Skønhed kommer indefra

”Du er så lækker. Din udstråling og din krop er så ummmm. Din er bare så flatterende, uden at du ville være det og så har du bare de smukkeste bryster! Forstår du, hvad jeg mener?” sagde min medkursist, der sad overfor mig. ”Ikke det med flatterende, men tak!” Henvendt til de øvrige der sad sammen med os, sagde hun – for ja det var en kvinde – ”Jeg har jo set Hattedamen nøgen, og hun har altså de smukkeste bryster og en lækker krop”

Vi delte badeværelse og imens hun stod ved vasken, var jeg gået under bruseren. Jeg havde slet ikke bemærket at kvinden, der selv er enorm smuk, havde stået og set på min krop. Det generede mig ikke, at erfare at min krop var blevet kigget på, vurderet og bedømt. Ikke kun fordi udfaldet var så flatterende som det var, men fordi det ikke betyder noget, for mig hvad andre mener om min krop. Den er min og jeg er tilfreds med den. Uanset om kvinde fandt den tiltrækkende, eller havde følt sig frastødt af den, så ville det ikke ændre ved mit grundlæggende syn på min krop.

Hvilken kvinde og hvilken figur havde min medkursist beskuede den dag på badeværelset? Er jeg personificeringen af en græsk gudinde? Se det vil jeg, uden beskedenhed eller blussen, hævde at jeg er. Det kunne være min krop, Rubens har afbilledet på maleriet ”The toilet of Venus”, havde jeg blot levet dengang.
 
Indrømmet jeg vejer omkring 20-25 kg for meget efter den officielle skala. Min mave er skæv efter et kejsersnit. Mine ben er små tykke stolper og hofterne er bredde. Huden bæger præg af alder og manglende opstrammende motion. Kinderne er vist det, man betegner som æblekinder og der er kommet et ekstra stykke hud til under hagen. Ikke lige prototypen på en fotomodel efter nutidens standard, men en smuk kvinde, havde jeg blot levet i Barokkens tidsperiode.

Kvinden, der havde beundret min krop, er en enorm smuk og feminin kvinde. Hun har et smukt ansigt med harmoniske feminine træk og levende intense øjne. Hun er slank og proportionelt utrolig flot skruet sammen, som man siger. Hendes bevægelser er graciøse og hun er i mine øjne indbegrebet af en smuk, sanselig og sensuel kvinde. Hvilket jeg fortalte hende.

Forunderlig nok kunne kvinden slet ikke se sig selv, som jeg beskrev hende. Dette til trods for, at hun kan se det smukke og lækker i min krop. Hvor er det en skam, at jeg ikke kan låne hende mine øjne, så hun kan se sig selv som jeg ser hende. Hvor er det trist, at en så smuk og sensuel kvinde, slet ikke er klar over sin egen udstråling. 

Jeg er overbevidst om at min udstråling, skyldes at jeg har favnet min krop. For 8 år siden besluttede jeg mig for at stoppe med at ryge. Jeg var dengang sportstrænet og muskuløs, uden at det var maskulint. Huden var fast. Min rumpet og bryster, sad der hvor de altid havde siddet. Det var en flot kvindekrop der lod sig vise i spejlet. På 7 måneder fordoblede jeg næste min vægt og jeg kunne slet ikke forlige mig med den krop, der pludselig tonede frem i spejlet. For hvem var den frodige kvinde med bredde hofter, store tunge bryster og deller alle vegne, der stirrede tilbage på mig, når jeg stod foran spejlet? Jeg kunne have valgt at fjerne det figurstore spejl fra væggen, men jeg besluttede mig for at lære den her kvinde nærmere at kende.

Jeg smed tøjet og stod i al kroppens nøgne frodighed og vendte og drejede mig foran spejlet. Stirrede intenst og længe på hver centimeter af hendes krop, blev fortrolig med hendes kurver; hendes lår, hofter, mave, balder og ryg. Da jeg havde stået sådan længe, følte jeg at vi smeltede sammen og blev til ét. Da jeg kiggede hende i øjnene, så jeg et glimt jeg genkendte. Smilet der bredte sig over hendes fyldige ansigt var mit. Kvinden der stod der i spejlet var ikke en fremmed, hun var mig, sådan som jeg ser ud som ikke-ryger. 

Jeg havde taget på så hurtigt, at min krop var fremmed for mig. Da jeg tog mig tid til at beskuet min krop, gøre mig bekendt med dens form, kurver og linier, kunne jeg forholde mig til den. Favne den og tage ejerskab over den. Vel bør jeg smide 20-25 kg rent sundhedsmæssigt, men ikke fordi min krop ikke lever op til et eller andet ideal.

Har jeg udstråling? Måske, det er svært selv at afgøre. Jeg er dog overbevidst om at det kvinden betragter som udstråling, er refleksionen af mit selvværd. Jeg er lige så tilfreds med den krop, jeg har i dag, som jeg var for den jeg havde for ti år og 20 år siden.

