på en måde, hvor man ikke selv bliver berørt.

Vi har økonomisk krise, stor arbejdsløshed, en rød regering der beskyldes for at svigte sine vælgere. Ydermere har der lige været en konflikt mellem KL og DLF, som har ramt det ganske land. Det er disse problemstillinger, som arbejderbevægelsen og de socialistiske politiker, som traditionen tro holder 1. maj taler, er oppe imod i dag, når de møder, ikke blot  arbejderne, men også de arbejdsløse, rundt om i det danske land. Mon ikke dagen i dag bliver en kamp på ord og nok desværre også en del nonverbal kommunikation. For desværre er ikke alle indstillet på at politiske diskussioner og meningsudvekslinger skal foregår i fordragelighed.

Trods disse dystre forudanelser vil jeg ønske alle en skøn 1. maj.