Kan man det

En kollega omtalte for noget tid siden begrebet vampyr. En vampyr er en person der suger al energi ud af én. En vampyr kan en i ens familier, i ens parforhold og i venskaber. Da han nævnte dette, fløj navnet på en ven gennem mit hoved og jeg indså, at jeg havde en vampyr i min omgangskreds.

Jeg valgte at fordrive denne person, ikke med hvidløg, kors og sølvpatroner. For det var ikke en transsylvansk vampyrer med hugtænder og røde øjne. Det var en helt almindelig menneskelig ven.

Venskab handler for mig om at befinde sig godt i hinandens selskab, hygge sig sammen og udvise omsorg for hinanden. Venskab handler om tillid. Tillid til at den anden er ens fortrolighed værdig. Tillid til at den anden er der til, at dele ens glæder, men også ens sorger.

”A friend in need is a friend indeed!” siger en engelsk tale måde. Det er nemt nok, at opretholde et venskab i lyse tider, hvor man hygger sig samme og har det rart i hinandens selskab. Venskabet giver begge parter fornyet energi, fordi man fylder hinandens energidepoter op. Venskabet udfordres, når den ene part i venskabet gennemgår en livskrise af den en eller anden art. Her forskydes energiniveauet, og der kommer underskud i den enes energiforsyning. Vennen bliver til en vampyr, som suger al energi ud af en.

Bør et venskab ikke kunne modstå, at den ene part i en periode er vampyr?  Får man fyldt sine energidepoter op hos andre, kan man sagtens i en periode udholde at ens ven optræder som vampyr. Der hvor vampyren bliver livstruende er når person indtager en permanent vampyrrolle. Så bliver venskabet svært at opretholde, fordi det ikke tilfører en noget positivt.

”Det er i nøden man lære sine venner at kende!” siger et dansk ordsprog. Sandheden er jo desværre, at vi ofte først indser at nogle ”venner” viser sig ikke at være det, den dag vi befinder os i en sårbar situation og har allermest brug for dem. Nogle af disse ”venner” forsvinder fuldstændigt ud af ens liv og andre kommer tilbage, når ens krise er gennemlevet og lader som om den mellemliggende periode ikke har eksisteret.

Et venskab er ikke en vægt, hvor skålene skal balancere. I et venskab fordeles rollerne ud fra, hvor man hver især befinder sig i livet. Jeg har intet imod, at indgå i et venskab, hvor jeg er den ydende part, så længe venskabet giver mig en følelse af, at skulle jeg en dag befinde mig i en situation, hvor benene fejes væk under mig, så er vennen der til at gribe mig. Det har jeg blind tillid til, at alle mine venner vil gøre. Indimellem lander jeg så på jorden med et bump eller et ordentligt brag, afhængig af hvilke forventninger jeg havde til det pågældende venskab.

Vi skuffes dybt, når dem vi troede ville være der, pludselig undslår sig med vævende forklaringer, eller slet og ret forholder sig tavse. Der sker også indimellem det forunderlige, når vi står i en livskrise, at vi oplever at en hånd bliver rakt ud fra en helt uventet kant og man bliver rørt i al sin elendighed, fordi man ikke havde forventet, at den hånd ville være den der hjalp én op.

Kan man det? spurgte mine venner, da jeg afsluttede et livslangt venskab. Jeg havde kendt personen fra vi var små og vi havde delt mangt og meget. Dog var vi, som et andet ægtepar, langsom men sikkert, gledet fra hinanden med årene. Vores liv var meget forskelligt – både måden vi levede på og tænkte på. Det gik op for mig, at det eneste vi efterhånden havde fælles, var vores fælles historie. Vi tilførte ikke længere hinanden noget rent følelsesmæssigt eller intellektuelt. Jeg var trist, træt og ofte sur, når vi havde været sammen.

”Kan man det?” – spørgsmålet undrede mig, for havde vores venskab været et ægteskab, havde jeg næppe fået det spørgsmål. Havde jeg sagt, at jeg vil skilles, fordi samværet med min mand ikke mere giver mig noget følelsesmæssigt og intellektuelt, at han gør mig trist, træt og sur, havde jeg sikkert mødt forståelse. Hvorfor skal der være andre kriterier for et venskab?

Vi lever alle et hektisk liv og vores tid er sparsom og dyrebar, har vi så ikke pligt til at prioriterer, hvad vores tid skal bruges på? Har vi ikke ret til at vælge ting og personer fra, som fylder os med negativ energi? Vi tager ofte vores liv og arbejde op til revision, hvorfor skulle vi ikke også gøre det med venskaber? Skal venskaber glide ud af sig selv, opløses i uenighed, eller kan man opløse det i al mindelighed over en kop kaffe?

Det er nok for meget af forvente. Især hvis den anden part ikke føler at venskabet er nået til sin afslutning, men skylder vi ikke det venskab, der har været, at melde klart ud? Skylder vi ikke et årelangt venskab, at afslutte det ved at i talesætte bruddet, som var det et ægteskab? Måske tager jeg fejl, for måske, når alt kommer til alt: Kan man det?