Turbo pizza

 Tilstået efter en køretur på 130 km i sne og slud, der havde taget næsten 2 en halv time var lysten til at lave mad på et forsvindende lille sted, så stik imod sundhedsidealer og BMI- tallene vælger vi at købe pizza hos “Turbo Express” i Kjellerup.  Da vi 30 min. senere kommer hjem er den indbagte pizza ikke gennembagt. Dejen er som tyggegummi og bacon ser faretruende rå ud.

Der ringes op til  “Turbo Express” og jeg forklarer fyren jeg har i røret, at min mand vil få kold mad, såfremt han skal ud og køre på nuværende tidspunkt og da jeg ikke vil kunne spise sammen med min øvrige familie, kunne jeg jo ligeså godt vente på at de bragte en ny pizza ud. Hertil svarer fyren dybt indigneret: “Jeg kan da ikke køre for én pizza”. Se her burde jeg måske have udvist lidt mere forståelse for den arme mands situation, for selv om de jo reklamerer med at de bringer pizza ud, ja så var der jo kun tale om en enkelt pizza.

Nu er jeg jo nordjyde og måske forstår jeg mig bare ikke helt på midtjysk logik, så jeg spørger om han virkelig ikke vil komme med en ny pizza til mig? Fyren gentager at han vil ikke køre en enkelt pizza ud. Her er det så lige jeg forsøger at dele hans informationer op i slices der er håndterbare, så jeg spørger: “Du vil ikke komme med en pizza, fordi du ikke vil køre ud med en enkelt pizza, men jeg kan køre efter en ny pizza, selv om det er dig der har lavet en pizza der ikke er gennembagt?” Det var ikke tale om en misforståelse erfarer jeg. Pizzagutten mener virkelig at vil jeg ikke spise hans rå pizza, ja så må jeg sætte mig ud i min bil og bruge tid og benzin på selv at hente en ny pizza, idet han ikke vil køre ud for en enkelt pizza. Nå, men jeg orker heller ikke, at skulle ud og køre igen så jeg svarer at jeg vil komme efter pengene for pizzaen i morgen.

Jeg ringer op igen, idet jeg glemte at få hans navn. Det vil være rart med et navn at henvise til, såfremt det ikke er ham der er på arbejde i morgen. Jeg kan genkende stemmen, da jeg ringer op igen og beder om hans navn. “Jeg hedder sgu da Frans” kommer der flabet fra fyren som vil vide hvad jeg skal bruge det til.

Måske skyldes det mangel på mad, og at mit blodsukker er lig nul og tilstået ligeledes tilskyndet af hans flabethed, vælger jeg at svare:  “Ja lige nu vil jeg gerne have dit navn, så jeg kan skrive om dig og ikke om Turbo Express i min Klumme!” Her er det så at “Frans” udviser et lige så stort fejlskøn, som da han mente min pizza var gennembagt, for mindsandten om “Frans” ikke vælger at sige: “Jeg vil da skide på hvad du gør!”. Her er det så jeg indstiller al videre kommunikation med “Frans” og nøjes med at svare “Jeg kommer og henter mine penge i morgen. Farvel!”

Tilstået jeg lod mig provokere af denne her fyr, hvilket jeg burde holde mig for god til. For når alt kommer til alt efterlyser jeg så ikke blot en service som ikke findes hos de unge der arbejder indenfor servicefagene i dag?

Så sent som i sidste uge var jeg med en, der selv er butiksuddannet ude og købe sko. I skobutikken står de to unge ansatte og fører en private samtale. Samtalen  mellem de to forsætter, i alt den tid vi prøver sko. Om det er mangel på service-gen eller de blot besidder et multitaske-servicegen skal jeg lade være usagt, men de formår at forsætte deres private samtale alt imens makkeren til de ønskede sko findes frem og vi får betalt for skoene. Min ledsager sydede af harme, da vi nåede ud af butikken. Jeg må tilstå at jeg er blevet lidt immun overfor den slags ekspedienter, for jeg synes det er mere normen end undtagelsen.

Det er de færreste unge mennesker, der har det servicegen som kendetegnede min  og tidligere generationer, og hold da op hvor jeg synes det er synd og skam, for jeg tror desværre også at det er butikkernes visse død. Tidligere følte vi kunder jo en loyalitet overfor vores lokalbutikker, fordi servicen var god og vi følte os godt behandlet som kunder. I dag er den gode kundeoplevelse og service forsvundet og og dermed også kundens loyalitet. Nu handler kunden der hvor prisen er lavest med mindre kunden føler sig mødt positivt. Især butikker i små byer, som jo ikke kan konkurrere med de store kæder på prisen, må uvægerligt konkurrere på servicen.

Selv om jeg synes min familie og jeg lidt for ofte forfalder til den hurtige pizzaløsning, så gør jeg mig ingen illusion om at Turbo Express i Kjellerup ikke vil overleve uden vores økonomiske bidrag. Dog kan jeg ikke lade være med at tænke på at såfremt rå pizza’er og tilsvarende rå tiltaleform er normal serviceniveau hos Turbo Express, tja så har de næppe den optimale markedsandel, men når nu det ikke bekymre Frans så burde det vel heller ikke bekymre Hattedamen – for jeg skal jo ikke leve af pizza, men det skal Frans, så mon hans kundetilgang er særlig gennembagt?