Mit første møde med jobcentret

Jeg har haft mit første møde på jobcentret i Aalborg.

Jeg var kommet i godt tid, så jeg sad lige og kiggede efter jobs, da en dame henvendte sig til mig. “Skal du også til det der informationsmøde?” spurgte hun høfligt. Jeg nåede lige at tænke: “Sæt der er flere informationsmøder i huset? ” . Jeg besluttede mig for, at det var der nok ikke, og svarede bekræftende, at det skulle jeg. Hun spurgte om jeg ved, hvor det var henne. Det vidste jeg tilfældigvis, for det havde stået i papirerne med indkaldelsen. Det var så også alt, jeg vidst om det møde.

Nå men, damen her, hun var sikker på, at mødet handlede om at “køre os i sænk og skælde os ud, for ikke at have søgt nok jobs. For man får jo kun en nedværdigende behandling hos jobcentrene.” Hun så meget sikker ud i sin sag, men tilføjede så: “Ja jeg har jo aldrig prøvet at være til en samtale med jobcentret!” Pyha! Jeg åndede lettet op og tænkte: ”Så bliver det nok ikke så slemt. ”. Vi gik udenfor og trak lidt frisk luft, inden mødet. Hun tændte en cigaret, lagde hovedet lidt på skrå og sugede hårdt i cigaretten. Pustede røgen ud i et kort, lidt aggresivt pust: “De tager sikkert dagpengene fra mig, fordi jeg ikke har søgt de stillinger de har forslået. Det er simpelthen så umenneskelig en behandling man får herinde! Det har jeg altså ikke psyke til.” Øh…jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare, så jeg fremkom med et forkølet: “Nååå det tror jeg nu ikke, de gør“….”Ja jeg har jo aldrig prøvet det her før!” gentog hun. Jeg forslog, at vi fandt mødelokalet.

Vi tog elevatoren op til 5 sal og mødte en mere, der skulle til informationsmødet. Hun fik lige samme remse og jeg tænkte: “Hold op, hvor er det synd, at hun er så nervøs for det her møde!”

Da vi stod ud af elevatoren, kunne vi se et kæmpe skilt med ordlyden: ” 1. gangs Informationsmøde for ledige kl. 12.45″. Jamen det var jo os. Men næ nej, så let skulle det ikke være. For foran døren stod der minsandten en “vagt”. I hænderne havde han en stak papirer, som han stirrede stift ned i. “Må jeg bede om dit cpr.nr” spurgte han den første af os. ”Nå de er da vist ikke så slemme. Han beder da pænt om det”, nåede jeg lige at tænke, inden kvinden fra elevatoren, pligtskyldigt opgav sit cpr.nr. Uden at se op fandt han hendes navn og giver hende et stykke papir. Han havde en formidabel intuitivfornemmelse for os, for vupti fornemmede han, at mit nye bekendtskab stod foran ham og han gentog: ”Må jeg bede om dit cpr.nr?”. Igen gentager personen sit cpr.nr. og fik udleveret et stykke papir.Igen uden at han så op. Nå, jeg stillede mig afventende foran ham: ”Må jeg bede om dit cpr.nr” gentog han rutinemæssigt. ”Nej” svarede jeg. Sølle fyr den havde han ikke fornemmet ville komme….Hans hoved fløj op fra papirerne og vi fik øjenkontakt. ”Men du må få et navn” sagde jeg og smilte til ham. ”Hej jeg hedder Hattedamen!”. ”Hej Hattedame…. så er dit cpr.nr…..” han bladrede i papirerne. Nu havde vi jo ligesom haft øjenkontakt, så jeg følte godt,vi kunne gå skridte videre, så jeg hjalp ham lidt på vej ved at sige: ”270567”. Minsandten, der var etableret en kontakt, for han kiggede op fra bunken, da han gav mig mit stykke papir. Spændende hvad mon det var….”Hattedame tag du bare en kop kaffe derinde!”…Wauw. Jeg blev ligefrem budt på kaffe. Det her kunne bestemt ikke være så slemt som mit nye bekendtskab mente. ”Øh har I mælk?” fik jeg spurgt, inden jeg overhovedet var gået ind ad døren – for mit bekendtskab havde højlydt gjort opmærksom på, at der ingen mælk var. ”Ja vi er i hvert fald to der bruger mælk” skyndte jeg mig at tilføje, så jeg ikke var ene om, at ulejlige dørmanden. ”Næ det tror jeg da ikke vi har!” kom det hurtigt tilbage. Jeg følte mig pludselig som en udstødt. Ok det er også en dum last! – indrømmede jeg overfor mig selv.

