Så hellere frøken Tø!
Jo, jo jeg er visselig en hattedame. Altså hvis en hattedame er en sur vranten madamme. For må da tilstå, at jeg blev lidt fortørnet i dag, da jeg var et smut inde i Aalborg eller rettere Vejgaard. Vejene var pænt ryddet for sne og det var fortovene skam også – ikke noget at komme efter der. Problemet var fodgængerfelterne. Her lå der en halv meter sne, nydeligt skrabet sammen fra begge vejbaner.
Nu er mine ben så ikke meget mere end den halve meter, så jeg bandede og svovlede, imens jeg klatrede op ad bjerget. Jeg ved godt at det lykkes asmatikeren Mogens Kjæmpe Jensen at bestige 8000 meter af Mount Everest uden brug af iltmaske, inden ham måtte opgive pga. højdesyge. Jeg har så bare ikke en indre længsel efter at bestige bjerge og jeg er ret så overbevist om, at en kvinde af min ringe højde, kan få højdesyge allerede ved en stigning på 35 cm. Jeg gjorde ihvertfald Mogens K. Jensen kunsten efter ud i astma-lignende lyde, imens jeg forcerede Mount Vejgaard.
Nu var det jo ikke kun mit eget ve og vel jeg var bekymret for, selv om det bestemt ligger mig meget på sinde…Næ jeg tænkte faktisk på mine medborgere, som sidder i kørestol. Hvordan pokker skal de kunne komme sikkert over gaden, når hele midterrabatten er fyldt med isbjerge. Kender Aalborg Kommunes Vejvæsen ikke deres historie. Ved de ikke at isbjerge kan få selv synkefrie skibe som Titanic til at gå til bunds?
Da jeg var vel ovre på den anden side, med det halve af Antarktis nede i støvlerne, ser jeg en svagtseende kvinde komme gående med sin hvide stok. Disse medborgere havde jeg så helt glemt i min ophidset tilstand. Hvordan pokker skal den kvinde komme over vejen? Hun vil jo rent faktisk befinde sig midt ude på vejen, som dette sted er tresporet, inden hendes stok møder isbjerget. I min fantasi udspiller der sig en film; Jeg forstiller mig kvinden stå der midt på vejen og undrende afsøge området med sin stok, blot for at konstatere at der ikke var så meget som en lillebitte passage i snedriverne, hvor hun kunne forcere vejen. Det er for hattepulden da ikke rimeligt, at man gør vejene farbare for bilerne, men ikke for os fodtusser.
Humøret bliver ikke bedre af at folkene i bussen ikke mente det var værd at rykke ned bag i bussen, så vi sidste stod helt oppe i forruden. En ældre gangbesværet game med stok, den var så brun og i træ, måtte klamre sig til kanten af buschaufførens låge. Jeg presser mit korpus gennem det menneskelige bjerg ned bagerst i bussen, hvor jeg får sat mig ned. Få minutter senere mærker jeg glæden ved varmen i bussen, da sneen forvandles til vand nede i støvlerne.
Jeg kan kun konstatere, at jeg bestemt ikke er tilhænger af sne og kulde. Næ nej stod det til den her hattedame, så var der kun sne den 24 december om eftermiddagen, hvor jeg iført skibukser – nå ja sådan ejer jeg altså selv om jeg aldrig i livet vil stille mig op på disse stænger – laver sneengle med børnebørnene for at fordrive tiden, inden vi kaster os over et bjerg af mad og senere et kæmpe bjerg af gaver. Se det er til gengæld bjerge, som jeg sætter overordentligt pris på. Hmm måske hvis jeg lod madbjerget, være en lille bakke hele næste år, så vil jeg måske have nemmere ved at forcere snebjergene…..Min hjerne må have taget skade af al den kulde – den blotte tanke får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.