Tantrisk at være i sine “følelsers vold”

Følelser virker indimellem skræmmende, når de kommer ucensureret til udtryk.

At være i sine “følelsers vold” har vi alle prøvet på et eller andet tidspunkt i vores liv. For de fleste er oplevelsen forbundet med stor ubehag, fordi vi ikke ved hvordan vi kommer ud af  følelsen igen. Det at være i sine “følelsers vold”, er for de fleste en uønsket tilstand, hvor de føler, at de mister kontrollen med “sig selv” .

Fra omgivelserne side, er der også en afstandstagen til den person, som er i sine “følelsers vold” – det er ofte et brud på de sociale normer, når vi forfalder til at give følelserne frit løb, det gælder både, når vi giver udtryk for en spontane glæde, ukontrolleret gråd eller utæmmet raseri.

Jeg voksede op i et hjem, hvor vi var meget i vores følelsers “vold”. Vi talte højt, vi havde højlydte meningsudvekslinger. Vi græd og grinte meget. Følelser og reaktioner på vores oplevelser, bekymringer, glæde og frustrationer blev altid i-tale-sat. Så jeg lærte fra helt lille af, at ingen følelser var “forbudte” og at jeg frit kunne give udtryk for mine følelser.

Jeg blev accepteret, som den jeg var, med alt hvad det indebar. Dog var der en lille krølle på mine forældres opdragelse, for der blev der ikke givet carte blanche på, hvordan jeg kunne tillade mig at opføre mig over for andre mennesker. Mine forældre krævede, at jeg behandle andre mennesker ordentligt og jeg skulle stå til ansvar for mine handlinger.

Det kneb en del i teenagernårene, hvor følelserne, indimellem løb af med mig, fordi jeg var meget passioneret og jeg fik sagt og gjort nogle ting der ikke var hensigtsmæssige, hverken overfor mig selv eller andre. Der var dog ingen kære mor eller far, når jeg havde ladet følelserne overtaget og såret andre mennesker. Så måtte jeg, omend oftest meget modvilligt, stå til ansvar for det jeg havde foretaget mig, imens jeg befandt mig i et oprørt hav af følelser, som gjorde mig ude af stand til at tænke rationelt. Jeg var bogstaveligt i mine “følelsers vold”. Jeg lærte efterhånden, at jeg sagtens kunne være tro imod mig selv og mine følelser, uden at de blev leveret for fuld skrue.

Jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Jeg har jo altid vidst at jeg er, som jeg er, fordi jeg lader mig styre af mine følelser. Jeg har bare accepteret at det forholder sig sådan. Min mand spurgte engang, om den holdning ikke blot var en sovepude. Han mente at mennesker med den holdning let kunne forfalder til ikke at udvikles sig, fordi ens selvopfattelse blev et værn imod forandring.

Jeg forstod godt hvor han ville hen, for det kan jo let blive en mantra, man gentager for sig selv og derved ikke forsøger at ændre ved de handlemønstre, der måske bør ændres. Lever man et nysgerrigt og aktivt liv, tror jeg bare ikke det er muligt at forblive den samme hele livet igennem. Vi har alle en intuitiv fornemmelse for, hvad der er rigtig eller forkert for os hver især. Det er den intuitive fornemmelse, jeg lytter meget til. Føles omgang med et bestemt menneske ikke som noget positivt, ja så fravælger jeg samvær med denne person. Gør noget mig rørt eller ked af det – ja så græder jeg, uanset hvor jeg befinder mig. Bliver jeg vred eller forarget over noget, siger jeg fra, selvfølgelig på en verbal ordentlig måde, men jeg undgår ikke altid at såre folk.

Min krop forandres med årene, og det samme gør min indre kerne – min intuitiv fornemmelser er i konstant forandring. Ting som jeg rent intuitivt, tog afstand fra for år tilbage, har jeg en god “mavefornemmelse” over i dag. Det er ikke problematikker jeg bevidst har søgt at ændre, men tiden har ubemærket ændret det. Tror mange mennesker oplever det. Jeg hører ofte folk siger at “de er mildnet med årene”, når talen falder på negative egenskaber de havde i deres ungdom. De har ikke bevidst gjort noget for at ændre ved forholdene, det er blot kommet ubemærket over årene.

I søndags var jeg til et fordrag i Tantra-massage. Det var en kæmpe aha-oplevelse for mig.

Tantra-massøren og underviseren Susanne Mikaella Veierbæk, som har Livsglædecentret på Sjælland, talte til mit indre. Det lyder måske lidt langhåret, men det er den eneste måde jeg kan beskrive mødet på.

Susanne fortalte om kroppen og om hvordan vores krop er i stand til at skabe den perfekte balance i vores liv, hvis blot vi lytter til den og lever efter det, den fortæller os.

Vi ved det jo inderst inde godt. Vi har alle oplevet hvordan vores kroppe reagerer negativ, når vi går på kompromis med os selv. Holder vi eksempelvis vrede tilbage, så sætter det sig som ømme muskler i nakken, kæberne og i benene.

Jeg vidste jo godt, at jeg er meget lyststyret og kun gør ting som jeg kan stå inde for med “krop og sjæl”. Jeg har altid haft en stor personlig indsigt – ved hvem jeg er og hvad jeg står for. Jeg ved hvad jeg vil og især hvad jeg ikke vil. Jeg har accepteret, at jeg lader mig styre af mine følelser og intuition, med de ulemper det indimellem giver. Det jeg aldrig har forsøgt er, at undersøge hvorfor jeg er sådan. Jeg har vel troet, at det skyldes mine forældres opdragelse af mig.

Vi er efter Tantra-filosofien alle født til at følge vores intuition og vores lyster. Vores kroppe er i harmoni, når vi ikke forsøger at undertrykke det vores krop/intuition fortæller os er den rette måde at leve på. Det Susanne fortalte, talte til mit indre og gav så megen mening for mig. Det var så befriende, at finde ud af at min måde at leve livet på, måske nok i et land som Danmark er atypisk, men er i fuld overensstemmelse med, hvad vi alle fra fødslen er “for-programmeret” til.

Vi ved jo fra psykologiens verden at det forholder sig sådan. Freud, Mahler m.fl har indgående studeret og beskrevet, hvordan det lille barn er driftstyret og egocentrisk. Det er først i mødet med omverden, at vi lærer at rette ind til højre og undertrykker vores intuition og impulser. Vi kalder det så flot for socialisering, når vi former vores børn til at indgå “hensigtsmæssigt” i forskellige sociale relationer.

Vi vægter i vores samfund, at mennesker ikke er i sine “følelsers vold”, men burde vi ikke for vores egen “sjælefred” i stedet anerkende og accepter at vi indimellem er i vores “følelsers vold”? For mig er det den eneste rigtige måde, at leve på. Jeg dur ikke til forstillelser og undertrykkelse af mine følelser og behov.

Jeg oplever, at når jeg acceptere mine følelser, og lever i overensstemmelse med dem, både de positive og mindre positive, så finder jeg en indre ro, jeg kan mærke mig selv og føler at der er klarhed i mit liv. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer og udvikling, men jeg tror ikke på, at jeg kan forcere en personlig udvikling blot ved viljens kraft.

Det lyder måske lidt søgt at skrive, at vi skal “huske at få sjælen med”, men ikke destro mindre tror jeg på, at vi mennesker trækker vejret friere, hvis vi er tro imod os selv og er autentiske i alt hvad vi foretager os. For når alt kommer til alt, skylder vi så ikke os selv, at leve det liv, vi selv trives med?