Et hurtigt blik ud over det aulaindrettede mødelokale…Yep, der var en ledig plads på den forreste række. Jeg skyndte mig derned. ”Jeg har reserveret en plads heroppe” kaldte mit nye bekendtskab. Hvor var det sødt af hende. Jeg kiggede på alle de mennesker, der sad på rækken ud imod gangen. ”Der kan jeg da vist ikke komme ind” svarede jeg og lod min taske dumpe ned på bænken. ”Jo jo vi rejser os bare!” svarede en fyr, som sad ved siden af den tomme stol, som var reserveret til mig. Jeg gik tilbage til anden sidste række. Åh jeg følte mig som en biografgænger, der kommer lige som filmen skal starte, og hvor alle tvinges til at rejse sig op, fordi jeg skulle ind midt i rækken. Hvor var de da flinke, de her mennesker.

Jeg have lige sat mig, og var ved at stille min taske ind under bordet da ”dørmanden” råbte: ”Hattedame grib”. Gennem luften kom der en briket mælk flyvende. Hævnens time var kommet, fornemmede jeg, for den ramte rækken foran. ”Sigter du ikke lidt lavt?”. Ordene fløj det ud af min mund og jeg skyndte mig ned på gulvet, efter min mælk.

Nå jeg måtte hellere se hvad der stod i mine papirer: Ledighedsperiode 10 uger Aktivering 012013 Navn – adresse Civilstatus: Gift………Øh hvad? Jeg blev afbrudt i mine tanker, af mit ny bekendtskab som åbenbart havde læst med, for hun sagde: ”Når du forfalder til kontanthjælp i 2014.”. Der var jeg ikke engang selv nået til. ”Du har da heldigvis en mand der kan hjælpe dig!”. ”Øh næ” fik jeg fremstammet…”Ikke en mand“…..Fornemmede jeg at hun rykkede lidt væk? ”Ingen mand men en kæreste” skyndte jeg mig at tilføje, “Men han bliver da nok noget chokeret over at jeg er gift!” sagde jeg vist mere henvendt til mig selv. ”Nå så du har en mandlig kæreste?” spurgte hun. Sig mig rykkede hun nærmere igen? ”Ja jeg mener du bor ikke alene der ude på landet” tilføjede hun. Den ros skulle hun altså have – hun havde nået at læse hele mit papir! Mødet startede, inden jeg nåede at svare.

De næste tre kvarter gik med en gennemgang af alt det, jeg havde hørt til mødet på fagforeningen. Godt jeg har mit papir så kunne jeg da lave kruseduller imens.

”Man kan komme få løntilskud når man har været ledig i minimum 26 uger” forsætte vores ”dørmand”/mødeleder….jeg sukkede indvendigt. “…..Medmindre man er enlig forsørger eller over 50 år, så kan man få det med det samme!”.Da blev det pludselig spændende…. ”Ja hvis der ikke er spørgsmål så er mødet forbi” sagde han så, nu hvor det endelig var blevet relevant for mig…Folk skyndte at rejse sig op, for den individuelle samtale var efter ”Først til mølle-princippet”. Pokkers det med løntilskud, ville jeg da gerne havde vidst noget mere om! Nå men, jeg kom naturligvis sidst ned, der hvor de individuelle samtaler skulle foregå. Jeg skulle udfylde et skema, men der var kun plads på gulvet….Nå ja jeg kunne jo få job i en vuggestue, så jeg kunne ligeså godt vænne mig til, at sidde på gulvet, så jeg slog mig ned! ”Du må altså godt få min plads” tilbød en mand som sad på en stol ved et cafebord. ”Tak, men det skal du ikke tænke på. Det er fint her.” svarede jeg og forsøgte, at placerer mit noget brede korpus i en stilling hvor jeg kunne komme til at skrive, uden at ligge hen ad gulvet.

