Teenagere

Fra naturens side er vi kvinder udstyret med en trang til at reproducere os selv og øge befolkningstallet. Denne naturlige drift forstærkes af reklamer, der viser lykkelige kvinder med spædbørn i armene, ofte vist i et meget rosenrødt skær, som idylliserer det at blive forældre.

Det, reklamerne ikke forbereder os på er, at disse børn griber ind i vores nattesøvn, i vores liv som kvinder og selvstændig personer. For nogle kvinde resulterer de krav hun møder som nybagt mor, i en fødselspsykose og hun føler sig ikke blot utilstrækkelig som forælder, men betragter sig selv som værende forkert, unormal, unaturlig.

Lad os slå fast en gang for alle, at naturen har udstyret, de fleste af os, kvinder med evnen til at undfange og føde børn. Det naturen ikke har udstyret os med, er evnen til at være mor. Det er tillært og for mange af os hårdt arbejde.

Barnet vokser og vi glemmer, hvor hårdt det var at være spædbarns forælder. Vi beslutter os måske endda, for at få flere børn. Enten fordi vi har fortrængt billedet af, hvordan vi knap nok hang sammen visse dage. Eller at toiletbesøg forgik hastigt, for åbne døre, så man kunne høre om barnet vågnede. Cafebesøg var et falmet minde. Præcis som sex. Sex var noget alle andre dyrkede, eller noget man blev mindet om, når man en sen nat tændte fjernsynet, for at havde lidt adspredelse, imens man travede en dyb fuge i gulvbrædderne, på ens vandring frem og tilbage, med et ulykkeligt spædbarn i armene.

Forunderligt nok, overlever vi forældre at have spædbørn og de fleste af os endda med vores tilregnelighed intakt. Vi begynder at slappe af, for vi har fundet en rytme og fået en vis erfaring ud i det at være forældre. Og så indtræffer den menneskelige katestrofe: Vores søde, små, elskelige børn udvikler sig til teenagere. De bliver humørsyge, vranten, ugidelige, egenrådige og kontrær. Som de voksne, skal vi, alt imens vi befinder os i en verbal skyttegravskrig, minde os selv om, at vores skønne, skøre, elskelige, umulige teenagere, er helt og aldeles utilregnelige i disse år. Samt, at de ingen indflydelse har på deres hormoners indvirkning og på deres humørsvingninger, men at de kan lære at styre deres temperament.

Jeg modtog i dag en mail fra en læser af min klumme, som opfordrede mig til at skrive om teenagere. Hun er selv teenagermor og det var en længere mail, med en masse eksempler på, hvordan hverdag og samspil er, mellem hende og teenagerdatteren.

Teenagerdatteren havde endnu engang skældt og smældt, fra hun slog øjnene op og til hun sur og vrissen, forsvandt ud af døren for at gå i skole. Hvilket i øvrigt var ”skide åndsvagt!”.

Min læser, anede ikke hvad hun skulle stille op, for uanset hvor meget hun forsøgte, at dukke sig for datterens verbale kasteskyts, fløj det om ørene på resten af familien, med små giftige pile, som ikke forfejlede at ramme deres udsete offer.

Jeg kan desværre ikke sige andet end at det er en fase, som vores teenagere skal igennem og at den varer et par år. Jeg kan dog varmt anbefale, at investere i et sæt ørepropper, til hver af de øvrige familiemedlemmer. Disse er geniale både, når teenagerdatteren får afløb for sin verbale galde, og når hun er glad og delagtiggøre hele huset i sin musiksmag.

Da jeg selv havde min første teenager, gruede jeg for alt det, jeg havde set ske med venindernes teenagere, men det udeblev. Det eneste vi oplevede var, at hun i et års tid var meget grådlabil. Hun kunne skifte fra grin til gråd, på et splitsekund. Jeg skal så til gengæld love for, at min yngste indimellem giver fra sig, så hatten passer til hattedamen her. Nogle dage er alt til diskussion. Der er intet, i hendes terminologi, der ikke er til diskussion og genforhandling. Trods utallige gentagelser, af det svar hun finder uacceptabelt, kører hun som en gammel vinylplade i samme rille. Der er bare ingen off-knap på hende. Jeg kan indimellem blive uendelig træt af, at høre min egen stemme gentage gentagelser på gentagelser af det samme ord: ”Nej!”. Åh hvor jeg dog forbander ordet ”hvorfor” i det danske sprog. Det er dog selvforskyldt, for vi forældre har en tendens til, allerede fra vores børn er helt små ,at begrunde enhver beslutning og dermed ligger vi kimen til et uudtalt ”hvorfor”, som de senere i livet flittigt udtaler.

