Tolerance og frisind
Værdier – altså de etiske, dem der bygger på normer og holdninger, anses ofte som grundfundamentet i vores samfund. Som den platform al sameksistens mellem os mennesker udspringer fra.
Der er forskellige normer og værdier fra familie til familie, fra samfund til samfund fra nation til nation. Der er nogle værdisæt der hæver sig ud over landegrænser, religion– selv om nogle vil hævde at disse udspringer af kultur – og kulturelle grænser.
Spørges der ind til hvilket etiske værdier der kendetegner Danmark og danskere, så er det ofte ord som frisind og tolerance der først falder folk ind. Er vi danskere så tolerante og frisindede, som vi tror og hævder at vi er?
Er frisindet og tolerancen ubetinget? Hvad sker der når vi anfægtes på vores tolerance og frisind? Hvor lang er vi villige til at gå for at forsvare vores værdier og når vi forsvarer værdierne, mister de så reelt set deres værdi? Er vores frisind dybest set frisind eller blot holdninger? Er det tolerance vi besidder eller er det blot enighed?
Alle ord har en kognitiv betydning og en emotionel betydning. Når vi mennesker bruger ordene, er det altid ud fra en forventning om, at modtageren har samme præference eller tilgang til ordet som en selv. Det er ofte den første kommunikative fejl, så lad os se på ordene frisind og tolerance.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Tolerance (jf. lat: tolerare: udholde, tåle)er et begreb, der betyder at man tåler andres tanker og meninger, selvom man selv er uenig. En forudsætning for tolerance er, at man ikke er enig i den værdi man tolererer. Man kan altså ikke tale om tolerance overfor ting man selv er enig i.
Frisind er straks svære for her henviser Wikipedia til ordet Liberalisme, men Nudansk Ordbog definerer ordet frisind således: En fordomsfri tankegang, åben over for nye tanker og med en fordomsfri livsindstilling.
Jeg tillægger ordet tolerance en liberalistisk tilgang. Kernen i liberalismen er at jeg, uanset om jeg billiger andre mennesker og deres valg, respekterer deres ret til at leve deres liv, som de selv ønsker, og ikke forsøger at presse mine værdier og præferencer ned over hovedet på andre.
Vi dansker udviser stor tolerance, så længe det der afkræver vores tolerance er genkendeligt. Sværere bliver det når vi ikke har en referenceramme at navigere efter. Det samme gælder frisindet. I Danmark møder vi konstant mennesker, der udfordrer vores tolerancetærskel og vores frisind. Det være sig anderledes tænkende, anderledes troende, anderledes klædte, folk med anderledes seksualitet osv. osv. Ofte afkræver minoriteter tolerance og frisind hos deres anderledes agerende og tænkende medborgere, og vi der ikke tilhører minoriteten søger, for det meste, at udvise både tolerance og frisind.
Der blev for nylig i Kristeligt Dagblad nævnt en sag fra Tyskland om en muslimsk pige, der ved den tyske domstol har ansøgt om at blive fritaget fra den obligatoriske svømmeundervisning, med den begrundelse, at hendes religion forbyder hende at bade sammen med drenge, samt at se på andres nøgne kroppe, herunder andre pigers. Bør pigen fritages fra svømmeundervisning, fordi hendes religion forbyder dette og fordi en deltagelse i selv samme, overskrider hendes blufærdighedsgrænse? Den tyske domstol mente ikke der var belæg for at pigen kunne fritages fra den obligatoriske svømmeundervisning.
Nogle hævdede at naturligvis skulle pigen ikke fritages fra svømning, ud fra en holdningen at hun skal lære den vestlige tolerance og frisind, frem for at leve under religiøse doktriner fra den mørke middelalders tid. Er det udtryk for tolerance og frisind at påtvinge en muslimsk pige vores idealer? Eller er det ikke netop udtryk for manglende tolerance og frisind? Når vi hævder at pigen skal bruse sammen med andre piger, og svømme med drenge, der kun er iført badebukser, er det så ikke netop et udtryk for at vi ikke besidder de værdier, som vi forsøger at videregive nemlig – tolerance og frisind? Ved at respektere pigens blufærdighedsgrænse – uagtet om den er religiøst eller påduttet hende gennem opdragelse – udviser vi så ikke netop tolerance og frisind?
Kan vi mennesker overhovedet være tolerante og frisindet eller er det kun et ideal vi stræber efter? Jeg syntes jeg er tolerant og frisindet når det kommer til f.eks. nudister. Jeg anerkender deres ret til at være nøgen på stranden, men jeg fordre samme tolerance og frisind fra deres side, når jeg fravælger at være til stede når de flasher deres nøgenhed. Udviser nudister der flasher deres nøgenhed på offentlig strande tolerance og frisind? Det kan jeg hævde at de ikke gør, for de påtvinger mig deres nøgenhed – om end kun til jeg vælger at gå. Kræver begge parter retten til stranden opstår der en gordisk knude, for hvem af os skal udvise tolerance og frisind for den anden part? Er det nudisten der skal udvise tolerance og frisind overfor min blufærdighed eller skal jeg bekæmpe min blufærdighed for at være et tolerant og frisindet menneske?
Jeg vil hævde, at er vi ikke rummelige nok til at respektere anderledes tænkende, så forfladiger/forplummer vi værdierne tolerance og frisind. Evner vi kun at anerkende folk, der fortolker ordene tolerance og frisind som vi selv gør det, så er det ikke tolerance og frisind, men enighed! Tolerance og frisind er uendelig nemt at praktisere, så længe vi er enige. Det svære er når forskellighederne udfordre vores tolerance og frisind! Og det er her i kompleksiteten, vi virkelig fornemmer om vi er tolerante og frisindede! Det er her, vores tolerance og frisind skal bestå sin virkelige prøve!