Efter en time, hvor jeg lige udnyttede tiden til at gå ned og melde mig til ”lynaktivering”, va r det endelig min tur til min individuelle samtale. Ud kom en kæmpe høj mand. Han kiggede ned på mig og siger med varme i stemmen: ”Nej sidder du her helt alene!”. Jeg svarede noen skulle jo være rosinen i pølseenden. ”Jamen kom du ind.” sagde han og stak sin kæmpe lap frem. ”Jeg hedder ……”. Jeg ved ikke om det var fordi, vi indåndede forskellige luftlag, men ikke om jeg hørte hvad han hed. Vi gik ind.

”Værsågod at sætte dig ned!”. Jo det er fint, men der var et mødebord med to stole og så var der hans skrivebord, med en stol foran…. ”Hvor skal vi sidde?” spurgte jeg. ”Vi sidder ved skrivebordet, for jeg skal taste nogle ting ind” svarede han. Jeg lagde det skema, jeg havde udfyldt foran mig. ”Det vil jeg gerne have” sagde han og pegede på skemaet. ”Jamen det må du ikke” svarede jeg og skyndte mig at tilføje: ”Jeg mangler at udfylde kommunerne jeg søger i.”. Han hjalp mig med kommunegrænserne og jeg afleverede mit skema, som han tastede ind.

Jeg fik spurgt om fejlen i min civilstatus, kunne få konsekvenser for mine muligheder for løntilskud? Det kunne det heldigvis ikke. “Godt så er det kun kæresten det giver problemer med” fik jeg sagt. ”Ja den er nok ikke så god, men omvendt behøver kærester vel ikke vide alt?” svarede han grinende.

Han læste mit CV, som jeg har lagt på jobnet….”Det ser jo godt ud” sagde han. ”Mangler der ikke noget eller er der noget jeg kan gøre bedre?” Spurger jeg, fast besluttet på, at en eller anden ny viden ville jeg have med mig hjem. ”Nej det er rigtig godt som det er!”. Nå ok, så er der jo ikke rigtig noget at komme efter. Vi snakkede frem og tilbage om mit CV og hvor jeg søgte jobs henne og som hvad. Det var faktisk vældig hyggeligt. Det håber jeg, også det har været for mit nye bekendtskab, som var sendt på en anden etage, end jeg til individuel samtale.

”Nu er vi så nået dertil hvor du kan misbruge mig” kom det fra kæmpen uden navn. ”Det var da ellers noget af et tilbud!” svarede jeg, for hvad siger man lige til sådan et tilbud? Han slog en kæmpe latter op og sagde klukkende: ”Der fik jeg vist ikke valgt mine ord med omhu!”. ”Altså i min alder er alle tilbud skam smigrende!” fik jeg svaret udglattende. Ja for jeg håbede da ikke at det er et jobtilbud, for jeg mente da helt bestemt ,at jeg har skrevet pædagog ud for profession. Jeg noterede mig, at det måtte jeg lige tjekke op på, når jeg kom hjem.

”Nå, hvis du ikke har noget at spørge mig om, så kan du godt rufle af”. Grinte, hvad han nu hed. ”Næ jeg tror jeg har fået det af vide jeg havde brug for!” svarede jeg og rejste mig. Han gav igen hånd og sagde: ”Held og lykke. Jeg håber du snart er i job igen!” . ”Ja eller så kan jeg vel få nogle et kursus i personlighedsændring” svarede jeg og sagde takkede for nu. Han trykkede min hånd og sagde meget overbevisende: ”Vi to ses helt sikkert ikke igen” ……Nå han var altså kun en “one-day-stand”, tænkte jeg og priste mig lykkelig over, at jeg ikke havde valgt at ”misbruge ham”. Nok er jeg registreret som ledig, men jeg er skam ikke løs på tråden, selv om jeg altså åbenbart både var gift, og havde en dejlig kæreste!