Vandre glæde.
Min præst talte på et tidspunkt om ”vandre gæld”.
”Vandre gæld” handler om at vi mennesker hjælper hinanden. Et menneske hjælper et andet og denne hjælper en tredje – hjælpen vandre fra menneske til menneske. Jeg kan rigtig godt lide tanken, men dog ikke ordlyden så jeg ændrede det til ”vandre glæde”.
Jeg har altid forsøgt at skabe ”vandre glæde” i min hverdag: Det kan være et smil, en håndsrækning, et opmuntrende ord, et øre der lytter, lade den med de få vare komme foran i køen, tilbyde en ældre mit sæde i bussen, stikke en hjemløs lidt penge til en kop kaffe, osv osv.
Her for nylig faldt min kæreste om og jeg befandt mig på Sjælland, hvor jeg var i uddannelsesøjemed. Mine medkursister, tilbød at skille sammen til en taxi så jeg hurtigt kunne komme til lufthavnen – noget jeg dog takkede nej til idet jeg ikke ville kunne gøre noget førend billetkontoret åbnede og der var tids nok til at tage S-toget til lufthavnen.
Ude i lufthavnen var der desværre ingen billetter at få til Nordjylland den dag og da jeg fik denne besked løb tårerne ned over mine kinder. Jeg bad SAS manden om at sende mig over Hamburg eller Stockholm, for hjem ville jeg. Manden ringede resolut til en anden kollega og spurgte om hvad der lå tættest på Aalborg lufthavn. Jeg fik en billet til Tirstrup. Jeg hastede imod Security med tårerne strømmende ned over kinderne.
Manden i Security’en vinkede mig hen til sig: ”Kom du med mig, så får vi dig lige igennem her. Du skal ikke stå i den lange kø derhenne.” Han gelejde mig hurtigt igennem den security, som bruges af folk med speciel billet til at springe køen over. Hvor var det pænt af ham at slippe mig igennem, så uset som muligt. Da jeg ikke anede, hvor langt fra Århus banegård jeg ville være når vi landede og hvordan jeg kom dertil, henvendte jeg mig til stewardessen om bord på det her lille business fly jeg var kommet med. Da jeg begyndte at tale, brød jeg igen hulkende sammen og pludselig var alle den her lille flyver involveret i at få mig hurtigst muligt til Aalborg, hvor min kæreste var indlagt.
Stewardessen spurgte om jeg overhovedet havde fået vådt eller tørt, hvilket jeg jo måtte tilstå at jeg ikke havde skænket en tanke. Hun pakkede en pose med juice og croissanter til min videre tur op gennem Jylland og stak mig en ekstra kop kaffe. Folk om bord diskuterede livligt om jeg skulle mod Randers eller Århus. Da vi stod ud af flyet ønskede folk min kæreste god bedring.
Udenfor købte jeg en billet til Århus, da det var den første bus der kørte fra lufthaven. Da jeg stod og ventede på at den skulle køre, kom en fremmed mand hen til mig og sagde at han havde været ombord på flyveren og han ville køre mig til Randers, for så kunne jeg nå et tog med det samme. Jeg stod med min busbillet som en anden mand straks sagde: ”Den køber jeg af dig!” og den somaliske buschauffør velsignede min tur og ville bede for min kærestes helbredelse. Jeg kvitterede med et ”Inshallah!” – hvilket fik ham til at velsigne hele min familie.
Jeg begav mig med denne fremmede mand, hen til hans bil og satte mig ind. Da vi kørte ud fra lufthavnen sagde den her fremmede mand: ”Nu skal du ikke blive nervøs, men jeg drejer altså ikke den vej mod Randers som skilte viser. Den anden vej er hurtigere.”. Denne her mand, var selv nogle år forinden faldet om med hjerteproblemer, så han vidste hvilket ”helvede” jeg gennemlevede for han havde jo set hans kone stå i min situation dengang. Vi fik en lang snak om livet og hvad der er vigtigt at prioriterer.
Denne her fremmede mand fik mig tidsnok til Randers, således at jeg lige nåede at købe en billet og ud til toget, som allerede hold på perronen. Manden ønskede ingen benzinpenge, så jeg stak ham de 100 kr, jeg havde fået af den anden mand for min busbillet og bad ham købe en buket blomster til hans kone – blomster kunne han nu næppe få for de penge, men det slog mig først senere da jeg sad i toget mod Aalborg. Jeg fik desværre aldrig hans navn, så for mig er han stadig min fremmede hverdags-engel.
Jeg tror ikke på Karma, så jeg tror ikke at det var min ”vandre gæld” der kom retur. Jeg tror derimod på at rigtig mange danskere, er utrolig hjælpsomme, når vi møder et menneske der åbenlyst har brug for hjælp og et opmuntrende ord. Jeg oplevede ”vandre glæden” i rig mål den dag og jeg er alle på min vej dybt taknemmelig.
Jeg mindes i skrivende stund en oplevelse for år tilbage, hvor en kvinde sidder i en bil, lige udenfor en butik og råber på hjælp. En mand sidder i førersiden og holder fast i hendes arm, så hun ikke kan komme ud ad bilen. Jeg går hen til bilen og spørger kvinden om hun ønsker hjælp, imens jeg rækker min hånd ud imod hende. Hun griber om min arm og haler sig ud af bilen. Manden stiger også ud og går væk fra stedet. Inde i butikken står der fem grandvoksne mænd og følger optrinet. Ikke en af dem vælger at gribe ind. Den grædende kvinde fortæller at hun ikke kendte den her mand, men at han havde fulgt efter hende efter hun havde hævet penge og havde truet hende til at sætte sig ind på passagersædet og give ham sine bilnøgler. Kvinden var mildest talt skræmt fra vid og sans. Det der undre mig var at ikke en af de her store bredde mænd valgte at gribe ind. Jeg havde først antaget manden i bilen, for at være kvindens mand, men det gav ham jo ikke ret til at behandle hende sådan at hun råbte på hjælp, så derfor valgte jeg at spørge om hun ønskede min hjælp. Politiet kom og vi gav et signalement af manden, som blev fundet dagen efter. Så jo desværre findes der også strudsementalitet bland os danskere, men jeg tror heldigvis at det hører til sjældenhederne.
Jeg tror fuldt og fast på at danskere i almindelighed er hjælpsomme også selv om de dermed bringer sig selv i farefulde situationer. Det er dem vi læser om i aviserne som værende hverdagens helte. Ganske almindelige mennesker som hjælpe sine medmennesker. Det var det min præst talte om den dag for mange år siden, og som vi alle kan praktisere på forskellige planer i vores hverdag. Det kan være en sød kommentar til den trætte ekspedient ved kassen i vores dagligvarebutik, en skub til den bil der er gået i stå, en hånd til at få barnevognen ud af bussen – listen er lang.
Jeg er sikker på at mange ubevidst allerede giver “vandre glæde” i deres hverdag, men hvor kunne det være skønt, hvis vi i fællesskab kunne starter en hel epidemi af ”vandre glæde”.