Læseren skrev, at hun overvejede efterskole for sin rebelske teenagerdatter. Det kan indimellem være en god løsning, både for datteren og for moderen, at komme lidt fra hinanden i en periode. Det er nemlig ofte de to hunkønsvæsner, der tørner hovederne sammen, når datteren er på vej til at blive kvinde. Alt den vrede pigen rummer, væltes ud over moderen og faderen går oftest ramt forbi. Medmindre han forvilder sig ind i skudlinien. For mange mødre, gør det ondt langt ind i sjælen, at de og deres lille pige, som de havde så stor en sammenhørighed med tidligere, nu nærmest ligger i daglige krig.

Læseren fortæller videre, at hun er skilt. Hun oplever, at når datteren bliver sur og tvær, så er det eneste anstændige menneske i verden faderen. Så sikkert som amen i kirken, gløder telefonlinien til faderen, hver gang datteren er sur og så fyger det med kritik – uden at datteren indvier faderen i sin egen andel af konflikten. Det, at vi som mødre, er udnævnt til fjenden og faderen til allieret, er helt efter bogen. Vores teenagerdøtre har som små piger, identificeret sig med os og derfor har vi haft den tætte kontakt til vores døtre. I teenageårene, løsriver vores døtre sig fra os og søger faderen, som de ikke længere betragter som en konkurrent til vores opmærksomhed. Der er ikke meget, vi som mødre kan stille op imod denne løsrivelse, og det bør vi heller ikke. For det er den løsrivelsesproces, der gør vores børn i stand til at være selvstændige voksne. Men det er unægtelig nogle hårde odds læseren er oppe imod.

Det vi, som forældre til teenagere, kan forlange, er at de behandler os og resten af familien med respekt. Uanset, hvor vred ens teenager, eller en selv bliver er det ikke respektfuldt at råbe og skrige af andre, blot fordi hormonerne raser. Det er i min familie, heller ikke i orden, at nægter at tilbringe tid sammen med resten af familien. Selv om veninderne og vennerne, er blevet primær personer i teenagerens liv og vi forældre og søskende, er reducerede til uforstående og irriterende væsner, de som et nødvendigt onde, deler hus med.

Læseren fortalte også, at hun indimellem opgav, at sætte sine krav til datteren igennem. Dels for at undgå at skabslågerne faldt af hængslerne, men i særdeleshed for, at undgå den dårlige stemning, som påvirkede hele familien. Jeg må tilstå, at jeg kunne nikke genkendende til det hun beskrev. Der er dage, hvor jeg næsten ikke orker, at gå ind i en diskussion med min yngste. Jeg ved dog også, at det værste jeg kan gøre, er at undgå diskussionerne pga. afmagt. De dage, hvor jeg tænker ”åh nej ikke nu igen!”, er det bare på med jernbrynjen og ind i kampen. Jeg kan, som forældre, indimellem være for hurtige til at sige nej til noget min datter har spurgt om. I de situationer, er der ingen kapitulation i, at gå tilbage og sige at jeg har tænkt over det igen og har ændret mening. Teenagere skal ikke sætte dagsorden, men de skal jo lære at være medbestemmende, og giver vi dem aldrig et ansvar og viser dem tillid, hvordan skal de så lære både med- og selvbestemmelse, senere i livet.

Så kære læsere, du efterspørger mine råd. Jeg vil forslå, at du sætte dig ned sammen med din teenagerdatter, når der er våbenhvile. Får en snak med hende om, hvordan I skal tale til hinanden. Giv evt. din datter et frirum, hvor hun kan gå hen og være uforstyrret, når hun raser på alt og alle. Tag en snak om, hvilke regler der er rimelige hun efterlever. Vær opmærksom på at reglerne også er rimelige, for en på hendes alder. Hun er ikke en lille pige mere, sådan som du, sandsynligvis, tror. Omvendt, så er hun heller ikke voksen, som hun, med garanti, tror. Lav ikke aftaler, som I på forhånd ved, at I får svær ved at overholde. For så er de bare endnu et skænderi under opsejling. Det samme gælder de konsekvenserne I aftaler, der er, ikke hvis – men når en aftale bliver brudt. De aftalte sanktion, har ingen effekt i den alder, medminder de bliver fulgt til døres og fastholdt.

Til slut vil jeg også minde om, at vi forældre er andet end blot forældre. Vi er selv døtre og sønner, kvinder og mænd, kærester eller ægtefæller, veninde og ven, samt et selvstændigt individ. Disse sider af os selv, skal vi huske at pleje. Det giver overskud og energi, at gøre noget for sig selv eller sammen med andre. Og er det noget vi har brug for som teenagerforældre, så er det energi og overskud.

Håber mine skriblerier og tanker kan være til nogen hjælp.

De varmeste hilsner
Hattedamen Von Klummen.