Mor – en ærefuld titel
Mors dag. I min familie har denne dag altid, stået som noget ganske særligt.
Minderne fra min barndom dukker op. Jeg husker, hvordan jeg spinklede og sparede for at købe en lille ting til min mor på denne specielle dag. Nogle år var det hjemmelavede gaver, men hun – min mor blev altid ovenud rørt, når vi overrakte hende en morsdagsgave, selv om hun altid sagde: “Det skulle I da ikke have gjort!”. Vi stod stolte og glade og så på, hvorledes hun med megen højtidelighed pakkede vores gaver ud.
Min far var også ekstra betænksom over for vores mor, på denne dag. Der var altid arrangeret en køretur eller anden hygge, som min far vidste min mor satte pris på. Hele dagen var min mors dag og vi børn var ekstra søde, for det var jo mors helt specielle dag.
Imens min far levede gav han altid vores mor en buket blomster. Det undrede mig, indtil et år hvor min far fortalte mig, at blomsterne var hans måde at takke min mor for, at hun var mor til hans børn.
Vi, min bror og jeg, har altid bestræbt os på i årene efter vi flyttede hjemmefra, at komme hjem på mors dag og i år, er første gang jeg ikke er sammen med min mor på denne dag. Det føles lidt underligt ikke at fejre hende, især fordi min mor jo efterhånden er en ældre dame, og jeg mærker for hvert år, hvor vigtigt det bliver for mig at holde fast i alle de højtidlige dage – for morsdag er en højtidelig dag.
Begrebet mor forbandt jeg som barn, med hende der altid var der og som trøstede os, lyttede til vores glæder og sorger. Hende som “bare” var der uanset hvad. Hvad det vil sige at være mor, skænkede jeg naturligvis aldrig en tanke.
Ikke engang da jeg ventede mit første barn, begyndte jeg at forstille mig hvad det vil sige, at være mor. Jeg gjorde mig naturligvis tanker om, hvorledes jeg ville være som mor og hvad jeg ønskede for mit barn. Men hvad det vil sige at være mor, det havde jeg vist bare ikke fantasi til at forstille mig, førend min datter blev lagt op i mine arme.
Da jeg så ned på det lille bitte væsen, som kiggede tilbage på mig med store mørkeblå øjne under en rynket pande, forstod jeg for første gang hvad det vil sige at være mor. Den overvældende kærlighed jeg følte til hende, havde jeg ikke anet eksisterede. Den her kærlighed fyldte hver fiber i min krop og jeg vidste, at jeg ville gå gennem ild og vand for det bette pus. Jeg fyldtes med en overvældende beskyttertrang for den skrøbelige lille pige, der kiggede op på mig med et tillidsfuldt blik, som vidste hun at vi for evigt var uløseligt forbundet i mor-og-datterkærlighed.
Og angst! Den dag hun blev født lærte jeg, hvad virkelig angst vil sige, og den følelse slipper nok aldrig helt sit tag i mig. Angsten for, at der sker mine børn noget, at de ikke får det liv de ønsker sig, at de bliver ulykkelige, såret eller skuffet. Den angst vil altid sidde i en når man er mor.
Denne ubeskrivelig følelse gentog sig, da mit andet barn blev holdt op foran mig og jeg lige nåede at nysse hendes lille hovede, inden de tog hende væk. Jeg var ikke forberedt på, at det var normal procedure ved kejsersnit, så minutterne forekom mig ufattelig lange, førend hun blev lagt i mine arme.
Mine døtre er vokset op med traditionen, at fejre morsdag. Det var i deres barndom en dag, hvor vi tre generationer var samlet og nød dagen sammen. Det første år min ældste datter havde den ærefulde titel “Mor” og vi var fire generation samlet, gik det endnu engang op for mig hvor speciel denne dag er. For her var hele min familie af kvinder samlet og dag vil også mit barnebarn sidde med hendes børn og blive fejret for at have givet liv.
For det er jo det morsdag handler om, at fejre at vi har givet liv. Dagen hvor vi nok fejres som mødre, men hvor jeg også med ydmyghed mindes om, at mine børn er den største gave livet har skænket mig.
Nå ja deres far skal vel også have lidt af æren, men den dag må fædrene vente med til 5. juni. I dag er mødrenes dag. Min dag, min mors dag og min datters dag, alle mødres dag.
Så glædelig morsdag til alle jer mødre ude i verden.
Tak til mine døtre for at have beriget mit liv.