Ulven kommer

“Ulven kommer” proklameres der og folk klapper i hænderne og byder den velkommen i de danske skove og på vores heder. De spæde røster, der formaster sig til at nævne at ulven er et rovdyr og at lille dannevang ikke har nok naturlig føde til at huse ulve, bringes til tavshed med ord om uvidenhed, manglende tolerance for det man ikke kender til og beskyldninger om manglende evne til at se, at vores dyreliv i Danmark beriges ved denne fremmeds indvandring i Danmark.

»En nations storhed og moralske udvikling kan måles på, hvordan den behandler sine dyr,« sagde Mahatma Gandhi. Jo mere velstand og overskud jo mere kærer man sig om de firbenede væsner.

Jeg er stolt af at bo i et land, hvor vi går så meget op i dyrevelfærd som vi gør. Der lyder et ramaskrig som kan høres over det ganske land, hvis et dyr udsættes for vanrøgt. Vi donerer gerne penge til dyreorganisationer i både ind- og udland. Kattens Værn, Dyrenes Beskyttelse, WWF Verdensnaturfonden og WSPA har mange trofaste støtter, til gavn for udsatte dyr.

Det forekommer mig derfor paradoksalt og absurd, at jeg gang på gang oplever at jeg bor i et land, hvor forståelsen for og næstekærlighed til de firbenede, overstiger forståelsen for og næstekærligheden til arten Homo Sapiens.

Hvordan kan et folkefærd som det danske, i stadig stigende grad kærer sig så lidt om de mennesker der har været udsat for tortur og søger ind over den danske grænse? Hvor er vores medmenneskelighed, når det kommer til mennesker i nød?

For ikke så længe siden var der mange der med stolthed på sociale medier, proklamerede at de intet havde givet til den landsdækkende nødhjælpsindsamling til Afrika. Mennesker der stolt bekendtgører at de mener, at de mennesker der søger asyl i Danmark bare skal sendes retur der hvor de kommer fra, for Danmark er ikke stort eller rigt nok til at huse disse forarmede og psykisk nedbrudte mennesker.

Hvornår blev vi danskere et folkefærd, hvor forståelse og kærligheden omfatter dyr i højere grad end vores egne artsfæller?

Ulven er velkommen i Danmark, men jeg jubler ikke over det. Jeg jubler derimod hver gang jeg oplever, at et menneske er undsluppet krig, sult og forfølgelse af enhver art. For jeg tror fuldt og fast på at Danmark er stort nok og rigt nok til at rumme flere Homo Sapiens, selv om deres naturlige habitat ikke er på den jyske hede eller den pulserende storby.