En mandlig kursist fortalte om, hvor glad en fremmed kvinde var blevet, da han havde fortalt hende at hun var smuk. Han mener det er vigtigt mænd roser os kvinder – at vi får ros for vores udseende. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at det ikke vil betyder noget for mig, at en fremmede mand fortalte mig, at jeg ser godt ud, eller at han finder mig attraktiv. For hvad skal jeg bruge den bemærkning til? Jeg har forståelse for, at nogen kan finde en kortvarig glæde i sådan en bemærkning, men for mig har det ingen relevans, hvad en fremmed mener om mit udseende eller om min person. En sådan bemærkning vil jo ikke kunne ændre ved mit selvværd.

Uanset hvor megen ros, en kvinde der ikke er tilfreds med f.eks. sine bryster får, så vil rosen ikke gøre, at hun synes de er smukke. Er en mand ikke tilfreds med sin krops størrelse, så kan nok så megen ros, ikke ændre ved det. For vores accept, eller det modsatte, af vores kroppe ligger så dybt forankret i vores bevidsthed og i vores selvværdsfølelse, at kun vi selv kan ændre ved denne opfattelse.

Det viste sig at mine mandlige medkursister var lige så kritiske, når det drejer sig om deres kroppe, som kvinder kan være. Jeg sad og lyttede til, hvordan de hver især havde et eller andet, de gerne vil ændre ved deres krop. Jeg undrede mig over dette, da de hver især er tiltrækkende mennesker. Jeg spurgte ind til hvorfor de dog ønskede, at ændre ved deres udseende og krop. Det forunderlige var at flere nævnte, at det var for at virke mere attraktive i andre menneskers øjne. Jeg forstod ikke, at deres selvopfattelse og deres selvværd, afhænger af andre mennesker syn på dem. For intet er mig mere fremmed.

Jeg kunne ikke lade være med at smile til kvinden, som havde rost min krop. Der er jo intet ved min krop der som sådan er attraktiv, hvis vi ser objektiv på den. Nå ja, udover at hun synes mine bryster er smukke. Det jeg tror hun, og andre reagerer på, er noget der kommer indefra. Nemlig min accept af min krop, at jeg befinder mig godt i den krop, jeg nu engang er udstyret med. Samt det faktum, at jeg kan godt lide den person, jeg har udviklet mig til at være. Jeg vil vove den påstand, at hviler vi i os selv, og kan vi lide den person vi ser i spejlet, så vil vi også fremstå attraktive for andre.

Vi har i vores samfund et ideal for, hvad der er en smuk krop hos både mænd og kvinder. Det er naturligvis meget individuelt, hvad vi hver især finder smukt, men der er alligevel et overordnet ideal, som vi bliver bombarderet med via reklamer. De færreste af os ser sådan ud, men for nogle mennesker, er det vigtigt at leve op til idealet. De spiser og styrketræner, for at opnå deres idealbillede af en smuk krop. Aldrig er der blevet brugt så mange penge på personlig pleje, som i de sidste 10 -15 år. Både mænd og kvinder bruger formuer på wellness. Kroppe vokses for hår, der tilføres hår med hairextensions og øjenvippeextensions, kunstige negle og tænder bleges m.m. 

Nogle mennesker er utilfreds med dele af dem selv, som hverken styrketræning, motion, kosten eller wellnessbehandlinger, kan gøre noget ved og de griber til kirurgiske eller medicinske indgreb. Brystkirurgi, fedtsugning, øjenlåg eller pandeløft og botox er i dag helt almindeligt og acceptabelt i den brede befolkning. Jeg er ikke modstander af kirurgi, hvis folk gør det for deres egen skyld og hvis de vitterlig mener, at det vil hjælpe på deres selvværd. Jeg er overbevidst om, at gør de det for at behage andre, så vil alverdens kirurgi og botox ikke havde den tilsigtet virkning på deres selvværd.

Jeg har selv fået fortaget et løft af mine øjenlåg. De var begyndt at dække for mit udsyn, så min læge forslog, at vi da lige gjorde noget ved det. Jeg havde ikke selv tænkt den tanke, men sagde at det kunne vi da godt. Den kirurg, der skulle fortage indgrebet, spurgte flere gange, og sidste gang lige før han skar, om jeg var sikker eller ville overveje det endnu engang. Jeg havde vist drevet ham til vanvid ved, at sige at han ikke måtte fjerne så meget, at det ville ændre ved mit udseende. Han havde gentagende gange forklaret mig, at jeg ikke vil se mærkbar forandret ud bagefter, men at det vil den måde jeg opfattede verden på. Det måtte jeg efterfølgende medgive ham, for indgrebet øgede vitterlig mit synsfelt. Mit udseende var heller ikke mærkbart forandret, for folk kommenterede undrende mine blå øjne og sorte sting, for de slet ikke havde bemærket, at mine øjenlåg hang.

Inden folk griber til kirurg af kosmetiske grunde, vil jeg ønske at de i første omgang vælger at bruge penge på et figurstort spejl. Stiller sig foran det hver dag i en periode, Prøver at stå der helt nøgen og betragte hver centimeter af deres krop. Udpege det de er tilfreds med ved deres udseende. Frem for at påpege de sider, de er utilfredse med. Jo mere vi ser på vores nøgne krop og jo mere positive øjne vi ser med, jo mere vil vi lære at acceptere vores krop, favne den.  Jeg er overbevidst om, at størstedelen vil ende med at elske den krop og den person spejlet reflekterer.

Den skønhed, vi udstråler gennem vores selvværd, er nemlig den skønhed andre folk ubevidst ser og responderer på.